Shutterstock
telomerkromosomer

Forskere forlænger levetiden i mus med 41 procent

Yngre organer, mere hår og stærkere kroppe. Det var resultatet af et nyt forsøg, hvor forskere lykkedes med at udskyde aldringen i mus ved hjælp af genterapi.

Hvorfor ældes nogle af os hurtigere end andre? Og hvordan kan vi udskyde aldringen og undvige de sygdomme og skavanker, der følger med?

Det er nogle af de spørgsmål, forskerne lige nu kæmper for at besvare.

Og nu har de måske knækket en del af koden i et nyt forsøg, hvor de har brugt genterapi til at forlænge livet hos mus med hele 41 procent.

Dine celler kontrollerer din alder

For at forstå hvordan forskerne har udskudt musenes naturlige aldring, skal vi en tur helt ind i kernen af vores celler.

Her ligger vores arvemateriale, eller dna, rullet sammen i lange kromosomer. For enden af kromosomerne sidder en form for beskyttende kappe af dna-stykker kaldet telomerer. Og netop de beskyttelseskapper kan have afgørende betydning for, hvordan vi ældes.

Kromosomerne (blåt X) i cellens kerne indeholder alle vores gener. For enden af kromosomerne sidder de såkaldte telomerer (orange), som forkortes lidt, hver gang cellen deler sig.

© Claus Lunau

Hver eneste gang cellen deler sig, og dna'et kopieres, forkortes den yderste stump af telomererne nemlig en smule - lidt som et klippekort. Og på et tidspunkt slipper klippene op, så cellen ikke kan dele sig mere. Den grænse er også kendt som den såkaldte hayflickgrænse, som ligger på omkring 50-70 delinger for hver celle.

Og det kan sparke gang i aldringen og fx gøre os mere rynkede og udsatte for sygdomme, når det sker i flere celler på samme tid.

Virus invaderede cellerne

Men der findes en særlig spiller i vores krop, som holder telomererne lange og bekæmper aldringen: et enzym kaldet telomerase.

Udødelighedsenzymet, som det også bliver kaldt, bliver produceret af et gen kaldet TERT (telomerase reverse transcriptase.)

I det nye forsøg brugte forskerne en særlig virus, en såkaldt cytomegalovirus, til at invadere musenes celler og levere mere af TERT-genet. Og det viste sig at have afgørende effekt på musenes aldring.

© Shutterstock

Følg fem råd, og læg 13 år til din levetid

Forskerne kunne bl.a. se, hvordan klippekortet, altså telomererne, i musenes nyrer blev længere. De kunne også se, hvordan behandlingen mindskede hårtab hos musene, og hvordan de fik bedre motorik og koordination.

Og musenes levetid blev forlænget med hele 41 procent sammenlignet med ikke-behandlede mus.

Desuden øgede genterapien ikke musenes risiko for kræft - hvilket ellers kan være en bekymring ved at ændre på cellernes klippekort. Derfor mener forskerne også, at opdagelsen kan få afgørende betydning for både vores livskvalitet og helbred, hvis den kan overføres til mennesker.