Dyr kunne ikke høre stilheden

Efter at have høreskadet rotterne, kunne forskerne ved hjælp af en metode kaldet gap detection afgøre, om rotterne havde fået tinnitusi form af en konstant ringen for ørerne.

Metoden går kort fortalt ud på at give dyrene mulighed for at forberede sig på et lydchok, hvis de er i stand til at opfatte et øjebliks stilhed i en konstant baggrundstøj. Hvis baggrundsstøjen har præcis samme frekvens som den indre ringen for ørerne hos en rotte med tinnitus, kan dyret imidlertid ikke opfatte stilheden og vil derfor være uforberedt på lydchokket. Det kan man afgøre ved at se, om den stivner i angst eller ej.

Rotter med tinnitus gennemgik derefter en 20 dage lang kur, hvor de lyttede til toner lige uden for det frekvensområde, som hyletonen lå i, samtidig med at Navzer Engineer og hans hold stimulerede dyrenes vagusnerve elektrisk. Vagusnerven er en af nervesystemets hovedveje, der blandt andet kanaliserer sanseinformation fra kroppens organer op til hjernen.

Efter 10 dage kunne rotter høre stilhed

Teorien bag behandlingen er, at den elektriske stimulering får vagusnerven til at udskille stoffer, som øger plasticiteten af hjernens neuroner, så de bliver klar til at indgå nye forbindelser med andre neuroner og dermed ændre funktion. Når de “klargjorte” neuroner i hørecenteret samtidig stimuleres med toner i bestemte frekvensområder, vil de ændre karakter og specialisere sig i at reagere på netop disse frekvenser.

Teorien viste sig at holde stik, for allerede efter 10 dages behandling kunne de nervestimulerede rotter igen høre stilheden i et bestemt frekvensområde, så de ikke længere lod sig skræmme af det efterfølgende lydchok. Høreskadede kontrolrotter, der enten ikke fik stimuleret vagusnerven eller ikke hørte nogen toner imens, havde derimod stadig symptomer på tinnitus.

Efter de 20 dages behandling fortsatte forskerne med at høreteste dyrene i tre uger. Det viste, at effekten af den elektriske stimulering var langvarig, idet tinnitussen ikke vendte tilbage. De ubehandlede kontrolrotter var derimod fortsat plaget af lidelsen.

Dermed kunne forskerne konkludere, at behandlingen ikke blot hjalp mod symptomerne på tinnitus, men simpelt hen kurerede skaden og genetablerede en normal hørelse. Det giver store forhåbninger om, at metoden kan bruges til at helbrede mennesker. Forskerne har derfor allerede påbegyndt kliniske forsøg i Belgien på en gruppe frivillige patienter.

“Vi har implanteret nervestimulatoren i mennesker med alvorlig tinnitus, og indtil videre har vi opnået meget lovende resultater,” fortæller Navzer Engineer.

Patienten får sat en elektrode omkring vagusnerven, hvilket er et simpelt indgreb, der kun tager 45 minutter og allerede bruges hos 60.000 patienter til behandling af epilepsi og depression. Derefter får patienten én gang dagligt hovedtelefoner på, hvorefter nerven stimuleres i takt med tonerne.

Når de indledende forsøg er overstået i løbet af nogle måneder, planlægger Navzer Engineer en række større forsøg, der skal målrettes mod forskellige typer af tinnitus, for eksempel soldater, som er blevet høreskadet ved krigshandlinger. Forskeren har store forventninger til resultaterne og håber, den nye behandling kan hjælpe til at give tinnituspatienter over hele verden en ny indre ro.

Rotter slap af med høreskade

For at afgøre, om behandlingen vitterligt havde kureret rotternes tinnitus, målte forskerne ved hjælp af elektroder fastlimet på dyrenes hoveder, hvor mange neuroner i hørecenteret der reagerede på toner i forskellige frekvensområder.

Hos høreskadede rotter lyttede en stor del af neuronerne på toner i området 2-7 kHz, hvilket gav dyrene tinnitus. Efter behandling med stimulering af vagusnerven stillede neuronerne igen ind på de gamle frekvenser, så de nu atter lyttede mere jævnt over hele spektret, hvorved tinnitussen forsvandt igen.