Hvilken farve skal dine skibriller være?

Lys og konturer kan smelte sammen, når underlaget er snehvidt. Derfor er det vigtigt med den rigtige farve linser i dine skibriller.

Skibriller

De kan fås i alle regnbuens farver, men det er ikke alle, der virker lige godt. Farven på linserne i et par skibriller kan redde dig fra fatale uheld, hvis de matcher vejret – og kan bringe dig på afveje, hvis du har de forkerte på.

Skiløberes øjne har flere fjender. Solens stråler bliver reflekteret i sneen, og derfor er lysbelastningen på øjnene stor og kan ende ud i sneblindhed. Men hvis det er overskyet, så forsvinder skyggerne i sneen og dermed også de konturer, som gør det muligt at se pukler og huller i terrænet.

Farven på linserne i dine skibriller er derfor vital, når du kaster dig ned ad bjergsiderne i fuld fart.

Gule skibriller …

Shred/Blue Tomato

… er bedst, når vejret er overskyet. Vores øjne er sat sammen på en måde, så den gule farve er den, vi bedst kan se når der er fladlys – altså hvor der ikke er en eneste blå plet på himlen og dermed heller ingen skygger. Derudover er det gule glas godt, fordi blåt lys bliver filtreret fra. Det blå lys får nemlig konturer til at flyde sammen og er derfor fjende, når vejret er overskyet. Til gengæld holder de gule glas kun 14% af Solens stråler ude og dur derfor ikke ved høj solskin. Alternativt kan lidt mørkere orange glas holde mere sollys ude, mens konturer stadig bliver fremhævet.

Rosa skibriller …

Von Zipper/Blue Tomato

… dur bedst, når vejret er omskifteligt. De lader mindre lys slippe igennem end de gule gør, og samtidig tager de også toppen af blåt lys, så konturer i sneen ikke forsvinder helt. Kort sagt kan de både bruges, når der er overskyet og når Solen skinner – men de er hverken de bedste i det ene eller andet tilfælde. Det er en habil allround-skibrille.

Blå skibriller …

Oakley/Blue Tomato

… dur bedst, når Solen skinner fra en skyfri himmel. Den mørke blå farve er god til at holde Solens kraftige og reflekterede stråler væk fra øjnene. Jo mørkere glassene er, jo bedre er øjnene beskyttet, når himlen er skyfri.

Skiudstyr er mere end bare skibriller

Skibriller optimerer dit udsyn, når du fræser ned over pisterne, men du har også brug for den rette ski og det rette sikkerhedsudstyr for at komme sikkert fra top til bund. Læs mere i vores artikel om skiløb: