Læger fik blodet til at flyde

Dagen forinden havde Washington redet rundt i regn og iskold blæst i timevis, og forsamlingen bliver enige om, at Washington har brug for hurtig og intensiv behandling.

Efter at have overvejet mulighederne kommer de frem til den samme katastrofale løsning, som læger i årtusinder før dem har betragtet som svaret på utallige lidelser og sygdomme: åreladning.

Washington får åbnet adskillige blodårer, hvorefter hans blod hastigt drypper ned i skåle på gulvet.

Da han er ramt af en slem halsbetændelse, be­slutter lægerne, at han skal tappes for ekstra meget blod. Men Washingtons ­tilstand bliver ikke forbedret.

Lægerne undrer sig og slutter, som den største selvfølge, at det eneste rigtige svar er at tappe endnu mere blod.

Efter et par timer har lægerne drænet George Washingtons krop for mindst 3,75 liter blod – omkring 80 procent af kroppens samlede blodmængde.

Om aftenen er Washington så afkræftet, at han beordrer sine læger til at indstille åreladningen. Men for sent: Han dør få timer senere.

Kropsvæskerne skulle i balance

Lægevidenskaben har gennem tiderne forsøgt sig med en lang række ineffektive eller direkte sundhedsfarlige behandlingsformer.

Men næppe nogen behandling har været så misforstået og kostet så mange menneskeliv som åreladning. Den komplet grundløse videnskab bag indgrebet var i årtusinder populær hos læger på tværs af kulturer.

Antikkens egyptere og grækere var begejstrede for åreladning, og det samme gjaldt så ­forskellige folkeslag som mayaerne, az­tekerne og inderne.

Desuden var både kristne, jødiske og islamiske lærde enige om behandlingens mange fordele.

Kendskabet til åreladning går tilbage til år 500 f.Kr., og metoden er usædvanligt sejlivet: 400 f.Kr. beskrev den berømte oldgræske læge Hippokrates åreladningen for første gang, og et ­anerkendt engelsk lægevidenskabeligt værk anbefalede behandlingen så sent som i 1923.

Teorien bag åreladning var forskellig fra kultur til kultur. I Europa havde behandlingen baggrund i antikkens opfattelse af sundhed som en balance mellem kroppens fire legemsvæsker.

Personer blev syge, fordi forholdet mellem de fire væsker – blod, slim samt gul og sort galde – havde forrykket sig og var ude af balance. Ved at lade sig årelade slap man af med overvægten af en af væskerne.

Eftersom alle sygdomme ifølge antikkens læger udsprang af legemsvæskernes ubalance, var åreladning svaret på stort set ethvert problem.

Jo mere alvorlig sygdommen var, desto mere blod skulle drænes fra patientens krop.

Efterhånden blev forestillingen om de fire legemsvæsker tilbagevist, men underligt nok havde det ingen effekt på lægernes blinde tro på åreladning. Tværtimod.

En engelsk lægehåndbog fra 1600-tallet opremser de sygdomme, der alle kunne behandles med åreladning. Listen tæller bl.a. kræft, kolera, astma, herpes og sindssyge.

Livlægerne tog livet af kongen

Først efter 2.000 års ivrig brug kom det første autoritative angreb på åreladning.

Den engelske læge William Harvey opdagede som den første, hvordan hjertet pumper blod rundt i kroppen. Og med sin viden om det kardiovaskulære system beviste han i 1628, at åreladning umuligt kunne være gavnligt.

Opdagelsen blev imidlertid mødt med vantro blandt hans kolleger, der fuldstændig ignorerede beviserne mod åreladning.

William Harvey var dog stadig anerkendt og fungerede som livlæge ved det engelske hof.

Kort inden Karl 2. skulle bestige tronen, døde Harvey desværre, og savnet af den fremsynede livlæge blev skæbnesvangert for den nye konge.

Den 2. februar 1685 blev Karl 2. ramt af et slagtilfælde og havde akut brug for kompetent hjælp.

I stedet blev han underkastet en omfattende åreladning af sine i alt 14 læger. De var alle meget bevidste om det store ansvar, der nu hvilede på deres skuldre, og overgik hinanden i vurderingerne af, hvor meget blod kongen skulle tappes for.

I løbet af det første døgn blev Karl 2. drænet for en stor mængde blod.

Alligevel genvandt han bevidstheden næste morgen. Det kunne tyde på, at han uden nogen behandling måske kunne være kommet sig over slagtilfældet.

Uheldigvis tolkede de forsamlede læger hans opvågning som et sikkert tegn på, at deres behandling virkede: Endnu mere åreladning måtte derfor være midlet til fuldstændig helbredelse.

De efterfølgende fem dage fik Karl 2. gentagne åreladninger, der udblødte hans medtagne krop.

Dertil kom endeløse lavementer og indtagelse af giftig kinin, inden kongen under store smerter endelig undslap lægernes pinsler og døde.

Hellere fattig end tømt for blod

En af grundene til, at europæerne relativt sent i historien stadig blev behandlet med åreladning, var, at lægerne ikke havde så mange alternativer.

Selv om deres viden om menneskets anatomi – ligesom deres evner til at diagnosticere og operere – oplevede markante fremskridt fra omkring 1600-tallet, så havde lægerne fortsat meget svært ved rent faktisk at kurere deres patienter.

De afgørende metoder til at identificere sygdomme og helbrede folk lå stadig langt ude i fremtiden.

Lægerne ved kong Karl 2.s sygeleje agerede ud fra en tro på, at det var bedre at give en eller anden behandling end slet ingen. Men deri tog kongens læger grueligt fejl.

Ofte var det langt bedre for patientens overlevelseschancer slet ikke at blive behandlet.

Kongens undersåtter kunne ikke vide det, men som regel var de fattige bedre stillet end de rige og magtfulde.

Uden penge havde de ikke råd til at blive behandlet af rigets læger. På den måde undgik de at dø af blodmangel og havde en chance for at komme sig over sygdommen ved egen kraft.

Åreladning blev brugt ved alle lejligheder – også når enhver logik ellers ­tilsagde, at det sidste, patienten havde brug for, var at miste blod.

De medicinske annaler fortæller fx om en fransk ­sergent, der om morgenen den 13. juli 1824 blev bragt på hospitalet.

Han havde været involveret i et slagsmål med en ­anden soldat og havde pådraget sig et ­alvorligt stiksår i brystet. Blodet strømmede så hurtigt ud af såret, at sergenten inden for få minutter besvimede.

Lægerne reagerede hurtigt på det ­alvorlige blodtab.

De var slet ikke i tvivl om, at sergenten havde brug for akut ­åreladning.

Han blev derfor omgående tappet for godt en halv liter blod for at undgå betændelse i såret, hvilket blev ­efterfulgt af yderligere syv mindre åreladninger i løbet af dagen.

Til lægernes overraskelse forhindrede behandlingen dog ikke, at såret blev alvorligt betændt.

Samtidig var sergenten ganske svækket, da han havde mistet over halvdelen af sit blod.

Men betændelse skulle ­bekæmpes, og derfor tog lægerne et avanceret middel i brug: igler.

Frankrig købte blodsugere

Lige siden åreladningens tidligste dage blev igler benyttet til at tappe blod.

De fungerede som et supplement til at snitte hul på en blodåre og blev placeret direkte på det sygdomsramte område.

I den ­franske sergents tilfælde betød det, at over 40 igler mæskede sig i hans blod omkring det betændte sår.

Den udbredte brug af igler – som hver især kunne indtage op mod 10 milliliter blod, svarende til omkring fem gange deres egen kropsvægt – var betegnende for tiden.

I 1800-tallet eksploderede iglernes popularitet blandt europæiske læger.

Alene Frankrig importerede i 1830 omkring 40 millioner igler, hvilket især skyldtes den parisiske læge dr. Francois Brossais.

Han mente, at enhver febersygdom skyldtes en betændelse i et organ, og at den bedste behandling var rigeligt med igler, kombineret med intensiv åreladning.

Iglerne var med til at sørge for, at den sårede franske ­sergent i løbet af sin tre måneder lange indlæggelse blev ­drænet for i alt seks liter blod – hvilket efter tidens standard ikke var ­nogen uhørt eller opsigtsvækkende mængde.

Det mest opsigtsvækkende var der­imod, at sergenten overlevede.

Mod slutningen af 1800-tallet begyndte både igler og åreladning at miste popularitet.

Store medicinske gennembrud som fx opdagelsen af bakterier fik lægevidenskaben på bedre tanker.

Og selv om nogle læger helt ind i begyndelsen af det 20. århundrede stædigt fastholdt, at ­åreladning havde en gavnlig effekt, var 2500 års blodig fejlbehandling langt om længe ved at være overstået.