Shutterstock / natushm
omskæring

Hvorfor omskærer man drenge?

Hvad er egentlig baggrunden for omskæring af drenge? Tror man, at det har gavnlige virkninger?

Hvorfor omskærer man drenge?

Omskæring af drenge sker ved at fjerne drengens forhud på penis helt eller delvist.

Der kan være forskellige begrundelser for at gøre det. Nogle steder er omskæringen en del af et religiøst ritual.

Omskæring beskrives i Biblen

Rituel omskæring beskrives i Det Gamle Testamente, hvor Abraham i sin pagt med Gud lover at omskære samtlige drengebørn, når de er otte dage gamle – de fleste jøder følger stadig væk denne skik.

Også blandt muslimer er omskæring af drengebørn et udbredt fænomen, men alderen varierer dog i de forskellige lande lige fra spædbarnsstadiet til puberteten.

Omskæring er udbredt i USA

I andre kulturer mener man, at omskæring er hygiejnisk og forebygger kønssygdomme, fordi bakterier ikke ophober sig under forhuden.

Det er også begrundelsen i USA, som er det vestlige land, hvor omskæring er mest udbredt. Her har den nyttige virkning dog været stærkt omdiskuteret de seneste år, især fordi en del operationer er gået galt.

I nogle af de gamle afrikanske kulturer anses forhuden for at være et kvindeligt element. Derfor er omskæringen ofte en del af en manddomsprøve.