Kan urter helbrede sygdomme?

Smerter, højt blodtryk og allergi kan behandles med stoffer, som stammer fra planter. Forskere leder derfor efter nye lægemidler i naturen – men i deres iver efter at finde virksomme behandlinger, kan de glemme en viden­skabelig regel: Ingen effekt er også et vigtigt resultat.

Shutterstock

En tågesky af svampesporer blæser hen over marken med smørgule perikonplanter og daler ned over de små blade.

Hurtigt begynder sporerne at vokse ind mellem bladenes celler, så de i løbet af få dage vil visne.

Men bladene har et hemmeligt våben. I små kirtler gemmer de på det kemiske kampstof hypericin, der flænser svampens cellevægge og slår den ubudne gæst ihjel.

Så snart planten registrerer infektionen, øger den produktionen – og det er landmanden glad for.

Det kemiske våben har nemlig en helt anden funktion hos mennesker, hvor de tørrede blade sælges under kælenavnet “grønne lykkepiller” på grund af stoffets veldokumenterede antidepressive effekt.

Og perikonplanten er ikke et enestående tilfælde. Forskere har isoleret flere hundrede tusind kemiske forbindelser, planter bruger til at beskytte sig selv.

En række af dem har klare medicinske effekter, mens virkningen af mange andre udelukkende støtter sig til mundtlige overleveringer.

Og det gør markedet for urtemedicin svært at navigere i – særligt fordi de videnskabelige undersøgelser ikke nødvendigvis giver et bedre indtryk af, hvad der er fup, og hvad der er fakta.

I visse tilfælde opfatter forskere nemlig forsøgsresultater, der ikke kan påvise en gavnlig effekt af urterne, som uinteressante og lader dem derfor ligge i skrivebordsskuffens mørke som en form for selvcensur.

Og det er en farlig faldgrube, der kan give et falsk indtryk af, at urtemedicin virker bedre, end det reelt er tilfældet.

Planter sendte Sokrates i døden

Brugen af urter som medicin går tusinder af år tilbage i tiden. Længe før den moderne lægevidenskab blev grundlagt, har mennesker erfaret, at planters blade, frugter og rødder kan påvirke kroppen på forskellige måder.

For eksempel blev mange plan­ter tilbage i tiden kendt for deres giftige egenskaber.

Når stammefolk i Amazonas’ regnskove gik på jagt, var deres pilespidser forgiftede med kurare, som er ekstrakter af bark fra planten bræknød.

Og da dødsdommen over den græske filosof Sokrates for cirka 2400 år siden skulle eksekveres, blev han tvunget til at drikke skarntydesaft med et dødeligt indhold af giftige alkaloider.

5000 milliarder dollars på verdensplan forventes omsætningen af urtemedicin at nå op på i 2050.

© Shutterstock

Mange planter viste sig imidlertid også at have en gavnlig effekt, og allerede i antikken kom datidens læger på sporet af pilebark, som dengang blev ordineret i form af te mod både smerter, feber og betændelse.

I slutningen af 1800-tallet fandt en tysk kemiker frem til, at den gavnlige virkning skyldtes barkens indhold af salicylsyre, og ved hjælp af en simpel kemisk ændring omdannede lægemiddelfirmaet Bayer naturstoffet til acetylsalicylsyre, der i dag indgår i velkendte lægemidler som aspirin og kodimagnyl.

På samme måde brugte fortidens kloge koner tørrede blade af planten fingerbøl til behandling af hjertesygdomme, længe før forskere fandt ud af, at planten indeholder stoffet digoxin, der får hjertet til at slå langsommere og med større styrke.

Og på samme måde har en lang række andre nutidige lægemidler deres oprindelse i naturen.

Ofte ved forskerne ikke med sikkerhed, hvilke stoffer i planten der har den medicinske effekt. Det gælder fx for prikbladet perikon. Indtil for få år siden mente forskere, at det hele handlede om stoffet hypericin.

Men nu tyder nye undersøgelser på, at andre stoffer i planten som hyperforin også er med til at påvirke mængden af såkaldte neurotransmittere i hjernen og dermed bidrage til den antidepressive effekt.

64% af al ny medicin, der blev godkendt i årene fra 1981 til 2010, havde sin oprindelse i planter, dyr, svampe eller mikroorganismer.

I 2009 nåede en samlet analyse af resultaterne fra flere videnskabelige undersøgelser, en såkaldt metaanalyse, frem til tre konklusioner i forhold til plantens effekt på depression: at prikbladet perikon virker markant bedre end placebo til behandling af depression, at planten er lige så effektiv som almindelig antidepressiv medicin, og at den til gengæld har færre bivirkninger.

Analysen var udført af den tyske læge Klaus Linde fra Technische Universität München og var en samlet gennemgang af i alt 29 undersøgelser, som andre forskere havde udført på over 5000 forsøgspersoner.

I 2016 nåede en lignende metaanalyse med 7000 forsøgspersoner frem til de samme tre konklusioner, og dermed sikrede planten sig en plads på listen over urter med en dokumenteret virkning mod alvorlige sygdomme.

Andre veldokumenterede typer af urtemedicin er fx pebermynte mod irritabel tyktarm og pelargonie mod luftvejsinfektion.

Negative resultater skal frem i lyset

Publiceringsbias: Nogle forskere udfører en slags selvcensur, hvor kun positive resultater offentliggøres. Fænomenet kaldes “publiceringsbias” og kan give et forkert indtryk af en behandling.

FORKERT

“Mislykkede" forsøg glemmes

Forskere bag et forsøg, der ikke kan dokumentere en effekt af en bestemt behandling, opfatter selv deres resultater som uinteressante og forsøget som mislykket. De vælger derfor ikke at offentliggøre undersøgelsen. Forskerne bag en såkaldt metaanalyse, som er en samlet analyse af resultaterne fra flere videnskabelige undersøgelser inden for samme område, fravælger også at inddrage undersøgelser med et negativt resultat.

RIGTIGT

Alle resultater offentliggøres

Selvom et forsøg viser et negativt eller uventet resultat, som ikke passer ind i forskerens oprindelige teori, publicerer forskeren alligevel undersøgelsen, så andre får adgang til den. Forskerne bag nye metaanalyser, der skal drage konklusioner på tværs af så mange undersøgelser som muligt, forholder sig lige meget til undersøgelser med negative og positive resultater, så de positive ikke favoriseres.

BETYDNING

Selvcensur kan skabe falske påstande

Videnskaben er i problemer, når forskere ikke publicerer deres negative resultater, eller når metaanalyser, der skal drage konklusioner på tværs af flere undersøgelser, fortrinsvis inddrager positive resultater. Undersøgelser har vist, at hvis mindre end hvert femte forsøg med negative resultater bliver offentliggjort, risikerer forskerne at blåstemple falske påstande.

Rødder kan påvirke hukommelsen

Men helsekostforretninger, supermarkeder og apoteker sælger også mange urter med mere tvivlsom rygdækning. For eksempel kan videnskabelige forsøg ikke bakke op om effekten af den populære haveplante Echinacea mod forkølelse.

I en metaanalyse fra 2014 sammenlignede forskeren Marlies Karsch-Völk fra Technische Universität München i Tyskland resultaterne af 24 undersøgelser med i alt 4631 forsøgspersoner, som andre forskere havde udført.

Analysen konkluderede, at forebyggende behandling med Echinacea i form af enten tørrede plantedele, saft eller ekstrakter fra rødderne blot reducerede risikoen for at blive forkølet med 10 pct. Og tog Karsch-Völk den statistiske usikkerhed i betragtning, var effekten tvivlsom.

Heller ikke planten ginsengs højt besungne evne til at øge hjernens samlede mentale processer, den såkaldte kognitive funktion, er særlig overbevisende i videnskabelige forsøg.

4 mia. mennesker – dvs. 80 pct. af verdens befolkning – bruger i­føl­ge WHO regelmæssigt urtemedicin.

I en analyse fra 2010 på tværs af ni undersøgelser konkluderede forskeren Jian-Cheng Dong fra Medical School of Nantong University i Kina, at en daglig dosis på mellem 200 og 400 milligram ginsengekstrakt gav en lille, men statistisk sikker forbedring af korttidshukommelsen og reaktionsevnen.

Der var derimod ingen effekt på koncentrationsevnen og hjernens regnekapacitet. Jian-Cheng Dong konkluderede, at ginseng sandsynligvis kan forbedre visse aspekter af hjernefunktionen, men at der var for få undersøgelser til at drage en endelig konklusion.

Kræver vilje

Et helt generelt problem ved urtemedicin er, at produkterne sjældent er særlig godt afprøvet. Kemikeren Giancarlo Cravotto fra University of Turin i Italien viste i 2010, at 12 pct. af de mest brugte former for urtemedicin i den vestlige verden ikke er blevet underlagt nogen som helst form for videnskabelige undersøgelser.

Vi ved altså intet om, hvilke stoffer urtemedicinen indeholder, om den er sikker at indtage, eller om den har en gavnlig effekt på helbredet.

60.000 år gamle fund viser, at stenaldermennesket benyttede sig af urtemedicin. Og det har sandsynligvis været tilfældet i det meste af menneskets udviklingshistorie.

© Andrea Solero/AFP/Ritzau Scanpix

En femtedel af den populære urtemedicin er blevet udsat for kemiske analyser, så vi i det mindste ved, om den indeholder stoffer med en kendt eller formodet virkning, og halvdelen er blevet afprøvet på dyr for at se, om medicinen er giftig eller har alvorlige bivirkninger.

Men kun 16 pct. er afprøvet i kliniske forsøg på mennesker.

Den manglende dokumentation er også velkendt hos de amerikanske sundhedsmyndigheder, der har et særligt nationalt center for alternativ medicin, NCCIH.

På deres hjemmeside redegør de for 52 urter, der ofte bruges som medicin mod forskellige lidelser.

Hos de 44 af dem må NCCIH konstatere, at der enten slet ikke er udført nogen forskning på dem, eller at forskningen er af en så dårlig kvalitet, at der ikke er dokumentation for deres effekt.

I visse tilfælde er forbrugerne altså overladt til uvisheden, hvis de forsøger at lindre deres symptomer med urtemedicin. Og selvom præparatet har været afprøvet i kliniske forsøg på mennesker, er det ikke nødvendigvis en blåstempling af dets effekt.

En af de mest brugte og gennemtestede former for urtemedicin er tranebærsaft til behandling af og forebyggelse mod urinvejsinfektion.

1800 var cirka årstallet, hvor industrielt fremstillet medicin blev mere udbredt end urtemedicin i den vestlige verden.

Men ifølge en metaanalyse fra 2013 er den røde driks effekt i høj grad en myte.

Forskeren Ruth Jepson fra Skotlands pendant til Sundhedsstyrelsen sammenlignede resultaterne fra 24 undersøgelser med i alt 4473 forsøgspersoner og konkluderede, at den forebyggende effekt af saften var meget lille og ikke statistisk signifikant.

Hun bemærkede også, at mange af undersøgelserne havde et stort frafald af forsøgspersoner – helt op til 55 pct. i én undersøgelse, fordi de ikke magtede at drikke et stort glas tranebærjuice hver dag. Behandlingen kræver altså en vis vilje fra patienten og egner sig måske ikke til dem, der foretrækker de nemme løsninger.

Det samme gælder andre former for urtemedicin, hvor det fx kan være besværligt at tilberede et dagligt ingefærshot eller at spise et hvidløg, som afgiver lugt til gene for andre.

Urter forvandles til medicin

Planter producerer et utal af kemiske forbindelser, der bl.a. skal beskytte dem mod insekter og andre skadedyr. Mange af stofferne påvirker også mennesker, og med små kemiske ændringer kan de omdannes til effektive lægemidler.

Pil mod smerter

  • Naturligt stof:
    Salicylsyre

  • Modificeret stof
    Acetylsalicylsyre

  • Moderne lægemiddel
    Aspirin, Treo Kodimagnyl

  • Kemisk ændring
    Molekylet påføres en såkaldt acetylgruppe.

Kommen mod allergi

  • Naturligt stof
    Khellin

  • Modificeret stof
    Natriumcromoglicat

  • Moderne lægemiddel
    Lecrolyn, Lomoudal

  • Kemisk ændring
    To ens molekyler kobles, så bivirkninger reduceres.

Valmue mod højt blodtryk

  • Naturligt stof
    Papaverin

  • Modificeret stof
    Verapmil

  • Moderne lægemiddel
    Hexasoptin, Isoptin, Veraloc

  • Kemisk ændring
    En ringstruktur åbnes, så virkningen bliver mere målrettet.

Men det store frafald er også et rent videnskabeligt problem, hvis forskerne ikke tager højde for det i deres samlede konklusioner.

Er det fx de sygeste patienter, der dropper tranebærrene og i stedet tager antibiotika for at blive hurtigt raske, vil det kun være de mindst syge, der er tilbage i undersøgelsen.

Og de har naturligvis lettere ved at blive raske – hvilket øger risikoen for, at den røde væske kommer til at fremstå mere effektiv, end den reelt er.

Solstrålehistorier står alene

En anden form for skævvridning i undersøgelserne af urtemedicin sker, hvis succeshistorierne får lov til at stå alene.

Det gælder ikke kun i den almindelige kommunikation mellem mennesker, men i høj grad også i den videnskabelige litteratur, fordi mange forskere ikke ønsker at offentliggøre deres negative resultater – både fordi det kan opfattes, som om forsøget i så fald er mislykkedes, og fordi det ganske enkelt kan virke uinteressant for forskerne selv.

Fænomenet kaldes publiceringsskævvridning eller publiceringsbias og er velkendt i alle slags kliniske forsøg, men i særlig grad i undersøgelser af urtemedicin. Skævvridningen kommer ofte til udtryk i forbindelse med de såkaldte metaanalyser, hvor forskerne bag analyserne fortrinsvis vælger at inddrage undersøgelser med positive resultater i deres samlede konklusion.

Videnskaben afsiger dom: Planter lindrer depression

Indholdet af aktive stoffer i blade, frugter og rødder er lavt, hvilket er én af flere årsager til, at det kan være svært at påvise en klar effekt af behandlingen i videnskabelige forsøg. Prikbladet perikon er dog én af de planter, som har en veldokumenteret effekt på hjernen i forhold til at påvirke de såkaldte neurotransmittere og behandle depression.

  • Velunderbygget effekt

    • Depression: Prikbladet perikon
    • Irritabel tyktarm: Pebermynte
    • Luftvejsinfektioner: Pelargonie
  • Sandsynligvis effekt

    • Angst: Kava-plante
    • Gigt: Hunderose
  • Mangel på gode beviser

    • Astma og allergi: Rød hestehov
    • Kvalme: Ingefær
    • Hjertesvigt: Engriflet hvidtjørn
    • Dårligt blodomløb: Hestekastanje
  • Sandsynligvis ingen effekt

    • Hukommelsestab: Tempeltræ
    • Forhøjet kolesterol: Hvidløg
    • Forkølelse: Echinacea

Hestekastanje kan sandsynligvis ikke hjælpe dig med dårligt blodomløb.

© Shutterstock

Biologen Ken Naumann fra Langara College i Vancouver, Canada, offentliggjorde i 2018 en grundig opgørelse over troværdigheden i videnskabelige undersøgelser af urtemedicin.

En gennemgang af 160 metaanalyser offentliggjort mellem år 2010 og 2014 viste, at hele 90 pct. af analyserne baserede deres konklusioner på et tvivlsomt grundlag, fordi de lagde større vægt på undersøgelser, der nåede frem til et positivt resultat i forhold til urternes effekt. Dermed er skævvridningen ét af urtemedicinens største troværdighedsproblemer.

Til gengæld er de fleste forskere enige om, at urterne generelt har færre bivirkninger end almindelig medicin, fordi planterne typisk indeholder lavere koncentrationer af flere aktive stoffer – mens lægens piller som regel indeholder ét aktivt stof i en høj koncentration.

Der er altså visse fordele at hente i urterne – i de tilfælde, hvor deres effekt rent faktisk er veldokumenteret.

Læs også:

Vacciner fører ikke til autisme
Lægemidler

Massiv undersøgelse: Vaccine giver IKKE autisme

2 minutter
Medicin

Forskere: Epo har ingen effekt

1 minut
Medicin

SUCCES: Forskere giver grise nye kunstige lunger

1 minut
Mest populære

Log ind

Fejl: Ugyldig e-mailadresse
Adgangskode er påkrævet
VisSkjul

Allerede abonnement? Har du allerede et abonnement på magasinet? Klik hér

Ny bruger? Få adgang nu!