Den bedste svampekur står i dit køleskab
Kuren på en svampeinfektion findes måske allerede i dit køleskab. Forskere har opdaget, at almindeligt gær til bagning og mælkesyrebakterier i yoghurt udskiller stoffer, som bekæmper svampens angreb på kroppen.

I fremtiden kan stoffer fra bakterier i yoghurt kurere en irriterende, kløende svampeinfektion.
Din krop er fuld af svamp.
Celler af slægten Candida lever i mundhulen hos cirka halvdelen af alle mennesker, hver femte kvinde har svampene i skeden, og de bor på huden og i tarmene hos langt de fleste.
Normalt giver svampene dog ikke problemer. De ligger på huden og slimhinden, hvor de lever af at spise sukkerholdige affaldsstoffer i fredeligt samspil med andre mikroorganismer.
En lille ændring i miljøet kan dog pludseligt forvandle dem til en agressiv invasionshær, der går til angreb på kroppen og starter en infektion.
Men nu har forskere opdaget en ny svampekur, der i mange år har stået lige foran dem. I køleskabet.
Stoffer går til modangreb
Forsøg fra 2017 viser, at mælkesyrebakterier fra yoghurt og celler fra gjær udskiller stoffer, der forhindrer svampenes invasion.
Resultaterne er så nye, at forskerne endnu ikke har sat navn på stofferne. Men de ved, hvordan svampens angrebsstrategi forpurres.
Svampen invaderer ved at udvikle et anker, som sætter sig fast på vævet. Herfra kan svampen udvikle sig på to måder:
Den kan vokse i længden til hyfer, som er lange celletråde, der vokser ned i vævet.
Svampene kan klistre sammen til biofilm – en membran, der forsegler vævet.
Stofferne blokerer for nogle af svampenes gener, så cellerne ikke kan udvikle de våben, de ellers bruger til at gå til angreb med.