Denne kur reducerer migræne
Knap en milliard mennesker lider af migræne på verdensplan. Men nu kan de dunkende anfald være fortid. Forskere har opdaget, at en diæt med et lavt indhold af kulhydrater kan nedsætte antallet af hovedpiner markant.

Alle, der har været ramt af voldsomme migræneanfald, ved, hvor lammende og invaliderende en tilstand, det kan være.
Men nu er der godt nyt i sigte.
Et hold forskere fra Italien har nemlig opdaget, at en særlig diæt kan sænke antallet af de ubehagelige anfald markant.
Resultater efter en måned
Igennem seks måneder udsatte forskerne omkring 100 migræneramte kvinder, med et ønske om at tabe sig, for en diæt bestående af et lavt indhold af kulhydrater og et lavt indhold af fedt – en såkaldt lavkalorie ketogen-diæt, også forkortet VLCKD.
Og allerede efter en måned kunne forskerne se et gennemsnitligt fald i antallet af migræneanfald hos forsøgsdeltagerne fra 5,11 dage med migræne per måned til 0.91 dage - anfaldenes varighed blev også kortere.
Tvinger kroppen til at producere keton
Ved at skære ned på kulhydraterne tvinger diæten kroppen til at producere såkaldte ketonstoffer som energikilde i stedet for glukose, som er langt mere besværligt for kroppen at arbejde med.
Og det kan være forklaringen på det iøjnefaldende resultat, mener chefforsker Cherubino di Lorenzo fra Sapienza Universitetet i Rom.
”Vores hypotese er, at kombinationen af ketonstoffer og en ændret glukose-reaktion fører til den fremragende effekt, vi har observeret i vores patienter,” lyder det til Researchgate.