I 1700-tallet hærger koppevirussen i Europa. Op imod 400.000 mennesker dør årligt af den smitsomme sygdom, der giver smertende, væskefyldte blærer over hele kroppen.
Sygdommen synes ustoppelig, indtil den engelske læge Edward Jenner en dag får en uhørt idé. Han vil skabe en permanent kur ved at inficere sine patienter med kokopper.
Patienter med sygdommen kopper får dækket kroppen af udslæt. Udslættet består i starten af små røde og flade knopper. Knopperne sætter sig primært på hænder, fødder og ansigt. I gennemsnit får en koppepatient 250 knopper i ansigtet alene. Hvis patienten ikke dør som følge af enten blodforgiftning eller organsvigt, tørrer bylderne ud cirka tre uger efter udslættets udbrud og efterlader små, dybe ar som et evigt minde om de pinsler, koppepatienten måtte gennemgå.
Den 14. maj 1796 poder Jenner den otteårige gartnersøn James Phipps med pusset fra sårene på en malkepiges kokoppeinficerede hænder. Efter et par dage med sporadisk feber har drengen det fint bortset fra en smule hævelse omkring såret.
Efter seks uger poder Jenner den raske James Phipps med pusset fra menneskekopper. 18 dage senere er drengen stadig rask. Den frygtede sygdom er blevet holdt i skak af de kokopper, som Jenner inficerede drengen med tidligere.
Verdens første vaccine har set dagens lys, og det skorter ikke på anerkendelse fra lægekollegerne.
Som dr. Matthew Baillie, der er læge ved et af de største hospitaler i London, begejstret skriver om Jenners vaccine: “Det er den mest banebrydende opdagelse i medicinens historie!”
Vaccine klæder kroppen på til kamp
Vaccinen med kokoppevirus virkede, fordi den i modsætning til virus forberedte og forstærkede kroppens immunforsvar mod den lignende – men langt farligere – menneskekoppevirus.
Når patienterne senere blev inficeret med koppevirus, var kroppens immunforsvar allerede bekendt med faren og kunne uden besvær nedkæmpe virussen, inden den spredte sig.
Samme princip gælder for alle andre vacciner: Udsæt kroppens immunforsvar for små eller svage udgaver af virussen, så kroppens forsvarsværk bestående af millioner af hvide blodceller lærer at genkende og bekæmpe fjenden i tide.
Sådan virker en vaccine
Kroppen inficeres med virus
Kroppens immunsystem reagerer på vaccinen ved at opbygge antistoffer, der bekæmper sygdommen. Desuden udvikler kroppens forsvarsværn også såkaldte hukommelsesceller, som husker sygdommen til næste gang.
Kroppen husker sygdommen
Når kroppen møder den samme virus eller bakterie igen, identificerer immunsystemet den straks og producerer antistoffer til at bekæmpe den. På den måde når kroppen at forhindre sygdommen i at sprede sig.
I 1978, efter at et globalt vaccinationsprogram anført af WHO havde udbredt vaccinen til det meste af verden, krævede kopper sit sidste offer.
Og kopper er langtfra den eneste frygtede sygdom, som er blevet bekæmpet med en vaccine.
I 1900-tallet lavede forskere en lang række vacciner mod livsfarlige sygdomme, herunder poliovaccinen i 1955, MFR-vaccinen (mæslinger, fåresyge og røde hunde) i 1971 og HPV-vaccinen i 2006.
I sommeren 2020 erklærede WHO, at Afrika har været fri for vild polio i fire år, og sygdommen eksisterer nu kun i Afghanistan og Pakistan.
Sygdommen polio var udbredt i det meste af verden, da Verdenssundhedsorganisationen WHO igangsatte et globalt vaccinationsprogram i 1988.
I 2017 var det kun få lande, der døjede med vild polio, og i 2020 blev Afrika officielt erklæret for polio-frit. Vild polio eksisterer nu kun i Afghanistan og Pakistan. Der findes en variant af polio, der er muteret fra polio-vaccinen. Denne er dog meget sjælden og forekommer kun i områder, hvor en for lille del af befolkningen er blevet vaccineret. I 2020 er der indtil videre blevet identificeret 117 tilfælde af den muterede polio-virus i Afrika.
Skepsis mod vaccine vokser
Fordi en vaccine aktiverer immunforsvaret, kan behandlingen give sygdomslignende bivirkninger som feber, hovedpine og svimmelhed. De forekommer oftest hos børn, hvis immunforsvar ikke er lige så stærkt som voksnes.
I 1998 spredte der sig en frygt i store dele af befolkningen for, at en vaccine mod MFR kunne give særligt børn langt værre bivirkninger.
Det skyldtes en artikel i det videnskabelige tidsskrift The Lancet af den britiske læge Andrew Wakefield fra Royal Free Hospital i London.
I artiklen konkluderede lægen, at der eksisterede en sammenhæng mellem autisme, tarmsygdomme og MFR-vaccinen.
Allerede få år efter udgivelsen af undersøgelsen kunne konsekvensen aflæses direkte i statistikken.
Færre børn fik vaccinen, og på bare fem år blev tilfældene af mæslinger i Storbritannien fordoblet, og i 2006 døde den første person i 14 år af en akut infektion med mæslinger.
Også i resten af Europa faldt andelen af vaccinerede børn, og tilfældene af mæslinger steg med 400 pct. fra 2008 til 2011.
Men artiklens påstand kunne ikke stå for en nærmere efterprøvning. I dag har The Lancet trukket artiklen tilbage, og flere og flere lader igen deres børn vaccinere mod MFR.
Vaccine skal udrydde frygtet dræber
Vacciner har reddet millioner af menneskeliv, men nogle af klodens største dræbere som fx tuberkulose, hiv og malaria kæmper forskerne stadig for at finde en effektiv vaccine imod.
Tuberkulose blev næsten udryddet op gennem 1960’erne i den vestlige verden takket være opdagelsen af et antibiotikum ved navn streptomycin.
Sygdommen lever dog stadig i bedste velgående i fattigere dele af verden, og det anslås, at ti millioner mennesker rammes af sygdommen hvert år på verdensplan.
Nu er der dog nyt håb for de mange millioner, som smittes hvert år.
I 2018 testede medicinalvirksomheden GSK en ny vaccine ved navn M72/AS01E af på 3300 voksne i Kenya, Sydafrika og Zambia.
Alle testpersonerne havde en latent tuberkuløs infektion – dvs. en tilstand, hvor de er inficeret med tuberkulosebakterien, men ikke har udviklet en aktiv tuberkuløs sygdom.
Kun 13 af de deltagende testpersoner, som modtog vaccinen, havde udviklet tuberkulose tre år senere. For de deltagere, som modtog en placebovaccine, lå antallet på det dobbelte.
WHO kalder vaccinen for et “gigantisk videnskabeligt gennembrud”, og håbet er, at den nye vaccine kan blive første skridt på vejen til helt at udrydde tuberkulose fra Jordens overflade.
Nye lægemidler skal udbrede vacciner til klodens fattigste
Vacciner gives til patienter gennem kanyleindsprøjtninger. Metoden er effektiv, men har sine begrænsninger. Vaccinen skal fx opbevares på køl, hvilket gør det sværere at vaccinere i stor skala særligt i ulande.
Derfor arbejder forskere på at udvikle alternativer til sprøjten, som skal få udbredt vacciner i endnu større grad til verdens befolkning.
1. Vaccine bliver opløst i munden
Et amerikansk forskerteam har udviklet en ny metode, som stabiliserer levende virus og andre biologiske lægemidler i en hurtigt opløselig film.
Den nye vaccine skal ikke nødvendigvis opbevares på køl og kan gives gennem munden.
Fordi de ingredienser, der bruges til at fremstille vaccinen, er billige og processen forholdsvis enkel, kan det skrue gevaldigt ned for omkostningerne forbundet med en række vaccinekampagner.
Og da vaccinefilmen er flad og ikke fylder særlig meget, kan store mængder med lethed blive transporteret og distribueret.
2. Supervaccine giver fuld immunitet med én indsprøjtning
I ulande skal børn ofte rejse over store afstande, når de skal have en vaccine, hvis de overhovedet har adgang til den. Det problem forsøger amerikanske forskere nu at løse.
De har nemlig opfundet små, bionedbrydelige beholdere, som gør det muligt at give flere vacciner med bare en enkelt indsprøjtning.
Perspektivet for den type vaccine er stor, for i praksis vil det kunne betyde, at et barn kan få den fulde vaccine mod polio, meningitis og lungebetændelse i bare én indsprøjtning.
Alt efter hvilket stof forskerne bygger beholderne af, frigives vaccinen i kroppen på forskellige tidspunkter.
På den måde kan en vaccine være fyldt med små beholdere – der måler bare 400 mikrometer i længden – som først frigiver medicinen efter fx syv eller 41 dage.
3. Vaccinationsplaster er lige så effektivt som sprøjten
I 2017 udviklede amerikanske forskere et plaster med mikroskopiske nåle, som beskytter effektivt mod influenza.
Plasteret skal sidde 20 minutter på armen, indtil de mikroskopiske nåle, som overfører vaccinen til huden, er opløst. Derefter kan plasteret smides i en almindelig skraldespand.
Vaccinen har potentiale til at øge den andel af befolkning, der bliver vaccineret mod fx influenza, da man kan klare vaccinationen derhjemme frem for at tage til læge.
Desuden kan plasteret opbevares ved højere temperaturer end almindelige vacciner, hvilket kan få stor betydning for vaccineudbredelsen – fx i fattigere dele af verden – dels fordi det bliver nemmere at få vaccinen ud til folk, og dels fordi opbevaringen af vaccinen bliver nemmere uden krav om køleskabskapacitet og elektricitet.