Shutterstock

Sådan bekæmper du bedst lusene

Lige siden vores forfædre kravlede ned fra træerne, har mennesket været lusens bedste ven, men kærligheden er langtfra gensidig. Få videnskabens svar på, hvordan du bedst kommer det kløende helvede til livs.

“Må denne stødtand fjerne lusene fra håret og skægget.” Sådan lyder den kanaanæiske inskription på en 3700 år gammel kam af elfenben fundet i Israel. Inskriptionen er dermed den ældste skriftlige henvisning til menneskets evige kamp mod lusene.

I tidens løb er mere eller mindre bizarre lusemidler blevet afprøvet. Husmødre anvendte i løbet af 1900-tallet fx både petroleum og benzin, ligesom det nu forbudte pesticid DDT næsten udryddede lusen i USA. Men både DDT og senere kemiske lusemidler måtte give fortabt, da lusene igen og igen udviklede resistens.

© V. S. Smith/Univ. of Utah/Shutterstock

Lusekure dræbte ikke kun lusene

De korte generationer og det relativt store antal lus betyder, at de hurtigt tilpasser sig kemikalierne.

Derfor er de fleste moderne lusemidler giftfrie og består af fx en silikoneolie, som blokerer lusens åndedrætssystem og bremser æggenes udvikling. Midlet kan dog sjældent stå alene.

Pga. lusens livscyklus, hvor æg bliver til voksne lus på blot 14 dage, er det vigtigt at sikre, at alle lus bliver fjernet, og det gøres bedst med en tættekam.

© Shutterstock/CDC/SPL

Lus bliver lynhurtigt kønsmodne

På ca. ti dage når den nyklækkede lusenymfe voksenstadiet og er klar til at sætte nye generationer i verden.

Lusens liv begynder i ægget. Under optimale forhold lægger hunlusen fire æg pr. dag, som hun limer fast til hårstråene med et stærkt sekret.

Allerede efter en uge er fosteret udviklet til det første nymfestadie og kravler ud. Lusenymfen suger det første måltid fra hovedbunden i sig.

Nymfen skal skifte ham tre gange for at blive voksen, og hvert af de tre nymfestadier tager ca. tre dage. Undervejs suger lusen blod.

Lusen bliver kønsmoden umiddelbart efter det sidste hudskifte og parrer sig. Hunnen lægger herefter de befrugtede æg.

Smør håret ind i en balsam, der ikke behøver at blive skyllet ud igen. Herefter inddeles det i 3-4 cm brede totter og kæmmes igennem fra rod til spids. Efter hvert tag skal kammen tørres af på et stykke køkkenrulle. Kvas evt. levende lus med en ske eller lignende.

Gentag behandlingen hver anden dag, indtil der ikke længere er spor af lus.

Luseepidemier bryder ofte ud efter længere ferier, da vi glemmer at tjekke børnene. Hele familien bør derfor undersøges for lus i slutningen af hver ferie.