Hvem ejer Antarktis?

Jeg har hørt, at flere lande gør krav på dele af Antarktis. Men hvem ejer egentlig kontinentet?

Pingviner på sten foran snedækket bjerg
© Shutterstock

Antarktis er uden diskussion verdens mest ugæstfri kontinent. Mere end 99 pct. er dækket af is, som er op til 4700 m tyk. Kun om sommeren kryber temperaturen en smule over frysepunktet i de isfrie områder, og ingen andre steder i verden blæser det så meget som her.

Ikke desto mindre har en række lande gennem tiden gjort krav på dele af Antarktis, og længe var kontinentets folkeretlige status usikker.

I 1959 blev der indgået en traktat, som gør hele kontinentet til et fredet og afmilitariseret område. Traktaten er underskrevet af 44 lande, der tilsammen repræsenterer to tredjedele af verdens befolkning.

Så ingen ejer Antarktis. Fredningen blev for 20 år siden udvidet, så den nu også omfatter det omgivende hav.

Antarktis er et urørt paradis fyldt med mineraler

Selv om der er fundet spor af værdifulde mineraler, blev landene bag Antarktis-traktaten i 1991 enige om at forbyde forsøg på minedrift i området – foreløbig frem til 2048. Videnskabsmænd betragter Antarktis som et paradis, og forskere fra alverdens lande arbejder her sammen uden problemer.

Det tættest befolkede område er øen King George Island, hvor en lang række lande har baser. Nogle af landene opretholder baser alene for at sikre sig fremtidig indflydelse, for ifølge Antarktis-traktaten er det kun de lande, der driver videnskabelig forskning i Antarktis, der har indflydelse på kontinentets fremtid.