Lam mand lærer at bevæge benene igen

Et amerikansk forsøg viser, at lamme kan danne nerveforbindelser, og elektroder i rygmarven bliver derfor overflødige med tiden.

Rygmarvsskadede Andrew Meas kan nu stå op, uden at elektroder stimulerer hans muskler.

© REDUX/SCANPIX/ HENNING DALHOFF

Andrew Meas er lidt af en sensation. Den 38-årige mand fra USA blev lam i underkoppen efter en motorcykelulykke i 2007.

Fire år senere fik han indopereret et implantat i rygmarven, som med elektriske signaler kan aktivere musklerne i hans ben.

Efter et langt, intenst træningsforløb kan Andrew Meas nu slukke for implantatet, bøje knæene og stå ved egen kraft i et par minutter – endda også på ét ben.

Normalt kan en ødelagt rygmarv ikke hele, når først der er gået et år efter ulykken.

Forskere mener dog, Andrew Meas er et eksempel på, at rygmarven er plastisk og kan danne nye nerveforbindelser efter hård træning og elektrisk stimulering.

Implantat sætter gang i bevægelserne

Når elektriske signaler aktiverer en lam persons muskler, sørger skræddersyede impulser fra en lille generator for at kontrollere bevægelserne.