Kan døden lægges på is?

Drengen er ti år gammel, men han blev født for 30 år siden.

De sidste to årtier har hans lille krop ligget nedfrosset i flydende kvælstof. Nu bliver han langsomt tøet op og lagt på operationsbordet, hvor lægerne fjerner den hjernesvulst, som ikke længere er uhelbredelig. Operationen er en succes, og drengen kan fortsætte sit liv, som om det aldrig havde været sat på pause.

Mennesket har altid drømt om at snyde døden, og ifølge nogle forskere vil videnskaben med tiden gøre det muligt at kurere al sygdom. Derfor tilbyder bl.a. den amerikanske organisation Alcor at fryse mennesker ned, indtil deres sygdom kan helbredes, som i det tænkte eksempel ovenfor.

Nogle forskere mener ligefrem, det er muligt at forhindre kroppens celler i at blive slidt ned og gøre os syge, så vi i sidste ende måske kan leve evigt.

Allerede nu kan visse medicinske behandlinger forlænge dyrs levetid markant, og forskere har endda frosset dyr ned og tøet dem op igen i levende live.

Men det er usikkert, om de lovende resultater kan overføres til mennesker, og dertil kommer de etiske dilemmaer. Chancen for at blive helbredt i fremtiden er nemlig størst, hvis den syge fryses ned i levende live.

200 mennesker er frosset ned

I 1972 grundlagde den amerikanske rumfartsingeniør Fred Chamberlain organisationen Alcor. Grundlæggeren er for længst død, men ikke borte. Han ligger nedfrosset i en cylinder fyldt med flydende kvælstof ud fra et håb om, at han engang kan tøs op og blive genoplivet.

Kryonik, som nedfrysning af mennesker kaldes, henter inspiration fra dyreriget, bl.a. den canadiske skovfrø. Når vandløbet fryser til om vinteren, bliver hele frøens bughule til en isklump, hvor de indre organer er indefrosset, og åndedrættet og hjertet går fuldstændig i stå. Men når forårssolen smelter isen, går frøens åndedræt i gang igen med et gisp.

Omkring 200 mennesker er indtil nu blevet frosset ned i Alcors metalcylindre i Scottsdale, Arizona, efter at de døde af en uhelbredelig sygdom.

Når beslutningen om at lade sig fryse ned er truffet, ankommer et team af læger og specialister og står vagt om den døende i op til en uge. Så snart hjertet holder op med at slå, og patienten er erklæret død, går de i gang.

På dette tidspunkt er kroppens celler stadig levende, og patienten ville i teorien live op, hvis hjertet blev sat i gang igen. Den tilstand opretholder eksperterne ved at holde blodcirkulationen og åndedrættet kunstigt i gang, mens de forbereder kroppen på nedfrysningsprocessen.

Ved nedfrysning vil væsken i kroppen normalt fryse til skarpe iskrystaller, der beskadiger cellerne, og for at forhindre det udskifter lægerne blodet med en slags frostvæske, som samtidig forsyner kroppen med ilt.

Så placerer de patienten i et isbad og køler derefter kroppen længere og længere ned i tøris og siden flydende kvælstof, indtil temperaturen efter knap en uge er nået ned på -196 °C.

Ved denne temperatur er alle kemiske reaktioner og biologiske processer stort set gået i stå, og kroppens tilstand vil forblive uforandret i hundrede eller endog tusind år.

Alcor lover deres kunder, at de vil holde kroppen nedfrosset på ubestemt tid, men så lover de heller ikke mere. De lægger ikke skjul på, at der i øjeblikket ikke er nogen mulighed for at genoptø og genoplive en dybfrossen krop.

En af de største udfordringer er, at alle dele af kroppen skal tøs op lige hurtigt, fordi der ellers opstår temperaturforskelle, som får vævet til at krakelere. Hvis man bare tager kroppen op af den flydende kvælstof, vil den tø langt hurtigere udenpå end indeni.

Men i 2017 udviklede forskere fra University of Minnesota en helt ny nedfrysnings- og optøningsmetode, som måske på sigt kan løse problemet.

Inden nedfrysningen bades vævet i magnetiske nanopartikler af jern. Partiklerne er så små, at de kan trænge ind i selv de mindste sprækker og hulrum, og derfor lægger de sig tæt op ad alle vævets overflader, både udvendigt og indvendigt.

Når vævet skal tøs op igen, placerer forskerne det i et magnetfelt, der opvarmer alle nanopartiklerne lige meget og lige hurtigt, og da nanopartiklerne ligger næsten over det hele, tør vævet meget skånsomt og ensartet op.

Forskerne har demonstreret metoden på en 4 mm tyk blodåre, der blev nedfrosset og optøet igen uden at tage skade. Det er et af de største stykker væv, man nogensinde har tøet op uden at ødelægge cellerne, og selvom der er lang vej op til en hel menneskekrop, giver de magnetiske nanopartikler håb for fremtiden.

Nanorobotter reparerer kroppen

Hvis det lykkes at tø en frossen krop op i intakt tilstand, vil den dog stadig være lige så livløs, som da den blev frosset ned. For at overvinde døden skal den sygdom, der i sin tid tog livet af personen, også kunne helbredes.

Med tiden vil forskere utvivlsomt udvikle nye, effektive behandlinger af eksempelvis kræft eller demens. Døden kan imidlertid have mange årsager, så nogle patienter skal sandsynligvis forvente at ligge meget længe i fryseren.

Dertil kommer, at den forbigående død sandsynligvis har forårsaget skader på hjernen samt andre organer og celler, og de skal repareres. Her er der ikke nogen gangbare løsninger i øjeblikket, men forskerne ser en mulighed i nanorobotter.

Nanorobotter er typisk opbygget af ganske få molekyler, fx proteiner eller dna, arrangeret på en måde, så de danner gribearme, som fx kan fange en blodprop. De er så småt ved at gøre deres indtog i den kliniske medicin – først og fremmest til målrettet levering af medicin til udvalgte celler.

Måske vinder nanorobotter og ny medicin ligefrem kapløbet med døden og gør nedfrysning overflødig, fordi mennesker bliver helbredt – eller slet ikke bliver syge.

Den kontroversielle, selvlærte aldersforsker Aubrey de Grey har foreslået syv biomedicinske strategier, som ifølge ham kan få mennesker til at leve evigt.

To af dem handler om at udvikle måder til at aktivere immunsystemet, så det opsporer og destruerer skadede celler, mens to andre strategier fokuserer på at rense cellerne for skadelige affaldsstoffer eller simpelthen få dem til at producere mindre affald.

Aubrey de Grey har ikke nogen konkrete bud på, hvordan disse strategier kan føres ud i livet, men det har andre forskere til gengæld.

Levende mennesker fryses ned

Forskere arbejder på at bremse de såkaldte frie radikaler, restprodukter fra cellernes egne kraftværker, som forurener cellerne. Forsøg med mus og andre dyr har vist, at medicin kan nedsætte cellernes energiproduktion og dermed deres forurening, så dyrene lever 25-60 pct. længere.

I 2019 udviklede molekylærbiologen Maria Blasco en metode, der kunne forlænge de såkaldte telomerer i mus. Telomerer er kromosomernes yderste spidser, som bliver lidt kortere, hver gang en celle deler sig.

Når telomererne er nået ned på en vis længde, bliver cellerne syge, så hele kroppen efterhånden svækkes, og man regner med, at dette er en af de afgørende grunde til, at vi ældes.

I forhold til almindelige mus levede Blascos mus med forlængede telemorer 24 pct. længere, var slankere, havde lavere kolesterolniveau og mindre risiko for kræft og diabetes.

Man skal dog generelt være forsigtig med at slutte fra dyreforsøg til mennesker, og selvom det virkelig skulle lykkes videnskaben at eliminere sygdom og aldring en dag, er der store etiske og praktiske problemer forbundet med at fryse mennesker ned i ventetiden.

Chancen for en fremtidig helbredelse vil bl.a. være størst, hvis personer, der lider af uhelbredelige sygdomme, bliver frosset ned, inden de dør af deres sygdom. Og det er selvsagt problematisk at lægge levende mennesker i fryseren.

Men frem for alt er det et åbent spørgsmål, om vi i praksis kan blive ved med at udskyde døden ved at eliminere den ene dødsårsag efter den anden.

Menneskekroppen er ikke bygget til at leve evigt, og skeptikere vil hævde, at alle dele af kroppen har en helt naturlig udløbsdato. Hvis den dato overskrides, kan der muligvis opstå helt nye sygdomme, som vi aldrig har kendt før.

De mere end 200 mennesker, der ligger i Alcors frysere, har dog valgt at satse på, at videnskaben en dag overvinder døden. Sandsynligheden er lille, men gevinsten er til gengæld det evige liv.