Kan frøer bruges som graviditetstest?

I 1940’erne og 1950’erne blev den afrikanske sporefrø Xenopus laevis brugt på mange hospitaler i Europa og USA til at lave nogle af de første pålidelige graviditetstest. I 1930’erne opdagede forskerne nemlig, at urin fra gravide kvinder kunne få sporefrøhunnen til at lægge tusindvis af æg. En af de fysiologiske ændringer, der sker med kvinden under graviditeten, er, at blod og urin begynder at indeholde hormonet gonadotropin. Det udskilles fra moderkagen og det tidlige fosteranlæg for bl.a. at forhindre, at kvinden udstøder fosteret og har ægløsning under graviditeten. Det var også gonadotropin, der fik frøerne til at lægge æg. Efter mange afprøvninger blev sporefrøen grundlaget for en graviditetstest. Her injicerede lægerne urin fra kvinder i frøen og holdt øje med, om den inden for 24 timer gav sig til at lægge æg. Hvis det skete, var kvinden med stor sandsynlighed gravid. Under testen i laboratoriet skulle man selvfølgelig være omhyggelig med, at det ikke var naturlige fak-torer, som udløste æglægningen hos frøerne. I 1960’erne blev frøerne afløst af graviditetstest baseret på kemiske analyser. Men det var stadig gonadotropin, som var basis for de fleste testtyper – også dem, vi bruger i dag.