Færre kulhydrater, mere grønt og kun én portion. Sådan lyder rådene ofte fra kosteksperter, hvis målet er et sundt og varigt vægttab.
Men nu kan vejen mod et sådant vægttab med stor sandsynlighed forkortes, takket være Novo Nordisks nye fedme-medicin Wegovy, som har en hel del tilfælles med diabetes-præparatet Ozempic, som blev lanceret i USA tilbage i 2018.
Wegovy og Ozempic
Wegovy og Ozempic er to forskellige præparater, som begge er baseret på det aktive stof semaglutid, som har til formål at give en mæthedsfornemmelse. Men mens Ozempic specifikt er beregnet til diabetes-patienter, er Wegovy udviklet som et middel mod overvægt og fedme.
Faktak om Wegovy
- Godkendt til voksne med et BMI over 30 - eller 27, hvis der er tale om personer med vægtrelaterede sygdomme som fx diabetes
- Sprøjtes ind under huden med en pen en gang ugentligt - fx i maven, overarmen eller på forsiden af låret.
- Øger mæthedsfornnemlsen.
- Kan medføre hovedpine, kvalme, opkast, diarré, forstoppelse og mavesmerter.
- Prisen er 47 kroner om dagen i Danmark - svarende til 17.000 kroner årligt.
Kilde: Medical News Today
Massiv efterspørgsel
Da Novo Nordisk lancerede diabetesmedicinen Ozempic i USA i 2018, var det på et marked, hvor op imod 70 procent af befolkningen er overvægtig eller kæmper med fedme.

Wegovy injiceres typisk med 0,25 mg om ugen i fire uger, hvorefter dosen gradvist kan øges til 2,4 mg om ugen efter konsultation med egen læge.
Flere har efterfølgende delt videoer af deres vægttab på de sociale medier, og selv rigmanden Elon Musk har tweetet, at hans vægttab skyldes en kombination af Ozempic og faste.
Den massive omtale og den store målgruppe har givet danske Novo Nordisk vind i sejlene i forhold til deres nye præparat, og nu er den receptpligtige fedme-medicin Wegovy altså landet på danske hylder.
BMI over 30
Mens Ozempic er udviklet til diabetespatienter, henvender Wegovy sig bredere. Det nye præparat er nemlig godkendt til voksne med en BMI på over 30 - eller 27, hvis patienten også lider af sygdomme som for eksempel diabetes, hvor et vægttab vurderes at kunne forbedre vedkommendes helbred.
Ligesom Ozempic indeholder Wegovy også aktivstoffet semaglutid, men bare i en højere dosis.
Og det har vist sig særdeles effektivt, eftersom semaglutid mindsker appetitten, viser et Novo Nordisk-støttet studie fra 2021 i tidsskriftet New England Journal of Medicine.

Med Wegovy lancerer danske Novo Nordisk et receptpligtigt fedme-præparat, som også kan bruges af patienter, som ikke lider af diabetes.
Studiet viser nemlig, at patienterne ved at give sig selv en ugentlig indsprøjtning under huden med Wegovy i gennemsnit tabte sig 15 procent i testperioden, mens tallet var 2,4 procent for placebo-forsøgspersonerne.
For godt til at være sandt?
Selvom overvægt og fedme ifølge WHO årligt er skyld i knap 3 millioner dødsfald på verdensplan, så møder den massive brug af Wegovy alligevel kritik i USA.
En af de fagpersoner, som forholder sig kritisk, er professor i kinesiologi og ernæring Krista Vargy.
“Det er dyrt, og det lader til at folk tager på igen, når de stopper med medicinen. Så skal dem der er overvægtige tage medicinen livet ud?” spørger hun.
Svaret er ikke givet på forhånd, men ifølge FDA, som er USA's føderale fødevare- og lægemiddelmyndighed, er Wegovy et af seks præparater, som er godkendt til længerevarende behandling af fedme.
Det betyder, at præparatet i princippet kan bruges så længe, det vurderes at have en positiv effekt på patientens vægttab - og så længe bivirkningerne ikke bliver for markante.
Med lanceringen af Wegovy bliver Danmark det første land i Norden, som giver tilladelse til den omdiskuterede fedme-medicin.
Wegovy skal sprøjtes ind under huden med en pen en gang om ugen, og et årsforbrug af præparatet forventes at koste i omegnen af 17.000 kroner.