Julemyte: Var Betlehemsstjernen en rigtig stjerne?
Kometer og planeter skabte sjældne synsbedrag på himlen i årene omkring Jesu fødsel. Astronomer har 3 bud på, hvad de vise mænd så på himlen.

“(...) og se, stjernen, som de havde set gå op, gik foran dem, indtil den stod stille over det sted, hvor barnet var”.
Sådan beretter Matthæusevangeliet om Betlehemsstjernen, der ifølge Biblen ledte de vise mænd til Jesus.
Ledestjerne var synsbedrag
I dag tvivler astronomerne på, at der viste sig en stjerne over Betlehem. De fleste hælder til, at beretningen om stjernen bygger på et synsbedrag.
I årene omkring Jesu fødsel var der nemlig flere særlige himmelfænomener på spil. Det gælder fx en række kometer og sjældne planetkonjunktioner mellem Jupiter og Saturn.
Muligheden for en eksploderende stjerne, en såkaldt supernova, kan astronomerne heller ikke udelukke.