Alfabetet

Et alfabet er en fast rækkefølge af bogstaver, som bruges til at skrive et sprog.

Alfabetet er kendetegnet ved, at bogstaver er symboler for talesprogets lyde. Så i modsætning til andre skriftsprog som fx hieroglyffer eller kinesisk skrift, kan man “nøjes” med at lære tegn i stedet for hundredevis af billeder eller symboler, som hver især angiver et ord eller en orddel.

Det er helt unikt ved det danske, og de fleste vestlige alfabeter, at bogstaverne repræsenterer lyde. Det vil sige, at ved hjælp af alfabetets bogstaver kan ord staves på samme måde, som de lyder.

På grund af stumme bogstaver, sprogudvikling, accent, tryk og udtale findes der selvfølgelig undtagelser, hvor ord staves på en anden måde, end de lyder. Det gælder fx ved det danske Schwa, som er navnet på det øh-agtige og tryksvage e, der forekommer i den sidste stavelse af rigtig mange danske ord som fx læse, spise og kaffee.

Selvom forskellige sprog bruger mange af de samme bogstaver, så har hver sit sprog ofte sit eget alfabet.

Det danske alfabet består af 29 bogstaver og er baseret på det latinske alfabet.

Alle bogstaver findes både som store og små bogstaver:

A B C D E F G H I J K L M N O P Q R S T U V W X Y Z Æ Ø Å
a b c d e f g h i j k l m n o p q r s t u v x y z æ ø å

Det danske alfabet består af ni vokaler (de gule) og 20 konsonanter (de sorte).

I Danmark har man brugt bogstaverne æ, ø og å lige så længe, som man har skrevet dansk med latinske bogstaver.

Æ bliver brugt som et selvstændigt bogstav på dansk, norsk, islandsk og færøsk.

På engelsk og fransk bruges æ meget sjældent. Her bliver det ikke opfattet som et selvstændigt bogstav, men som en ligatur. Det vil sige at bogstavet opfattes som en sammensmeltning mellem a og e.

Ø bliver brugt på dansk, norsk og færøsk.

På svensk bruger man ö, altså o med to prikker over. På tysk bruger man også ö, men bogstavet betragtes her også som en ligatur, og her er det en sammensmeltning mellem o og e.

På fransk findes ligaturen også, hvor der derimod skrive æ, som det kan skrives i fx bæuf - for ‘okse, oksekød’.

Å bliver brugt som skrifttegn på dansk, norsk og svensk.

Å er det yngste bogstav i det danske alfabet, og det blev officielt indført i stedet for AA i den officielle retskrivning i 1948.

Dog havde det i mange år før været diskuteret, om å skulle erstatte aa, og derfor kan man sagtens støde på tekster før 1948, som bruger å.

I propier - også kaldet egenavne - og i ord, som stammer eller citeres fra andre sprog, kan der forekomme andre bogstaver end dem vi kender fra det danske alfabet.

Det kan fx være Ü/ü, Ä/ä, Ö/ö, Ð/ð, Þ/þ.

Fremmede bogstaver alfabetiseres på følgende måde:

• ü alfabetiseres som y
• ä alfabetiseres som æ
• ö alfabetiseres som ø
• ð alfabetiseres som d
• þ alfabetiseres som th
• fransk œ (sammenskrevet o og e) alfabetiseres som o + e

Hvis den eneste forskel på to ord er, at det ene skrives med almindelige bogstaver og det andet med fremmede bogstaver, så kommer ordet med almindeligt bogstav først i alfabetiseringen.

I alfabetiseringen ses der desuden bort fra accenter. Det vil sige, at fx é, ë og è alle alfabetiseret som e.

Historikere og forskere er uenige om, hvem der har opfundet alfabetet, og der er flere teorier.

De fleste forskere hælder dog til Ugarit-teorien, som er baseret på flere tusinde år gamle lertavler fra den syriske oldtidsby Ugarit. Lertavlerne er ca. 3500 år gamle og skrevet med 30 forskellige bogstaver, der tilsammen udgør Ugarit-alfabetet.

Hvem der har skrevet tavlerne og udarbejdet alfabetet vides ikke, men det har sandsynligvis været en person med kendskab til flere af de på den tid kendte skriftformer – heriblandt hieroglyffer.