Kan man være talblind?

Nogle har det svært med tal og bytter fx om på 6 og 9. Kan man være talblind, og er det beslægtet med ordblindhed?

Grå væg med tal
© Shutterstock

Man kan sagtens være talblind. Nogle er det i let grad, mens andre har så store problemer, at de ikke er i stand til at afgøre, om 57 er større end 54, eller tælle de byttepenge, de får tilbage i en butik. Man skønner, at seks procent af befolkningen har det svært med tal, og talblindhed er ligeligt fordelt mellem kønnene. Ordblindhed og talblindhed er to forskellige fænomener, men der er ikke desto mindre en vis kobling. Man regner med, at hver syvende person med ordblindhed også er talblind. Undervisere har gjort sig den erfaring, at talblinde bedst forstår matematik, hvis den er helt konkret. Fx er det lettere for en talblind at forstå negative tal, hvis de bliver præsenteret som frostgrader på et termometer. Talblindhed er et relativt nyt felt for forskerne. Hjerneskanninger af talblinde begynder at give resultater, så forskerne regner efterhånden med at kunne indkredse de dele af hjernen, vi bruger, når vi tæller eller regner.