Hvor stammer klovnen fra?

Klovnen som vi kender den i dag har rod i italiensk maskekomedie fra 1500-tallet.

Clown figure

Klovnelignende skikkelser har været kendt i flere årtusinder. Vi ved fra inskriptioner og statuefund, at pygmæer, de såkaldte dangas, underholdt faraoerne med klovneri i oldtidens Egypten omkring 2500 år f.Kr. Hofgøglere har optrådt i Kina siden ca. 1800 f.Kr. og kendes desuden fra bl.a. Indien. På samme måde har de fleste kulturer også haft markedsgøglere.

Klovnefiguren, som vi kender den i dag, har rod i den italienske maskekomedie la commedia dell’arte, der opstod i 1500-tallet som del af “karnevalstraditionen”. I de ældste komedier hed klovnefiguren Harlekin. Han gik oprindeligt klædt i laset tøj og bar sort maske, men med tiden udviklede Harlekin sig til en elegant forfører, og i stedet blev klovnerollen overtaget af Pjerrot. De første cirkusklovne dukkede op i 1700- og 1800-tallet, men de moderne klovne med karakteristisk tøj, rød næse og alt for lange sko vandt først frem i det 20. århundrede.