Åreladning er en af de ældste former for lægebehandling, man kender. Den har været brugt siden oldtiden og har været anset for at være et nærmest ufejlbarligt lægemiddel mod praktisk taget alle former for sygdomme. En åreladning vil sige, at man åbner en vene og tapper blod ud. Det blev især brugt i forbindelse med febersygdomme, hvor man mente, at patienten blev afkølet via tapningen. Nogle gange fortsatte man, indtil den syge besvimede. Helt op i 1800-tallet var åreladning en almindelig behandlingsform, specielt i forbindelse med lunge- og nyrebetændelse. Men den begyndte at gå af mode, da en tysk læge i 1849 påviste, at åreladning ved i hvert fald lungebetændelse gjorde betydeligt mere skade end gavn. Der er dog enkelte lidelser, hvor åreladning har en virkning og bruges den dag i dag. Det gælder for eksempel sygdommen polycytæmi, hvor patienten producerer for mange blodlegemer. Det medfører, at blodet bliver for tykt, hvilket øger risikoen for blodpropper voldsomt.