Hvor bor julemanden?
I USA kommer han fra Nordpolen, mens finnerne holder på, at han bor i Finland. Julemanden er en ombejlet herre.

Hvor bor julemanden? Det spørgsmål har været kilde til mange historier og diskussioner i tidernes løb og har ført til noget nær diplomatiske kriser mellem forskellige lande
Siden kommercielle kræfter er begyndt at spille en stadig større rolle i julen, er der kommet flere og flere forslag til gavegiverens adresse. Efter nordamerikansk tradition bor han på Nordpolen, og det skyldes i høj grad tegneren Thomas Nast, som i 1866 fremkom med netop dette forslag til en adresse.
Andre lande har foretrukket at placere julemanden inden for egne grænser. Ifølge dansk tradition bor han på Grønland, mens finnerne mener, han bor lidt uden for byen Rovaniemi – oprindeligt boede han på et øde og isoleret bjerg i det nordøstlige Finland, men det var lidt for langt væk til at han kunne få besøg.
I andre fortællinger har han boet i Tyrkiet og et fjernt og øde sted langt mod nord i Rusland. Det første er ikke er noget dårligt bud, da det var her Sankt Nikolaus, julemandens stamfader, kom fra.
Det nyeste forslag går ud på, at han bor i bjergene på grænsen mellem Kirgisistan og Kazakhstan, fordi det rent logistisk er mest praktisk, når gaverne skal deles ud. Det har fået de kirgisiske myndigheder til at love, at de vil opkalde et bjerg efter julemanden.
I nogle lande gøres der ikke noget specielt ud af, hvor han bor, det gælder f.eks. Sverige og Norge, og i Holland er man også lidt mere diffus omkring det, om end den hollandske julemand Sinter Klaas typisk ankommer med båd fra Spanien.
Kilder: en.wikipedia.org: Santa Claus www.kristendom.dk www.historie-online.dk