Cannabis gør nattesynet bedre
Cannabis har vist sig interessant i behandlingen af en række sygdomme, og nu er der også godt nyt for de nataktive: Stoffet forbedrer evnen til at se i mørke. I hvert fald hos dyr.

Forsøgsdyr får bedre nattesyn, efter at de har indtaget cannabis. Det viser ny forskning.
Cannabis står på spring til at blive lægernes nye vidundermiddel.
Stofferne i den omstridte hampplante har vist sig at have potentiale til at afhjælpe et hav af sygdomme, fra kræft til epilepsi, og nu peger dyreforsøg på det neurologiske institut i Montréal i Canada på, at cannabis også er godt for synet.
Haletudser får bedre nattesyn
Hos haletudser øger cannabinoiderne, som er de aktive stoffer i cannabis, aktiviteten i cellerne i nethinden, så cellerne bliver følsommere over for lys og forbedrer evnen til at se i mørke.
Om virkningen er den samme hos os mennesker, er endnu uklart, men noget tyder på det.
Tidligere har videnskabelige undersøgelser både i Marokko og på Jamaica vist, at de lokale bjergbønder og fiskere får et markant bedre nattesyn, efter at de har indtaget cannabis.