Har 250 millioner tilhængere
Hvert år bliver flere hundrede millioner mennesker behandlet af homøopater, som mener, at små dråber eller piller med et aktivt stof kan kurere symptomer, som stoffet selv fremkalder i større doser.
Det kan fx være et afskrab af fnatinficeret hud, der fortyndes i ekstremt store mængder vand og herefter skal få bumser til at forsvinde.
Det kan også være meget små doser af et kvalmefremkaldende stof, der bruges til at behandle kvalme blandt kræftpatienter. Eller et stof, der giver udslæt, som i en fortyndet udgave skulle få de røde, kløende plamager til at forsvinde.
Men selvom den alternative behandlingsform allerede blev grundlagt tilbage i år 1796 af den tyske læge Samuel Hahnemann og indgår i det offentlige sundhedssystem i flere lande, mangler vi stadig de helt grundlæggende videnskabelige beviser for homøopatiens effekt.
Forskere advarer kronisk syge
På verdensplan er der ellers blevet udført flere hundrede undersøgelser af homøopati på mennesker. Enkelte forsøg er endda også kommet frem til, at de fortyndede stoffer virker bedre end det rene ingenting på visse sygdomme.
Men mange af forsøgene er behæftede med alvorlige fejl og lever derfor ikke op til videnskabens mest grundlæggende regler.
I flere af forsøgene har forskerne fx ikke brugt kontrolgrupper til at sikre, at de positive resultater ikke bare er en konsekvens af placeboeffekten. Og at det ikke bare er patienternes egen forventning til behandlingen, der har en lindrende effekt.
I 2015 udgav Det australske nationale forskningsråd for medicin og sundhed en stor metaanalyse, hvor de gennemgik 1800 undersøgelser af homøopatisk behandling.
Kun 225 af undersøgelserne var troværdige nok til overhovedet at indgå i analysen og forskerne endte med at konkludere, at der ikke er solide beviser for, at homøopati kan behandle én eneste sygdom.
Forskerne bag rapporten advarede endda direkte kronisk syge imod at bruge homøopatisk behandling imod sygdomme, som er alvorlige eller kan blive det, da patierne risikerer at sætte helbredet på spil, hvis de vælger homøopatisk behandling frem for en dokumenteret medicinsk behandling.
Et valg, der ifølge flere undersøgelser kan være forbundet med lavere overlevelsesrate blandt fx kræftpatienter.
Du kan læse meget mere om homøopati og de fejlbehæftede forsøg LIGE HER.