I slutningen af marts 1654 sniger tre mænd sig gennem Københavns gader. Anatomen Thomas Bartholin og hans to assistenter skal dissekere et friskt lig. Endnu anser dele af befolkningen opskæring af døde mennesker for ligskænding, så de tre mænd må være diskrete.
Gruppen stopper ved et hus og banker på. En kvinde åbner og leder dem til et beskidt kammer. I hjørnet ligger liget af en 30-årig mand, som er død fire timer forinden. Mens kvinden holder vagt foran døren, går Bartholin og hans to assistenter i gang med at åbne liget med deres skalpeller. Kort efter lyder et glædesudbrud fra Bartholin. I sin senere afhandling skriver han:
“Men se! Der viser sig to lymfekar!”
Euforien er stor hos de tre mænd.
Som de første har Thomas Bartholin og hans to assistenter fundet lymfekar i et menneske – en del af kroppens kredsløb. Opdagelsen fører til, at de 1500 år gamle teorier om, at leveren er kroppens blodskabende organ, punkteres: Lymfekarrene fører nemlig næringsstoffer væk fra leveren, og dermed kan det organ ikke være stedet, hvor blodet bliver dannet.
Forkerte teorier bestod i 1500 år
Siden den græske læge Galen i 100-tallet e.Kr. fremsatte sine teorier om menneskets anatomi, havde videnskaben været overbevist om, at blodet blev dannet i leveren under “kogning”.
“Men se! Der viser sig to lymfekar!” Thomas Bartholin, anatom
Først omkring 1500-tallet blev Galens lære for alvor udfordret, da kirken gav sin tilladelse til, at lærde ved Europas universiteter måtte skære i menneskelig i såkaldte anatomiske teatre. Hurtigt måtte videnskabsfolkene forundret konstatere, at kroppens indre slet ikke svarede til Galens teorier; bl.a. kunne anatomerne ikke lokalisere den “livsånd”, som den gamle græker påstod findes i blodet.
Samtidig fulgte også et skift i måden at tænke på i Europa. Nu skulle en videnskabsmand ikke længere kun granske de klassiske tekster – som fx Galens teorier – men med egne øjne undersøge naturen og afdække dens hemmeligheder. Også Danmark var med på den nye bølge, og i 1644 fik Københavns Universitet et anatomisk hus.
Den nærmest enevældige leder af afdelingen, Thomas Bartholin, var en af de mest anerkendte anatomer i Europa. Ofte foretog Bartholin dissekeringerne, mens den danske kong Frederik 3. ivrigt fulgte med ved siden af.
Kongen lovede tilmed at sende en konstant strøm af friske lig fra henrettede forbrydere hen til Bartholins nye anatomihus.
Bartholin får inspiration
Selvom den danske anatom ivrigt studerede andres observationer, så drømte Bartholin om med egne øjne at se det, hans fagfæller havde fundet. Især var Bartholin optaget af franskmanden Jean Pecquets fund af nogle hidtil ukendte kar i dyr og af englænderen William Harveys teorier om blodets kredsløb i kroppen.
Thomas Bartholin dissekerede både levende og døde dyr i sin kamp for at kortlægge menneskets anatomi.
Tilskuere valfartede til universitetet for at se indvolde
Europas universiteter oprettede anatomiske teatre på stribe, hvor læger kunne udføre deres arbejde, mens tilskuere så på. Dissektionen foregik ved, at anatomen åbnede liget og beskrev sine fund. Organerne blev lagt ud på bordet og fremvist for de måbende tilskuere. Mavesæk, tarme og andre bløddele blev fjernet først og bagefter brændt. I dagene efter skar anatomen sig vej gennem muskler, sener og knogler.
“Forestillingen” kunne løbe over flere uger, og interesserede betalte gerne for at se på – trods manges modvilje mod dissekeringer. Under visse forestillinger – bl.a. i Holland og Italien – fik tilskuerne serveret mad, mens et kammerorkester sørgede for hyggestemning.
Ved at beregne, hvor meget blod der passerede gennem hjertet, konkluderede den engelske læge i 1628, at leveren for at stemme overens med Galens teorier skulle producere ca. 245 liter blod om dagen – et tal, som var alt for stort i forhold til menneskets vægt.
Efter års arbejde og mange opskæringer af både døde dyr og mennesker var Bartholin den første, som i begyndelsen af 1650’erne udførligt beskrev funktionen for karrene, som Pecquet havde fundet; bl.a. fandt Bartholin ud af, at disse lymfekar, som han kaldte dem, indgår i blodets kredsløb.
Efter dissekeringen af den 30-årige mand er Bartholin overbevist om, at han som den første har fundet Pecquets kar i et menneske – og at karrene indgår i et fintmasket netværk. Og da karrene ikke leder blodskabende næring til leveren – men væk – kan det organ ikke være bloddannende. Dermed gennemhuller han endegyldigt den 1500 år gamle lære.
Leveren bliver angrebet
Fundet er revolutionerende, og Bartholin går omgående i gang med at beskrive opdagelsen i afhandlingen “Vasa lymphatica in Homine nuper inventa” – Lymfekarrene, som nyligt er fundet hos mennesker. Skadefro tilføjer han undertitlen “og leverens begravelse”.
Ingen, som er i besiddelse af sin fulde fornuft, kan tro dette. Jean Riolan, anatom
Den danske anatom ved, hvilket minefelt han er på vej ud i. Både han selv, Pecquet og Harvey har tidligere været under beskydning fra de såkaldte galenister, som stædigt holder fast i oldtidens medicinske verdensbillede. En af modstanderne er Europas førende anatom, Jean Riolan i Paris.
Da Bartholins afhandling udkommer i maj 1654, lader angrebet fra Jean Riolan heller ikke vente længe på sig. Samme sommer udsender franskmanden et modskrift.
Da en af Bartholins assistenter i en boghandel får fat på Riolans “skamløse skrift”, bliver assistenten så vred over det, “denne ondskabsfulde, gamle mand” skriver, at stemmen svigter ham.
Den næsten 40 år ældre Riolan retter et bidende angreb mod Bartholin, som han nedladende benævner “den ungdommelige anatom, som kun i et femår har været professor”.
Riolan afviser danskeren med ordene:
“Ingen, som er i besiddelse af sin fulde fornuft, kan tro dette. At kende disse kar er unyttigt, at undersøge dem er tåbeligt, og det giver ingen hjælp til at udøve lægekunsten bedre.”
Anatomen Thomas Bartholin lagde sig ud med en af Europas mest anerkendte forskere, Jean Riolan, da han offentliggjorde sin afhandling om lymfekarrene og leveren.
Bartholin trumfede Riolan: Leveren fik sin gravskrift
Da den danske anatom Thomas Bartholin kortlagde lymfekarsystemet i 1654, beviste han samtidig, at leverens funktion ikke var som hidtil antaget.
Indtil Thomas Bartholins opdagelse var lægerne overbeviste om, at leveren fik næring fra tarmene og omdannede den til blod. Men nu viste det sig, at det ikke kunne passe, eftersom næringsstofferne i virkeligheden blev ledt væk fra leveren via lymfekarsystemet.
Leveren kunne med andre ord ikke være blodskabende. Bartholin opdagede desuden, at lymfekarrene findes i alle menneskets organer, og at den klare, saltholdige væske, som de indeholder, via et kompliceret system bliver ført ud i venerne. Med det fund kunne han nu præcist forklare, hvordan menneskets kredsløb fungerer. Leverens virkelige funktion – at producere galde – lå så langt fra, hvad Bartholin havde lært, at han kaldte sin opdagelse “leverens gravskrift”.
Spottende slutter Riolan af med at rette opmærksomheden på Bartholins navn for de nyfundne kar, “Vasa lymphatica”. Ifølge Riolan er navnet ganske rammende, da det minder om det latinske ord lymphaticus, som betyder skør.
Riolans angreb svækker dog ikke Thomas Bartholins anerkendelse. I Paris skriver Jean Pecquet med beundring, “at der næppe er noget anatomisk spørgsmål, selv nok så dunkelt, som ikke ville kunne klarlægges, hvis Bartholin sleb sin dissektionskniv eller fæstede sine skarpsindige øjne derpå”.
Også rektoren på Københavns Universitet, Ole Worm, støtter Bartholin.
“Man skulle tro, at han (Riolan, red.) var opdraget blandt gamle koner, som har deres lyst i at kives, smæde, spotte og sønderflænge brave folks rygte,” skriver han i et brev til sin professor og råder ham til at lade som ingenting og i tavshed “forbigå den vredagtige gamle mands smædeskriverier”.
Riolan svarer igen
Men Jean Riolan vil ikke give op. For den franske anatom er det komplet vanvittigt, at både landsmanden Jean Pecquet og nu også Thomas Bartholin ønsker at fratage leveren dens 1500 år gamle rolle. I fortørnelse sender Riolan et advarselsbrev til de parisiske læger:
Anatomen Jean Riolan var også den franske dronnings livlæge.
Riolan forsvarede leveren til sin død
Selvom anatomen Jean Riolan forsvarede grækeren Galens 1500 år gamle lære til det sidste, mente franskmanden, at anatomiske observationer gav mere viden end timevis af læsning.
Alligevel nægtede han efter Thomas Bartholins opdagelser at opgive leverens ældgamle position som blodskabende organ. I det galenistiske verdensbillede blev blodet skabt i leveren, hvor det fik tilført “den naturlige ånd”. Bagefter flød blodet ud i kroppen, og når det passerede hjertet og hjernen, fik det tilført henholdsvis “livsånd” og “dyreånd”.
Jean Riolan frygtede, at angrebet på leveren også ville betyde enden på Galens teorier om sygdommes opståen og helbredelse. Ifølge grækerens lære skyldtes sygdomme ubalance i de fire kardinalvæsker – blod, slim samt gul og sort galde.
Overvægt af en af væskerne medførte sygdomme. Riolan mente ligesom Galen, at patienter kunne helbredes vha. åreladning – tapning af blod. Til sin død nægtede Riolan at anerkende, at han havde taget fejl om leverens rolle i kredsløbet.
“En ung mand ved navn Pecquet har frataget leveren dens ældgamle værdighed som bloddannende organ og overgivet den til glemslen, mens en anden ung mand, anatomen Thomas Bartholin i København, endog har skrevet en gravskrift over den.”
Bartholin holder sig heller ikke tilbage. Mod slutningen af 1654 udsender han et hånende skrift rettet mod Jean Riolan. Her slår Bartolin fast, at lymfekarrene og deres funktion i forhold til leveren er endegyldigt bevist. Efter Bartholins mening bør Riolan “ikke misunde andre, der har nået det, I ikke selv kunne på grund af alderdom”.
Bartholin gik over i historien
Ved at slå på alderdommen rammer Bartholin franskmandens ømme punkt. Ærekær og bitter konstaterer Jean Riolan, “at Bartholin må glæde sig til hans død. Så har han ingen til at modsige sig på anatomiens område”.
Det får den gamle anatom ret i. Da Jean Riolan dør den 19. februar 1657, er han en af de sidste galenister. Nye generationer af forskere anerkender i stedet Pecquets, Harveys og Thomas Bartholins opdagelser og beskrivelse af lymfesystemets betydning for leveren.
I dag er lymfekarrene navngivet efter de første ord i titlen på Bartholins afhandling om lymfekarrene: “Vasa lymphatica”.