Kunstige sødemidler er enten syntetiske eller naturlige stoffer, som har et kalorieindhold tilsvarende almindeligt sukker, men søder langt kraftigere. Derfor kan selv meget små doser gøre fx lightsodavand sødt uden at tilføre kalorier.
I 1996 påstod den amerikanske neurolog John Olney, at det kunstige sødemiddel aspartam var kræftfremkaldende. Argumentet var, at der siden godkendelsen af aspartam i 1981 var sket en stigning i antallet af hjernekræfttilfælde.

Både Coca-Cola Light og Zero er sødede med aspartam. Flere undersøgelser viser, at stoffet er ufarligt at indtage i rimelige mængder.
Det skabte en voldsom debat, men stort set alle undersøgelser har siden frikendt aspartam som kræftfremkaldende og over 100 sundhedsmyndigheder verden over tillader i dag sødemidlet i fødevarer.
Men mange forskere er også enige om, at langtidseffekterne på sundheden endnu ikke er tilstrækkeligt belyst.

Aspartam er et syntetisk sødemiddel, der er lige så kalorieholdigt som sukker – ca. 400 kcal pr. 100 gram – men 200 gange sødere.
Der findes et accetabelt dagligt indtag
Med baggrund i den samlede mængde forskning vurderer de to største fødevaresikkerhedsorganisationer i den vestlige verden, EFSA i Europa og FDA i USA, at aspartam inden for grænseværdierne er uskadelig.
Grænseværdierne er også kendt som “acceptabelt dagligt indtag” (ADI) og bliver fastsat af toksikologer. I EU er ADI fastsat til 40 mg pr. kg kropsvægt.
Dermed må en person, der vejer 70 kg, højst indtage 2800 mg aspartam om dagen.
Sødemidlerne undersøges stadig
Den 13 maj 2019 offentliggjorde Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA), at de vil indsamle en række data om forskellige sødemidler.
Formålet med indsamlingen er at revurdere de sødemidler, der blev godkendt til brug i fødevarer før d. 20 januar 2009.
Deadline for, hvornår dataindsamlingen skulle stoppe, er flere gange blevet udskudt. Og datoen hedder nu 'i slutningen af 2020', skriver EFSA.