Shutterstock
tre vise mænd

Hvad er myrra?

De tre vise mænd havde guld, røgelse og myrra med til Jesus. Guld og røgelse kender jeg, men hvad er myrra?

Ifølge Matthæus-evangeliet bragte vise mænd fra østen gaver til det nyfødte Jesusbarn i form af guld, røgelse og myrra.

Myrra er den tørrede saft, dvs. harpiks, fra myrratræet, Commiphora abyssinica, som vokser i Østafrika og Arabien.

Harpiksen var et af oldtidens vigtigste duftstoffer og omtales hele ni gange i Bibelen, hvilket er mere end nogen anden parfume.

De rødbrune harpiksklumper brænder kun dårligt selv, men afgiver en yderst behagelig duft, hvis de varmes op fx i gløder.

myrra i skål

Myrra består af harpiks, som brænder dårligt. Men varmet op i glødende kul afgiver stoffet en behagelig duft.

© Shutterstock

Ud over sin evne til at sprede velduft, indgik myrra opløst i olie bl.a. i de religiøse ritualer omkring balsameringer og ved salvelse, når fx en monark eller en præst skulle indvies i deres embeder.

Myrra bekæmper bakterier

Myrra blev desuden brugt i sminke, til at behandle sår og – blandet op med vin – som smertestillende medicin.

De medicinske effekter, oldtidens læger tillagde myrra, er faktisk blevet bekræftet de seneste år. En undersøgelse fra 2018 påviste fx, at myrra har antibakterielle egenskaber og bl.a. slår borrelia-bakterier ihjel, selv når de er i den hvilefase, hvor antibiotika virker dårligt.

Og et andet forsøg har dokumenteret, at myrra i form af lægemidlet Mirazid kurerer kønssygdommen trichomonas i 85 pct. af de tilfælde, hvor andre præparater slår fejl.

Derudover har undersøgelser vist, at myrra mindsker hævelser markant og har stærke smertestillende egenskaber.