Shutterstock

Kvinder kan IKKE synkronisere deres cyklus – 5 myter fra videnskabens verden

Mount Everest er verdens højeste bjerg. Forkert. Sukker gør børn hyperaktive. Forkert. Følg med, når videnskaben smadrer fasttømrede myter om alt fra rekorder til kost og kvinder.

Artiklen blev første gang udgivet i 2018.

1. "Sukker gør børn hyperaktive"

© Shutterstock

De fleste forældre ville skrive under på, at det er sandt: børn bliver hyperaktive, når de får for meget slik eller sodavand.

Men de videnskabelige forsøg fortæller en anden historie.

En stor amerikansk undersøgelse viste ingen forskel i effekten af sukker eller en sukkererstatning på børns opførsel.

I en anden undersøgelse gav forskerne alle børnene en sukkererstatning, men fortalte halvdelen af forældrene, at barnet havde fået sukker.

Og i den halvdel opførte forældrene sig anderledes over for barnet og rapporterede efterfølgende hyperaktivitet.

Myten er altså falsk, men så stærk, at folk ser en sammenhæng, selvom den ikke er der.

2. "Kvinder synkroniserer deres cyklus"

© Shutterstock

80 procent af alle kvinder nikker “ja” til påstanden i overskriften. Den er bare ikke rigtig.

Det viser en undersøgelse udført i 2017 af forskere fra University of Oxford.

Menstruationscyklussen blev fulgt hos 360 par kvinder, der enten boede sammen eller tilbragte en stor del af deres liv sammen.

Resultaterne viste, at cyklusserne ikke blev synkroniseret.

I stedet var der en svag tendens til, at parrenes menstruationer blev mere spredt fra hinanden over tid.

3. "Mount Everest er verdens højeste bjerg"

© Shutterstock

Mount Everest hæver sig 8848 meter over havet. Det kan ingen andre bjerge slå.

Men toppens afstand fra havoverfladen er ikke nødvendigvis et godt mål for bjergets størrelse.

Mount Everest ligger på et højt plateau og måler faktisk kun 5400 meter fra fod til top.

På det punkt bliver Mount Everest i den grad slået af den udslukte vulkan Mauna Kea på Hawaii.

Vulkanen hæver sig kun 4207 meter over havet, men dens fod ligger dybt under havoverfladen, og fra fod til top måler Mauna Kea ikke mindre end ti kilometer.

Mount Everests tvivlsomme titel som klodens højeste bjerg betyder heller ikke, at bjerget rager længst væk fra Jordens centrum.

Det gør i stedet bjerget Chimborazo i Ecuador, hvis top er mere end to kilometer længere fra klodens midte end Mount Everests.

4. "Jordens tyngdefelt påvirker ikke astronauter"

© NASA

Det ser ud, som om de svæver. Men beboerne på Den Internationale Rumstation, ISS, oplever 90 procent af den tyngdekraft, der holder os andre fast på klodens overflade – og de styrter derfor mod Jorden.

Når de alligevel ikke falder ned til os, skyldes det, at de og rumstationen bevæger sig fremad med 28.000 km/t, mens de falder.

Derfor bliver de, ligesom alt andet i kredsløb, ved med at falde forbi Jorden.

5. "Kamæleoner skifter farve for at gemme sig"

© Fuse/Getty Images

Kamæleonens hud kan skifte farve fra grøn til sort, rød, blå, lilla eller spraglet. Men det utrolige trick er ikke til for at hjælpe det lille dyr med at gemme sig – tværtimod.

Kamæleonen er – ligesom mange andre firben – godt skjult i sine natur- lige omgivelser, så længe den beholder sin grønne farve.

Når den skifter farve, bliver den ofte ekstremt synlig – og det er netop meningen.

De flotte farvefremvisninger bliver først og fremmest brugt til klokkeklar kommunikation med artsfæller.

Hanner kan for eksempel med en stærkt rød farve få deres rivaler til at flygte, og gravide hunner kan fortælle lystne hanner, at de spilder tiden.

Farveskiftet sker ofte, når dyret bliver ophidset, for eksempel ved synet af en anden han.

Hormoner og signaler fra hjernen får mikroskopiske krystaller i hudcellerne til at ændre struktur, så de reflekterer lyset på en anden måde og dermed får en anden farve.

I andre tilfælde bruger kamæleonerne farveskiftet til at styre deres kropstemperatur. Når dyrene er kolde, gør de huden mørkere for at absorbere mere af solens varme.