
Coronavirus tidslinje: Sådan blev én patient til global pandemi
Fra den første patient udviklede coronavirus sig på få måneder til en pandemi med millioner af smittede og hundredtusindvis af døde. Her får du et overblik over et dramatisk år, hvor skrækscenariet blev til virkelighed, og forskerne satte alt ind på at udvikle en vaccine mod den globale dræber.

Wuhan
Patient nul får feber
En ældre mand i millionbyen Wuhan i Kina bliver syg. Han har symptomer på en lungebetændelse, men det, han fejler, er langt værre. I hans krop vokser en virus, som få måneder senere har kastet verden ud i en sundhedskrise af episke dimensioner.
En artikel i lægetidsskriftet The Lancet udpeger et par måneder senere manden som “patient nul”; den første patient, som beviseligt er inficeret med Severe acute respiratory syndrome coronavirus 2 – SARS-CoV-2 eller bare coronavirus. Senere har det vist sig, at virussen måske kan spores længere tilbage – og til andre steder.

Smitten spreder sig i Wuhan
Sygehusmyndighederne i Wuhan udsender et notat om en mulig spredning af en lungebetændelse, forårsaget af en ukendt virus. De beder hospitalerne i området om at melde ind, hvis de får patienter med symptomer, og dagen efter viser opgørelsen, er 27 nu er smittet. Flere af dem arbejder på fiskemarkedet Huanan, hvor der ud over fisk også sælges specialiteter som fx bæltedyr, flagermus og hulepindsvin.
På årets sidste dag advarer lokale hospitaler på det sociale medie Weibo om, at en virus er i omløb, og beroliger med, at et eksperthold er sendt til byen, for at få bugt med sygdommen. Udenlandske nyhedsmedier får nys om historien, og de første historier om en ny smitsom sygdom i Kina dukker op.
Sygdommens første offer
En ældre mand, som har handlet på fiskemarkedet Huanan, dør som den første med coronavirus. Fire dage senere bekræfter myndighederne i Thailand, at smitten har spredt sig fra Kina: En 61-årig kinesisk kvinde bliver syg under et ophold i Bangkok. Hun har også handlet på markedet, og Verdenssundhedsorganisationen WHO opfordrer Kina til hurtigst muligt at finde kilden til den nye virus. Det er stadig uvist, om den kan smitte fra menneske til menneske.
Det officielle dødstal er nu to. 60 er registreret som smittet.
Hospital opføres på rekordtid
For at imødegå presset på hospitalsvæsnet i Wuhan, beslutter myndighederne at opføre et nødhospital med 1000 sengepladser. Kineserne afsætter blot 10 dage til opgaven.
🎬 Se hospitalet skyde op:
(Video: New China TV)

Tedros Adhanom Ghebreyesus
Folkesundheden er truet
Forskere har nu konstateret, at der er tale om en coronavirus – ligesom SARS – og at sygdommen helt sikkert kan smitte mellem mennesker. Med mere end 7818 bekræftede smittetilfælde i 19 lande – herunder Finland, Frankrig, Tyskland og USA – erklærer WHO's generaldirektør, Dr. Tedros Adhanom Ghebreyesus, smitten for en “trussel mod folkesundheden af international betydning”, og opfordrer alle verdens lande til at bidrage til at hindre yderligere spredning.
Coronavirus har spredt sig til 27 lande og har kostet 1000 menneskeliv.
Pandemi lukker Danmark
Med 118.319 bekræftede smittetilfælde og 4292 dødsfald i mere end 100 lande er spredningen nu ude af kontrol. WHO's generaldirektør, Dr. Tedros Adhanom Ghebreyesus, kalder for første gang coronavirus for en pandemi.
I Danmark, hvor 514 er smittet, melder Statsminister Mette Frederiksen samme aften ud, at alle offentligt ansatte sendes hjem og at dagtilbud, skoler uddannelser og kulturinstitutioner lukker – i første omgang i 14 dage.
🎬 Se Mette Frederiksen lukke Danmark ned:
(Video: Statsministeriet)

Forskerne har allerede kortlagt coronavirussens rna og kan dyrke virus i laboratoriet.
Vaccinen er på vej
De første forsøg med en nyudviklet coronavaccine er i gang i USA. Bag vaccinen, som kaldes mRNA-1273, står de amerikanske sundhedsmyndigheder og medicinalvirksomheden Moderna. Præparatet er allerede afprøvet på dyr med gode resultater, om nu skal 45 frivillige forsøgspersoner testes.
Udvikling og godkendelse af vacciner tager normalt årevis, men med 227.000 smittede og 9300 døde på verdensplan har en vaccine høj prioritet hos myndigheder i hele verden.
100.000 coronapatienter er nu døde.
Præsident giver livsfarligt råd
Under et pressemøde i Det hvide Hus foreslår USA's præsident, at man bør undersøge effekten af at drikke eller sprøjte rengøringsmidler ind i kroppen som en behandling mod coronavirus.
I de følgende dage ser skadestuer i hele landet en eksplosion i antallet af patienter, som har drukket klorin, og i flere stater kommer myndigheder og læger med advarsler mod at bruge rengøringsmidler inde i kroppen. Det kan medføre akut livsfare.
🎬 Se Trump give råd om behandling af coronavirus:
(Video: Associated Press)

Lægemidlet Remdesivir bliver hyppigt brugt til at behandle COVID-19.
Medicin lindrer – måske – covid-19
Lægerne har endnu ikke haft en effekttiv medicin til patienter med coronavirus, men nu viser forsøg med præparatet Remdesivir, at det har en effekt. Midlet er oprindeligt udviklet til behandling af Hepatitis C (smitsom leverbetændelse), og de første forsøg viser, at caronapatienter, som behandles med Remdesivir har et kortere sygdomsforløb og en lavere dødelighed.
Siden har andre forsøg understøttet de første resultater, men andre undersøgelser har vist, at Remdesivir ingen effekt har. I dag er det stadig uvist, om og hvor godt Remdesivir virker, men det er godkendt til behandling i både Europa og USA.

Kina er fri for virus
For første gang melder Kina om en dag med nul nye smittede. Også i Europa er virussen ved at slippe sit tag, og myndighederne ophæver en række af de restriktioner, som blev indført for at hindre spredning.
Andre steder i verden fortsætter pendemien, og globalt har antallet af smittede rundet fem millioner. Rusland, Sydamerika og USA er hårdt ramt, og den amerikanske præsident Trump har på et pressemøde udtalt, at han selv tager malaria-medicinen hydroxychloroquine for at forebygge, at han bliver smittet med covid-19.
Der er ingen videnskabelige beviser for, at hydroxychloroquine virker mod coronavirus, men præparatet kan have alvorlige bivirkninger, som bl.a hjerteproblemer.
Det bekræftede antal smittede når 10 millioner og 500.000 coronasmittede er døde.

Forsøg med vaccine afbrudt
I den afsluttende fase af kliniske forsøg med en coronavaccine bliver én af forsøgsdeltagerne pludselig syg, og forsøgene afbrydes øjeblikkeligt. Bag vaccinen står medicinalfirmaet AstraZeneca og Oxford University, og de deres vaccine har længe været en af de mest lovende. EU har fx allerede forudbestilt 400 millioner doser.
Efter kort tid konkluderer læger, at forsøgspersonens symptomer ikke er relateret til vaccinen, og de kliniske forsøg fortsætter.
En million er døde
Antallet af ofre for den globale corona-pandemi runder en million menneskeliv, anslår Johns Hopkins University.
Virussen har på 10 måneder smittet mindst 32.000.000 mennesker i 188 lande, og hårdest er det gået ud over:
- USA: 200.000 døde.
- Brasilien: 140.000 døde.
- Indien: 95.000 døde.
Vaccine beskytter 95 pct.
Medicinalvirksomheden Pfizer annoncerer, at deres kommende vaccine beskytter 19 ud af 20 patienter mod coronavirus. De forventer at kunne levere de første doser af vaccinen inden årets udgang, og dermed ser det omsider ud til, pandemien kan bremses.
Moderna, som allerede tilbage i marts var nået langt med deres vaccine, melder sig også klar med et præparat, og det samme gør AstraZeneca og Oxford University som i september måtte sætte deres kliniske forsøg på pause efter en forsøgsperson blev syg.
Et år med corona
Et år efter virusudbruddet i Wuhan, er 78 millioner mennesker konstrateret smittet, og 1,7 millioner coronapatienter er døde.
I mange lande er sundhedspersonale i fuld gang med at vaccinere befolkningen, men samtidig er en ny og mere smitsom variant af virus dukket op i Storbritannien. Det skaber frygt for, at spredningen – trods vaccinationer – kan nå at acclerere voldsomt i vintermånederne.
Tre egenskaber, har gjort coronavirus til en verdensomspændende katastrofe:
- Virussen er meget smitsom.
- Den påfører offeret en svær, endog dødelig sygdom.
- Den er ukendt for vores immunforsvar, så alle kan blive ramt og bære smitten videre.
Ingen ved, hvor længe der vil gå, før SARS-CoV-2 er fuldstændig udryddet, men truslen fra corona til formentlig stilne af i løbet af foråret, når vaccinerne bliver rullet ud i stor skala.
Omkostningerne – både de menneskelige og de økonomiske – har været ufattelig høje, men med erfaringerne fra coronavirus-pandemien er vi bedre forberedt, hvis, eller rettere når, en ny virus en dag muterer og spreder en smitsom, dødelig sygdom ud over hele kloden.