I de fleste sportsgrene scorer man point efter en simpel talrække: 1, 2, 3 osv. I tennis får man først 15, dernæst 30, så 40, og partiet slutter, når den ene part vinder sin fjerde bold, dog med mindst to overskydende.
Grunden til den besynderlige pointtælling findes i tennisspillets middelalderlige rødder. Det opstod i det 12. eller 13. århundrede i Frankrig, hvor det hed “jeu de paume” (håndfladeleg eller håndfladespil). På dette tidspunkt brugte man endnu ikke ketsjere, men hænderne. Pointgivningen var baseret på datidens numerologiske teorier, hvor tallet 60 blev opfattet som et fuldkomment tal.
Dengang uddelte man 15, 30, 45 og 60 point. De 45 er så siden hen blevet forvansket til 40, formentlig fordi det var nemmere at sige, og de 60 point, som partiet altså slutter med, benyttes ikke længere i praksis.
En anden besynderlig ting i tennis er udtrykket “love” for 0 point. En udbredt fejlopfattelse er, at det kommer af det franske “l’œuf”. Det betyder æg, der som bekendt er slang for det ægformede nul. Men udtrykket stammer i virkeligheden fra ideen om, at en spiller, der får 0 point, kun kan være motiveret af en sand kærlighed (love) til det ædle spil.