Hvorfor er blå en drengefarve?

Farven blå bruges i Mellemøsten på døre, perler og amuletter, fordi den menes at afværge ondt – fx “det onde øje”, som kan ramme pga. misundelse og ondskab. Den samme tankegang ligger formentlig bag brugen af blåt tøj til drengebørn i Vesten. Tidligere brugte man nemlig blåt til drenge, fordi blå er himlens og dermed Guds farve. Blå beskyttede mod ondskab, som især skulle ramme små drenge – der blev regnet for mere værdifulde og betydningsfulde end piger. I Mellemøsten regnes drenge stadig for vigtigere end piger, og for at beskytte de små drenge mod onde blikke bliver mange af dem iført pigetøj. De fleste samfund forbinder bestemte farver med særlige egenskaber. I Vesten er sort sørgefarven, mens hvid står for renhed, gul for falskhed, og rød for kærlighed og lidenskab. I denne folkelige farvesymbolik er der ingen særlige egenskaber forbundet med lyseblå og lyserød, men når det gælder andre måder at se farver på, er lyserød – eller rosa – forbundet med noget feminint: Goethe regner den i sin farvelære for unge kvinders farve, mens kinesisk symbolik tillægger den blidhed og let, feminin energi. Den blå farve er ikke specielt knyttet til noget køn. Goethe betegner den som rolig, fjern og distancerende, mens den kinesiske farvesymbolik forbinder farven blå med intuition, inspiration og ro.