Shutterstock
Sædceller

Helt ny metode blokerer sæd uden hormoner og bivirkninger

Ny sejlivet gel bremsede en milliard sædceller i livmoderhalsen på får. Nu håber forskere, at metoden kan blive et alternativ til bivirkningstung, hormonel prævention hos mennesker.

En helt ny tilgang til at forhindre graviditet, som kun gør brug af naturlige, ikke-hormonelle ingredienser, kan måske se dagens lys.

Det er i hvert fald konklusionen i en undersøgelse udgivet af svenske forskere fra KTH, Royal Institute of Technology, som er lykkedes med at forstærke slim-barrieren i livmoderhalsen på en række får ved hjælp af en helt særlig gel.

Dermed håber de også, at metoden kan blive et lovende alternativ til sæddræbende cremer og bivirkningstunge hormonelle præparater som fx p-piller.

Styrker den naturlige slim-barriere

Gelen i undersøgelsen indeholder et naturligt stof kaldet chitosan, som er udvundet fra noget så naturligt som svampe eller krabbeskaller.

Stoffet binder sig til særlige proteiner, der udskilles i livmoderhalsens eget, klæbrige slim og er med til at skabe sekretets smørende egenskaber.

Bindingen mellem chitosan og proteinerne i livmoderhalsen gør den naturlige slim-mur tykkere, så det blokerer sædcellerne i at trænge forbi livmoderhalsen og ind i æggelederne, hvor befrugtningen sker.

På den måde kaprer forskerne det ekstreme udskillelsesforløb, der allerede udspiller sig i den 2-3 centimeter lange livmoderhals, hvor kun en lille procentdel af sædcellerne får lov at undslippe igennem den klæbrige substans.

Sædceller gennemfører 72 timers ekstremløb

Når manden får udløsning, bliver 200.000.000 sædceller sendt ud på verdens hårdeste svømmetur. De har højst to-tre dage til at nå frem, og rejsen skal times med, at ægget modnes. Kun en enkelt når i mål.

claus lunau & DENNIS KUNKEL/Spl

Skeden angriber sæden - 200.000.000 sædceller

Sædcellerne sprøjtes ind i skedens sure miljø, der bekæmper bakterier, men også er ugæstfrit for sædceller. Pisk med halen og skedens sammentrækninger fører de stærkeste sædceller hurtigt videre.

claus lunau & DENNIS KUNKEL/Spl

Livmoderhalsen spærrer - 1.000.000 sædceller

Mere end 99 pct. af sædcellerne fanges i slimen i den 2-3 cm lange livmoderhals. Men for de sædceller, der er stærke nok til at gøre sig fri, viser de lange slimmolekyler vej mod livmoderen.

claus lunau & DENNIS KUNKEL/Spl

Livmoderen er en skillevej - 100.000 sædceller

I livmoderen skal sædcellerne vælge, hvilken æggeleder de vil svømme henimod – men der er kun et modnet æg i den ene. Rytmiske bevægelser i den side, hvor ægget er, hjælper dem på rette vej.

claus lunau & DENNIS KUNKEL/Spl

Æggelederindgangen lukker - 100 sædceller

For at komme ind i æggelederen skal sædcellerne igennem en åbning, der er så smal, at de næsten kun kan passere én ad gangen. Kun de, der har den mest optimale svømmestil, slipper igennem.

claus lunau & DENNIS KUNKEL/Spl

Æggelederen modner sæden - 3 sædceller

Sædcellerne sætter sig fast i æggelederens væg, hvor de modnes. Når ægget frigøres, svømmer de det i møde. De ledes på vej af stigende temperaturer og særlige duftstoffer, ægget udskiller.

claus lunau & DENNIS KUNKEL/Spl

Ægget forsegles - 1 sædcelle

Når den første sædcelle når frem til ægget, udskiller den enzymer, som opløser æggets membran. Lige så snart den får hovedet indenfor, forsegles ægget, så andre sædceller ikke kan komme til.

claus lunau & DENNIS KUNKEL/Spl

Kun to trængte igennem

I det svenske forsøg brugte forskerne en sprøjteapplikator til at indsætte gelen i skeden på otte hunfår med ægløsning. En time efter inseminerede de fårerne med en milliard sædceller.

Her kunne de se, hvordan gelen skabte en effektiv mur, hvor svømmerne kun formåede at trænge igennem livmoderhalsen hos ét af de otte får. Og her var det altså kun to ud af én milliard sædceller, der banede sig vej igennem det slimede bolværk.

Forskerene konstaterede desuden, at midlet ikke skabte inflammation i skedevæggene, som ellers kan være riskoen ved nogle, ikke-hormonelle præventionsmidler.

Næste skridt er nu at undersøge, om slim-muren også holder tæt under samleje og ultimativt at teste det på mennesker.