Kan urter helbrede sygdomme?

Og perikonplanten er ikke et enestående tilfælde. Forskere har isoleret flere hundrede tusind kemiske forbindelser, planter bruger til at beskytte sig selv.

En række af dem har klare medicinske effekter, mens virkningen af mange andre udelukkende støtter sig til mundtlige overleveringer.

Og det gør markedet for urtemedicin svært at navigere i – særligt fordi de videnskabelige undersøgelser ikke nødvendigvis giver et bedre indtryk af, hvad der er fup, og hvad der er fakta.

I visse tilfælde opfatter forskere nemlig forsøgsresultater, der ikke kan påvise en gavnlig effekt af urterne, som uinteressante og lader dem derfor ligge i skrivebordsskuffens mørke som en form for selvcensur.

Og det er en farlig faldgrube, der kan give et falsk indtryk af, at urtemedicin virker bedre, end det reelt er tilfældet.

Planter sendte Sokrates i døden

Brugen af urter som medicin går tusinder af år tilbage i tiden. Længe før den moderne lægevidenskab blev grundlagt, har mennesker erfaret, at planters blade, frugter og rødder kan påvirke kroppen på forskellige måder.

For eksempel blev mange plan­ter tilbage i tiden kendt for deres giftige egenskaber.

Når stammefolk i Amazonas’ regnskove gik på jagt, var deres pilespidser forgiftede med kurare, som er ekstrakter af bark fra planten bræknød.

Og da dødsdommen over den græske filosof Sokrates for cirka 2400 år siden skulle eksekveres, blev han tvunget til at drikke skarntydesaft med et dødeligt indhold af giftige alkaloider.

Vidste du at vores natur rummer mange forskellige giftige planter? Find ud af hvilke planter du skal passe på her i vores oversigt over giftige planter.

Mange planter viste sig imidlertid også at have en gavnlig effekt, og allerede i antikken kom datidens læger på sporet af pilebark, som dengang blev ordineret i form af te mod både smerter, feber og betændelse.

I slutningen af 1800-tallet fandt en tysk kemiker frem til, at den gavnlige virkning skyldtes barkens indhold af salicylsyre, og ved hjælp af en simpel kemisk ændring omdannede lægemiddelfirmaet Bayer naturstoffet til acetylsalicylsyre, der i dag indgår i velkendte lægemidler som aspirin og kodimagnyl.

På samme måde brugte fortidens kloge koner tørrede blade af planten fingerbøl til behandling af hjertesygdomme, længe før forskere fandt ud af, at planten indeholder stoffet digoxin, der får hjertet til at slå langsommere og med større styrke.

Og på samme måde har en lang række andre nutidige lægemidler deres oprindelse i naturen.

Ofte ved forskerne ikke med sikkerhed, hvilke stoffer i planten der har den medicinske effekt. Det gælder fx for prikbladet perikon. Indtil for få år siden mente forskere, at det hele handlede om stoffet hypericin.

Men nu tyder nye undersøgelser på, at andre stoffer i planten som hyperforin også er med til at påvirke mængden af såkaldte neurotransmittere i hjernen og dermed bidrage til den antidepressive effekt.

I 2009 nåede en samlet analyse af resultaterne fra flere videnskabelige undersøgelser, en såkaldt metaanalyse, frem til tre konklusioner i forhold til plantens effekt på depression: at prikbladet perikon virker markant bedre end placebo til behandling af depression, at planten er lige så effektiv som almindelig antidepressiv medicin, og at den til gengæld har færre bivirkninger.

Analysen var udført af den tyske læge Klaus Linde fra Technische Universität München og var en samlet gennemgang af i alt 29 undersøgelser, som andre forskere havde udført på over 5000 forsøgspersoner.

I 2016 nåede en lignende metaanalyse med 7000 forsøgspersoner frem til de samme tre konklusioner, og dermed sikrede planten sig en plads på listen over urter med en dokumenteret virkning mod alvorlige sygdomme.

Andre veldokumenterede typer af urtemedicin er fx pebermynte mod irritabel tyktarm og pelargonie mod luftvejsinfektion.

Rødder kan påvirke hukommelsen

Men helsekostforretninger, supermarkeder og apoteker sælger også mange urter med mere tvivlsom rygdækning. For eksempel kan videnskabelige forsøg ikke bakke op om effekten af den populære haveplante Echinacea mod forkølelse.

I en metaanalyse fra 2014 sammenlignede forskeren Marlies Karsch-Völk fra Technische Universität München i Tyskland resultaterne af 24 undersøgelser med i alt 4631 forsøgspersoner, som andre forskere havde udført.

Analysen konkluderede, at forebyggende behandling med Echinacea i form af enten tørrede plantedele, saft eller ekstrakter fra rødderne blot reducerede risikoen for at blive forkølet med 10 pct. Og tog Karsch-Völk den statistiske usikkerhed i betragtning, var effekten tvivlsom.

Heller ikke planten ginsengs højt besungne evne til at øge hjernens samlede mentale processer, den såkaldte kognitive funktion, er særlig overbevisende i videnskabelige forsøg.

I en analyse fra 2010 på tværs af ni undersøgelser konkluderede forskeren Jian-Cheng Dong fra Medical School of Nantong University i Kina, at en daglig dosis på mellem 200 og 400 milligram ginsengekstrakt gav en lille, men statistisk sikker forbedring af korttidshukommelsen og reaktionsevnen.

Der var derimod ingen effekt på koncentrationsevnen og hjernens regnekapacitet. Jian-Cheng Dong konkluderede, at ginseng sandsynligvis kan forbedre visse aspekter af hjernefunktionen, men at der var for få undersøgelser til at drage en endelig konklusion.

Kræver vilje

Et helt generelt problem ved urtemedicin er, at produkterne sjældent er særlig godt afprøvet. Kemikeren Giancarlo Cravotto fra University of Turin i Italien viste i 2010, at 12 pct. af de mest brugte former for urtemedicin i den vestlige verden ikke er blevet underlagt nogen som helst form for videnskabelige undersøgelser.

Vi ved altså intet om, hvilke stoffer urtemedicinen indeholder, om den er sikker at indtage, eller om den har en gavnlig effekt på helbredet.

En femtedel af den populære urtemedicin er blevet udsat for kemiske analyser, så vi i det mindste ved, om den indeholder stoffer med en kendt eller formodet virkning, og halvdelen er blevet afprøvet på dyr for at se, om medicinen er giftig eller har alvorlige bivirkninger.

Men kun 16 pct. er afprøvet i kliniske forsøg på mennesker.

Den manglende dokumentation er også velkendt hos de amerikanske sundhedsmyndigheder, der har et særligt nationalt center for alternativ medicin, NCCIH.

På deres hjemmeside redegør de for 52 urter, der ofte bruges som medicin mod forskellige lidelser.

Hos de 44 af dem må NCCIH konstatere, at der enten slet ikke er udført nogen forskning på dem, eller at forskningen er af en så dårlig kvalitet, at der ikke er dokumentation for deres effekt.

I visse tilfælde er forbrugerne altså overladt til uvisheden, hvis de forsøger at lindre deres symptomer med urtemedicin. Og selvom præparatet har været afprøvet i kliniske forsøg på mennesker, er det ikke nødvendigvis en blåstempling af dets effekt.

En af de mest brugte og gennemtestede former for urtemedicin er tranebærsaft til behandling af og forebyggelse mod urinvejsinfektion.

Men ifølge en metaanalyse fra 2013 er den røde driks effekt i høj grad en myte.

Forskeren Ruth Jepson fra Skotlands pendant til Sundhedsstyrelsen sammenlignede resultaterne fra 24 undersøgelser med i alt 4473 forsøgspersoner og konkluderede, at den forebyggende effekt af saften var meget lille og ikke statistisk signifikant.

Hun bemærkede også, at mange af undersøgelserne havde et stort frafald af forsøgspersoner – helt op til 55 pct. i én undersøgelse, fordi de ikke magtede at drikke et stort glas tranebærjuice hver dag. Behandlingen kræver altså en vis vilje fra patienten og egner sig måske ikke til dem, der foretrækker de nemme løsninger.

Det samme gælder andre former for urtemedicin, hvor det fx kan være besværligt at tilberede et dagligt ingefærshot eller at spise et hvidløg, som afgiver lugt til gene for andre.

Men det store frafald er også et rent videnskabeligt problem, hvis forskerne ikke tager højde for det i deres samlede konklusioner.

Er det fx de sygeste patienter, der dropper tranebærrene og i stedet tager antibiotika for at blive hurtigt raske, vil det kun være de mindst syge, der er tilbage i undersøgelsen.

Og de har naturligvis lettere ved at blive raske – hvilket øger risikoen for, at den røde væske kommer til at fremstå mere effektiv, end den reelt er.

Solstrålehistorier står alene

En anden form for skævvridning i undersøgelserne af urtemedicin sker, hvis succeshistorierne får lov til at stå alene.

Det gælder ikke kun i den almindelige kommunikation mellem mennesker, men i høj grad også i den videnskabelige litteratur, fordi mange forskere ikke ønsker at offentliggøre deres negative resultater – både fordi det kan opfattes, som om forsøget i så fald er mislykkedes, og fordi det ganske enkelt kan virke uinteressant for forskerne selv.

Fænomenet kaldes publiceringsskævvridning eller publiceringsbias og er velkendt i alle slags kliniske forsøg, men i særlig grad i undersøgelser af urtemedicin. Skævvridningen kommer ofte til udtryk i forbindelse med de såkaldte metaanalyser, hvor forskerne bag analyserne fortrinsvis vælger at inddrage undersøgelser med positive resultater i deres samlede konklusion.

Biologen Ken Naumann fra Langara College i Vancouver, Canada, offentliggjorde i 2018 en grundig opgørelse over troværdigheden i videnskabelige undersøgelser af urtemedicin.

En gennemgang af 160 metaanalyser offentliggjort mellem år 2010 og 2014 viste, at hele 90 pct. af analyserne baserede deres konklusioner på et tvivlsomt grundlag, fordi de lagde større vægt på undersøgelser, der nåede frem til et positivt resultat i forhold til urternes effekt. Dermed er skævvridningen ét af urtemedicinens største troværdighedsproblemer.

Til gengæld er de fleste forskere enige om, at urterne generelt har færre bivirkninger end almindelig medicin, fordi planterne typisk indeholder lavere koncentrationer af flere aktive stoffer – mens lægens piller som regel indeholder ét aktivt stof i en høj koncentration.

Der er altså visse fordele at hente i urterne – i de tilfælde, hvor deres effekt rent faktisk er veldokumenteret.