Shutterstock

Fremtidens stress-vaccine kan findes i jorden

Amerikanske forskere har udpeget et fedtmolekyle, der gør kroppen immun over for stress. Molekylet findes i en jordbakterie, og opdagelsen betyder, at forskerne er et stort skridt tættere på en vaccine.

Det er blevet kaldt for én af det 21. århundredes største epidemier af Verdenssundhedsorganisationen WHO, og koster årligt millioner af tabte arbejdsdage verden over.

Arbejdsrelateret stress og de sygdomme, der kan følge med, er en kæmpe sundheds- og samfundsmæssig belastning.

Stresshormoner, som kortisol og adrenalin, sætter hjernens alarmcentral, amygdala på overarbejde og påvirker alt fra hjertet til reguleringen af betændelse i kroppen.

Men amerikanske forskere fra University of Colorado at Boulder har måske endelig fundet løsningen - under Jordens overflade.

Bakterie gemmer på opskriften

En tidligere undersøgelse fra 2017 viser, at en ganske almindelig jordbakterie kaldet Mycobacterium Vaccae har en stressdæmpende og antidepressiv effekt på mus.

I undersøgelsen sprøjtede forskerne bakterien ind i mus og udsatte dem for stress. Forskerne kunne efterfølgende observere, hvordan bakterien modvirkede det, de selv kalder “PTSD-lignende symptomer” og andre stressreaktioner som fx betændelse.

Forskerne registrerede også, hvordan de mus, der var blevet behandlet med bakterien, var mindre angste, da de igen blev udsat for stress.

Vaccine til stressfulde erhverv

Hvorfor bakterien gør musene mere modstandsdygtige over for stress har været et mysterie. Men en undersøgelse viser, at en særlig fedtsyre i bakterien kaldet 10(z)-hexadecenoic acid er ansvarlig for den helbredende effekt.

Ifølge forskerne virker fedtsyren ved at binde sig til særlige signalmodtagere på kroppens celler, såkaldte PPAR-receptorer, og dermed blokere for den kaskade af processer, der bl.a. skaber inflammation i kroppen.

Målet er nu at bruge den viden til at udvikle en stress-vaccine, der fx kan tilbydes til soldater og andre i særligt stressfulde erhverv.