Genterapi får lamme mus til at gå

Lammelser, som skyldes skader på rygmarven, har hidtil været uhelbredelige. Nu giver genterapi på mus håb om, at skaderne kan repareres, så lamme mennesker kan genvinde førligheden.

Lammelser, som skyldes skader på rygmarven, har hidtil været uhelbredelige. Nu giver genterapi på mus håb om, at skaderne kan repareres, så lamme mennesker kan genvinde førligheden.

Ken Ikeda Madsen & Shutterstock

Ved hjælp af genterapi har forskere for første gang kureret lammelser, som skyldes brud på nervebanerne i rygmarven.

Gennembruddet, som foreløbig er lykkedes på forsøgsmus, giver håb om, at også mennesker med skader på rygmarven kan genvinde deres førlighed.

Følg det banebrydende forsøg trin for trin

Nøglen til det opsigtsvækkende resultat er et såkaldt designerprotein ved navn hyper-interleukin-6, som stimulerer nervecellers vækst.

Det findes ikke naturligt i kroppen, men ved hjælp af genterapi kan forskere få nerveceller til at producere det. Og det var, præcis hvad forskerne fra Ruhr University Bochum i Tyskland gjorde i de nye forsøg.

Musene gik efter få uger

Forskerne arbejdede med mus, som havde fået snittet rygmarven over, så de ikke kunne bevæge bagkroppen. Herefter brugte forskerne en virus til at smugle den genetiske opskrift på designerproteinet ind i nervecellerne i musenes motoriske hjernecenter.

Til forskernes egen overraskelse kunne musene efter bare to-tre uger igen gå normalt.

Forskerne lammede bagkroppen på mus ved at skære rygmarven over (øverst). Allerede to-tre uger efter genterapien var musene i stand til at gå igen (nederst).

© Lehrstuhl für Zellphysiologie

Hemmeligheden bag succesen er, at det er tilstrækkeligt, at nogle få nerveceller producerer designerproteinet. Fordi cellerne har forbindelser til andre nerveceller, som er involveret i de motoriske færdigheder, bliver proteinet også spredt til dem, og dermed sætter det gang i væksten hos alle cellerne.

Nye forsøg med gamle skader

Cellernes lange udløbere gennem rygmarven, som kaldes axoner, begynder dermed at vokse, indtil de igen kan nå nervebanerne på den anden side af rygmarvsbruddet. Dermed genskabes kontakten mellem hjernen og musklerne i bagkroppen.

Forskerne vil nu undersøge, om terapien også virker, hvis rygmarvsskaden er sket for længe siden. Det vil have stor betydning for, hvor nyttig den kan blive for mennesker.