Årets største medicinske gennembrud
Vaccinekur mod alle kræftformer og masseproduktion af kunstigt blod - 2017 er fyldt med videnskabelige kvantespring. Vi har udvalgt 7 af de vigtigste.
1. HJELM ER TANKELÆSER
Forskere har udviklet en hjelm, som kan læse tanker ud fra blodets iltindhold.
Metoden giver neurologer mulighed for at kommunikere med lamme, der lider af locked-in syndrome og ikke engang kan blinke med øjnene.
2. MENNESKECELLER GROR I GRISEFOSTER
For første gang har forskere fået menneskelige stamceller til at udvikle sig i et tidligt grisefoster. Forsøget er et vigtigt skridt på vejen mod at dyrke menneskeorganer i dyr.
3. FORSKERE PRODUCERER KUNSTIGT BLOD
Et forskerhold har fundet løsningen, der i fremtiden vil fylde de halvtomme blodhylder op.
Kunstigt blod kan produceres i enorme mængder ved at få stamceller på et tidligt stadie til at danne røde blodlegemer.
4. SÆD FRAGTER KRÆFTMEDICIN
Et nyt våben mod kræft i kvinders underliv er fundet.
Tyske forskere vil bruge sædceller iført jern og titanium til at transportere kemomedicin frem til kræftceller i fx livmoderhalsen.
5. BLØD ROBOT HJÆLPER HJERTET
Læger har udviklet en blød robotpumpe, som kan svøbes om et hjerte og hjælpe organet med at slå.
6. MYG SENDES I KRIG MOD ARTSFÆLLER
For at beskytte befolkningen mod Zika sender den amerikanske regering en hær af dræbermyg i krig mod egne artsfæller.
7. VACCINE KAN DRÆBE ALLE KRÆFTFORMER
En celleprøve og et stik med en sprøjte kan i fremtiden være måden, vi behandler alle typer kræft på.
En virksomhed har fået grønt lys til at teste en kræftvaccine på mennesker.