En kold og mørk novembermorgen i 1871 begynder lægen Cesare Lombroso at skære i et lig. Manden, som han skal obducere på universitetet i Pavia, blev 70 år, hed Giuseppe Villella og døde i byens fængsel.
Lombroso talte med Villella i fængslet kort før hans død – en samtale, lægen fandt yderst interessant, ikke mindst fordi den kriminelle virkede kynisk og gerne pralede af sine ugerninger. Obduktionen giver Lombroso muligheden for at undersøge fangen og få bekræftet en teori, lægen og videnskabsmanden længe har arbejdet på.
Lombroso lægger et snit omme i nakken på Villella og blotlægger stedet, hvor rygraden hæfter på hovedet, men pludselig stopper han op.
Han har fået øje på en fordybning i kraniet, som straks må måles. Den viser sig at være 3,4 cm lang, 2,3 cm bred og 1,1 cm dyb, men trods de beskedne dimensioner er fordybningen nok til, at Lombroso får intet mindre end en åbenbaring. Som han selv beskriver øjeblikket under obduktionen i Pavia:
“Pludselig så jeg tydeligt – som en stor slette oplyst under en ildrød himmel – hvad problemet med den kriminelles natur er: Han er et atavistisk væsen med glubske instinkter, der stammer fra menneskets primitive stadier og underlegne dyrearter.”
På den indvendige side af vaneforbryderen Guiseppe Villellas kranie fandt lægen Cesare Lombroso dybe furer, som lignede dem, der sidder i gibbonabers kranie. Havde Lombroso obduceret flere lig, ville han have bemærket, at furer i kraniet er ganske almindelige blandt mennesker.
Lombroso mener, at kriminelle er ramt af atavisme – tilbageskridt i den menneskelige udvikling – som gør dem mere dyriske end lovlyde borgere.
Fordybningen i Villellas kranie svarer til den, der findes hos flere aber og gnavere, noterer italieneren. Hans hjerte banker, for Lombroso er sikker på, at han lige har skrevet historie: Ene mand har han løst kriminalitetens gåde.
Selvom den 36-årige videnskabsmand ikke kan bakke sin teori op med andet end iagttagelser, ammestuehistorier og fordomme, går han i gang med at skrive et bogværk – for berømmelsen venter forude.
Soldater inspirerer forskeren
Cesare Lombroso kom til verden i den italienske by Verona i 1835. Hans far var en velhavende forretningsmand, og familiens velstand gav sønnen uanede muligheder – og besvær med at vælge karriere. Han nåede at tage hul på både lingvistik, arkæologi og litteratur, inden valget faldt på medicinstudiet.
Lombroso sammenlignede kranierne fra 121 dømte kriminelle med 328 italienere uden plettet straffeattest. Efter nøje studier af resultaterne slog han fast, at kriminelle typisk havde et lille kranium på mellem 1101 cm³ og 1300 cm³. Ifølge videnskabsmanden havde lovlydige borgere de største hoveder – mange af dem var over 1501 cm³.
Som ung var han feltlæge i den anden italienske uafhængighedskrig i 1859, og under medicinsk behandling af tropperne bemærkede overklasseløget Lombroso noget for ham hidtil ukendt: tatoveringer. Oftest var motiverne “uanstændige”, som han kaldte dem, og blev båret af mænd, lægen mente havde en slet moral.
Da Lombroso forlod hæren og blev professor i psykiatri ved universitetet i Pavia, fortsatte tanken om tatoveringerne og deres betydning med at forfølge ham. I bogen “L’uomo delinquente”, “Forbrydermennesket”, skrev han i 1876:
“Folk, der har været i direkte kontakt med kriminelle, ved, at disse er anderledes end almindelige mennesker. For at afdække, om deres natur simpelthen driver dem til at begå forbrydelser, må vi studere deres fysik og psykologi.”
Udseende afslører skurke
De kriminelles fysik lå især Lombroso på sinde, og med målebånd, lineal og et væld af sindrige instrumenter målte han løs på døde kriminelle.
Alt fra tænder og hænder til fødder og hårfarve blev analyseret og koblet med kriminalitet.
Hånden afslører alt
Kriminelle har længere fingre end andre og ofte abe-agtige hænder, hævdede Lombroso: “Aben er en rigtig lommetyv. Mens den bliver klappet eller aet, rækker den hånden ned i lommer og stjæler uden at blive opdaget”. En grafik i femte udgave af bogen “Forbrydermennesket” viste sort på hvidt, hvordan lommetyve, voldsmænd og mordere ifølge Lombroso kunne genkendes på deres abe-agtige hænder.
Gibbonabehånd = lommetyv
Orangutanghånd = voldsmand
Chimpansehånd = morder
Lombroso veg ikke tilbage fra drastiske konklusioner ud fra sit ofte spinkle talmateriale, som han selv anså for at være seriøs forskning: “Der er næsten altid noget underligt ved en kriminels udseende,” opsummerede videnskabsmanden.
Lange arme, små kranier og kraftige kæber var bare nogle af de kendetegn, som politiet skulle være på udkig efter, når de efterforskede en række mistænkte til en forbrydelse.
I førsteudgaven af “Forbrydermennesket” byggede den ivrige læge sin tese om små kranier på hovedmålinger fra blot 66 dømte kriminelle – i øvrigt uden at sammenligne resultatet med målinger af et tilsvarede antal italienere med ren straffeattest.
Lombroso dristede sig til at slå fast, at kriminelle tilbøjeligheder ikke blot var medfødte, men også nemme at genkende, hvis politiet vidste, hvad de skulle være på vagt overfor.
Målinger foretaget på 832 kriminelle i Italiens fængsler afslørede, at forbrydere typisk var lidt højere end gennemsnittet, og “at deres udseende hverken er forfinet eller behageligt”, skrev Lombroso.
Tyveknægte havde ifølge lægen udtryksfulde ansigter, små og skrå øjne, tykke øjenbryn og skæve næser. Voldtægtsforbryderne kunne genkendes på deres stritører, strålende øjne og fyldige læber.
Tjek munden for ulvetænder
Mordere var et kapitel for sig. Førstegangsforbrydere havde karakteristiske smalle læber, mens seriemordere sendte folk et koldt blik med deres ofte blodskudte øjne. De havde desuden en stor ørnenæse og masser af kulsort hår på hovedet.
“Der er næsten altid noget underligt ved en kriminels udseende.” Cesare Lombroso
I jagten på seriemordere var det også værd at undersøge de mistænktes tænder, understregede Lombroso, for havde en mand slået ihjel flere gange før, rummede hans mund sandsynligvis ulveagtige hjørnetænder i overstørrelse.
“Forbrydermennesket” var dog ikke noget let værk at læne sig op ad, hvis politiet en skønne dag ville bruge bogens anvisninger. Efter gennemgangen af tyve, voldtægtsforbrydere og mordere forvirrede Lombroso læseren med følgende konklusioner:
“Næsten alle forbrydere har stritører, tykt hår og tynde skæg”, inden han kastede rundt med flere tal på dømte kriminelle, som underminerede hans egne påstande. Eksempelvis havde kun 28 pct. af de kriminelle, som Lombroso målte, de omtalte stritører, som ellers skulle være et sikkert tegn på et forbryderisk væsen.
Også kvindelige forbrydere fik et par ord med på vejen. De var som regel “lavere end andre kvinder og har fået deres menstruation i en tidlig alder”, skrev Lombroso. Ifølge hans forskning var ikke alle tegn på kriminalitet medfødte skavanker. Vaneforbrydere blev ad åre præget af deres utallige skånselsløse handlinger.
Anomale ører var endnu et sikkert tegn på, at en person havde begået kriminalitet, mente Lombroso – også selvom hans tal viste, at blot 9 pct. af de opmålte kriminelle havde usædvanlig store ører.
Rynker, især omkring næse og mund, var udbredte, fordi de pågældende personer havde tendens til at bryde ud i kynisk latter, som – når gentaget ofte nok – fremkaldte permanente rynker.
Smalle læber var fremherskende hos en stribe andre forbrydere, der kneb læberne sammen i hadefulde grimasser, mens de begik deres ulovligheder, postulerede videnskabsmanden.
Kæben vokser på forbrydere
En af Lombrosos besynderligste teorier gik ud på, at forhærdede kriminelle kunne genkendes på deres overdimensionerede underkæber. Når voldsmænd og mordere bed tænderne sammen, mens de slog, sparkede og stak med knive, påvirkede det knoglerne i underkæben og fik den til at vokse.
De værste kriminelle kunne derfor udpeges ved at kigge efter mænd med underbid eller kraftige kæber. De overdimensionerede kæber var udtryk for robusthed, men også for deres ufuldkomne evolution.
“Disse træk får dem til at minde mere om den sorte amerikaner, den mongolske race eller præhistoriske mennesker end den hvide race,” mente Lombroso.
Førsteudgaven af “Forbrydermennesket” indeholdt naturligvis også et helt kapitel om de tatoveringer, som oprindeligt ledte Lombroso på sporet af teorien om, at forbrydere er primitive mennesker på et lavere udviklingsmæssigt stadie:
“Grimme mennesker er forbrydere”
Kriminelle kan kendes på deres asymmetriske ansigt, og at de er grimme, hævdede Lombroso. Under sine foredrag viste han billeder af dømte forbrydere.
Kæben vokser på kriminelle
Forbrydere udviklede en kraftig underkæbe af at bide tænderne sammen, mens de slog.
Forbryderøjne var mørke
Ifølge Lombroso havde kriminelle mørke øjne. Tyves og pyromaners øjne var dog grå.
Mørkt hår afslørede røvere
Tykt, mørkt hår kendetegnede især røvere, men alle kriminelle havde meget hår.
“Blandt europæere er atavisme den mest udbredte forklaring på tatoveringer. Alle primitive stammer gennem tiderne har brugt tatoveringer, og det er kun naturligt, at en skik, der florerede blandt primitive folkeslag og præhistoriske folkeslag, dukker op i Europas underklasse,” forklarede Lombroso.
Underklassen bestod ifølge lægen af bønder, sømænd, arbejdere, hyrder, soldater og kriminelle. Han anbefalede, at myndighederne holdt særlig godt øje med tatoverede mænd, selvom hans eget talmateriale igen modsagde ham.
Blandt lovlydige soldater bar 11,6 pct. tatoveringer, mens kun 6 pct. af de kriminelle kunne fremvise tatoveringer. Lombrosos bog vakte stor opsigt og fik betydelig omtale i europæiske aviser.
Kritikere angreb italienerens generelle mangel på statistik over lovlydige borger, så tallene kunne sammenlignes. I andenudgaven, der allerede udkom to år senere, beklagede Lombroso, at han kun i ringe grad kunne opfylde ønsket om yderligere statistisk data, men at han ville råde bod på det senere.
Herefter kastede han sig over nye sikre kendetegn på, at en mistænkt var kriminel. Håndskriften var en af dem.
Mordere, landevejsrøvere og banditter skriver langstrakte bogstaver – fx er stregen gennem bogstavet t ofte forlænget, hæftede Lombroso sig ved. Han mente også nu at have belæg for at skrive, at det kriminelle sind var arveligt.
Betydelig flere børn af kriminelle gik i deres forældres forbryderiske fodspor: 6,4 pct. kom fra alkoholiserede hjem, 3 pct. havde en forælder, der sad i fængsel, og 26 pct. kom fra et hjem med “dårligt omdømme”, kunne Lombroso læse sig til i officielle statistikker på 2800 ungdomskriminelle.
Lombroso vil droppe vidner
I årene 1876 til 1884 var Lombroso en efterspurgt foredragsholder, som gerne viste billeder af dømte forbrydere, så tilhørerne kunne gyse over deres grumme udseende.
Han skrev også ivrigt på en tredje og væsentlig fyldigere udgave af sin bog. Da den udkom i 1884, rummede den en tak til 45 navngivne europæiske forskere, som ifølge Lombroso havde taget hans idéer til sig:
“Som det ydmyge insekt, der spreder pollen, har denne bog fået et frø til at spire og blive til en frugt.”
Bogen rummede resuméet af et bizart forsøg, hvor Lombroso forsøgte at bevise, at kriminelle kunne identificeres på deres manglende evne til at rødme.
Pande og kæbe afslører forbrydere
Allerede i sin samtid var Lombroso omdiskuteret og blev kritiseret for sine firkantede konklusioner på et tvivlsomt statistisk grundlag. Men den hårdt kritiserede Lombroso havde også mange tilhængere, der betragtede ham som en af den moderne kriminalantropologis fædre. Hans teori om, at nogle mennesker er født kriminelle, var en gave til nazister og fascister.
Lav pande = forbryder
Kraftig kæbe = forbryder
“I århundreder har manglende rødmen været betragtet som et tegn på amoralsk opførsel og uærlighed,” skrev Lombroso med sin sædvanlige begejstring for at tage udgangspunkt i fordomme og anekdoter. Herefter gjorde han rede for sit forsøg.
59 unge kriminelle i alderen 19-26 år blev én efter én ført ind i et lokale, hvor Lombroso sad tavs og stirrede på dem – i forventning om, at de ikke ville rødme af skam. Det gjorde 61 pct. af dem dog til Lombrosos skuffelse, så han angreb i stedet måden, de rødmede på.
“I modsætning til normale mennesker var deres rødmen begrænset til kinderne og panden – og da vi gav dem en reprimande for deres forbrydelser, rødmede de heller ikke normalt, selvom vi vidste, at de rødmede i deres celler, når de fx skændtes med nogen,” skrev Lombroso.
Italiensk lovgivning i slutningen af 1800-tallet gav ikke mening, mente den kendte videnskabsmand, for hvis en person begik noget ulovligt – ikke pga. fx jalousi eller vrede, men fordi han i bund og grund var på et lavt udviklingstrin, som svarede til forhistoriske mennesker – så var der intet håb om, at straf bragte ham på bedre tanker.
Lovene var nødt til at blive indrettet efter, at den “fødte kriminelle” aldrig bedrede sig. Da Lombroso blev interviewet om emnet i 1895, anbefalede han at sætte hårdt mod hårdt:
“Hvis den dømte er født kriminel, skal han fængsles på livstid, også selvom der ikke er tale om en stor forbrydelse.”
Han argumenterede også for, at dødsstraf kunne være den bedste løsning for at beskytte samfundet mod de mange gengangere blandt forbryderne. Samme år gik han så langt som til at foreslå, at juryer skulle afskaffes, når en tiltalt skulle have sin sag vurderet i retten.
Problemet med juryer var ifølge Lombroso, at de “fulgte deres hjerter i stedet for fakta”.
I stedet havde han dette bud på, hvordan fremtidens helt anderledes fair retssager skulle forløbe:
Efter en kort præsentation af sagen skulle eksperter fortælle om den anklagedes højde, kraniestørrelse og vægt samt de antropologiske kendetegn – fx om personen havde en høj smertetærskel, hvilket var et typisk kriminelt træk. Når dommeren havde fået disse informationer forelagt, kunne han afgøre, om den anklagede var skyldig eller uskyldig.
Fascisterne låner teorien
I begyndelsen af 1900-tallet blev Lombrosos bøger fortsat debatteret i hele Europa. Når den italienske videnskabsmand havde svært ved at skyde kritikken ned med saglige argumenter og statistik, forsøgte han i stedet at gøre det klart for sine læsere, at der var noget i vejen med skeptikerne:
“Det er håbløst at forvente, at blinde pludselig kan se, og endnu mere håbløst at forvente det fra dem, der foregiver at være blinde, fordi de ikke vil se.”
Børn fra voldelige hjem har ifølge kriminalbiologiske forskere en større risiko for at udøve vold som voksne.
Læge ansporede senere forskning
Selvom Cesare Lombrosos pointer siden er pillet fra hinanden, har forskere siden dengang været interesserede i, om nogle kriminelle har psykiske fællestræk.
Grundlæggende er forskere enige om, at psykologiske, biologiske (medfødte træk) og sociale forhold (fattigdom, opvækst m.m.) har betydning.
Derudover spiller cyklusser en rolle – fx at børn, der bliver udsat for vold, har en tendens til at blive mere voldelige som voksne.
Trods kritik blev den kontroversielle læge taget alvorligt i flere lande. Hjemme i Italien viste hans indflydelse sig bl.a. på den formular, som italienske arresthuse brugte til at registrere sigtede i begyndelsen af 1900-tallet.
Den rummede nemlig rubrikker til at beskrive bl.a. deres anatomiske kendetegn og smertetærskel. Lombroso forestillede sig, at en test af smertetærsklen kunne afsløre, om en person forsøgte at simulere sindssyge for at slippe for straf.
Cesare Lombroso døde den 19. oktober 1909, men hans idéer levede videre. Da fascisterne kom til magten i Italien 11 år senere, fik en af hans beundrere, Benigno Di Tullio, en central rolle i udformningen af landets straffelov. På hans forslag oprettede fascisterne lukkede institutioner til børn fra “dårlige hjem”.
På institutionen undersøgte læger og videnskabsmænd børnene for at vurdere, om de risikerede at udvikle sig til kriminelle. Faldt undersøgelsen uheldigt ud for et barn, risikerede uskyldige børn at blive tvangsfjernet og idømt indespærring på ubestemt tid.