Hvorfor har vi både store og små bogstaver?
Hvor stammer skikken med små og store bogstaver fra, og hvad er formålet?
Kombinationen af store og små bogstaver gør en tekst lettere at overskue og dermed lettere at læse. Et stort bogstav signalerer fx, at en ny sætning begynder, eller at her er tale om et navn eller et sted. Også tegnsætning og afsnit i teksten letter læsbarheden.
Det ældste latinske alfabetfra omkring 500 f.Kr. bestod dog kun af store bogstaver, der også kaldes kapitæler, versaler eller majuskler. Udformningen af de store bogstaver var inspireret af de tekster, romerne indhuggede i sten på fx Forum Romanum. Der var hverken mellemrum eller kommaer mellem ordene.
De første “papirtekster” var nedfældet på skriftruller af papyrus. I århundrederne efter Kristi fødsel blev rullerne afløst af bøger, som var lettere at finde rundt i. Fra slutningen af 200-tallet e.Kr. begyndte man at bruge små, mere “runde” bogstaver – minuskler – som dels var lettere at læse, dels lettere at skrive på pergament, som efterhånden afløste papyrus.
Omkring 1100 blev det almindeligt at bruge stort begyndelsesbogstav og stort bogstav efter punktum, som også var nyt, ligesom kommaet.
Vidste du, at der findes et ord, som tager 3,5 time at udtale? Læs mere i vores artikel om verdens længste ord.