Beth Shapiro-portræt

Molekylærbiolog vil justere naturen: “Bioteknologi har kæmpe potentiale”

INTERVIEW: Den amerikanske molekylær- og evolutionsbiolog Beth Shapiro mener, at vi bør tilpasse og forbedre naturen med teknologiske greb, hvis mennesket og Jorden skal trives sammen i fremtiden.

INTERVIEW: Den amerikanske molekylær- og evolutionsbiolog Beth Shapiro mener, at vi bør tilpasse og forbedre naturen med teknologiske greb, hvis mennesket og Jorden skal trives sammen i fremtiden.

Beth Shapiro

1: I dag kan vi tilpasse naturen med bioteknologi. Hvorfor skal vi gøre det?

Fordi klimaet befinder sig i en undtagelsestilstand, og biodiversiteten befinder sig i en stor krise.

Bioteknologi er altså ikke det eneste svar på disse problemer, men det kan blive et nødvendigt værktøj.

Det er farligt at vrage de teknologier uden at give tid og plads til at evaluere deres potentiale.

Vi har altid præget og designet naturen i vores eget billede.

2: Hvad er de etiske dilemmaer?

Den mest almindelige indvending mod at manipulere organismer og genomer ved hjælp af syntetisk biologi er, at det giver os mulighed for at lege gud og hæver os over den orden og det system af arter på Jorden, som vi er en del af.

Menneskets rolle har dog aldrig været at stå på sidelinjen og lade andre arter udvikle sig på “naturlig” vis. Vi har altid præget og designet naturen i vores eget billede.

Domesticeringen af dyr (den proces, hvor man gør en vild dyrerace til en husdyrrace, red.), landbrug og sågar bevarelsen og fredningen af bestemte områder og dyr har ændret klodens naturlige orden.

Menneskets rolle har aldrig været at stå på sidelinjen og lade andre arter udvikle sig på “naturlig” vis.

En accept af det kan meget vel være vores eneste håb om at konstruere en fremtid, som er rig på både biodiversitet og mennesker.

3: I din bog nævner du “gen-drev”. Hvad er det?

“Gen-drev” er en teknologi, som gør det muligt at få specifikke gener til at sprede sig i en population, hurtigere end den naturlige evolution tillader det.

Syntetiske bioteknologier kan for eksempel bruges til at sprede et specifikt “dårligt” gen, der ødelægger myggens evne til at reproducere sig selv. Fordi de biologiske processer går hurtigere, vil det medføre, at myggepopulationen kollapser, og at arten måske forsvinder helt fra et specifikt område.

“Gen-drev” kan dermed potentielt reducere spredningen af myggebårne sygdomme som malaria og dengue.

4: Kun få projekter er lykkedes i laboratorier. Hvorfor?

Videnskaben befinder sig stadig i den tidlige fase med at udvikle og bruge de nye teknologier – ikke mindst når det kommer til at evaluere både potentialer og risici.

Forskellige lande har hver deres udfordringer med at få produkter baseret på de forskellige teknologier ud på markedet. Men der er allerede et stigende antal produkter tilgængelige i dag. Et godt eksempel er de såkaldte regnbue-papajafrugter, der gror på Hawaii.

Vores samfund ændrer sig i dag med en hast, der gør det umuligt for evolutionen at holde trit.

De er blevet genmodificeret med syntetisk biologi til at være modstandsdygtige over for den ringspot-virus, der tidligere ødelagde papajaindustrien på øerne.

5: Hvordan kan metoden hjælpe i naturen?

Vores samfund ændrer sig i dag med en hast, der gør det umuligt for evolutionen at holde trit. Men med den her teknologi kan vi tilpasse organismer med en fart, der kan matche den krise, vi står i.

Vi kunne for eksempel ændre på genomet for den sortfodede ilder ved at tilføje et enkelt gen fra dens evolutionære fætter, den tæmmede ilder. Genet kan gøre de vilde ildere resistente over for såkaldt sylvatisk pest, der dræber mange af arten på tværs af habitater.

Den naturlige måde at introducere genet på ville være ved at avle på de to slags ildere, så den nye art får et halvt genom fra den vilde ilder og et halvt fra den tamme. Men det ville også give den vilde ilder egenskaber fra den tamme, som ikke er egnede til naturen.

Sortfodet ilder

Den vilde sortfodede ilder kan potentielt blive resistent over for pest ved at få tilført et gen fra den tæmmede ilder.

© Shutterstock

Med syntetisk biologi kan vi nøjes med kun at introducere det specifikke gen, der sikrer, at den ikke dør af pest.

6: Hvordan kan vi hjælpe landbrugsdyr?

I 2010 brugte canadiske forskere bioteknologi til at genmodificere en gris, så den ikke udskilte lige så meget fosfor i sin afføring.

I foder som hvede, byg og majs er over halvdelen af fosforen bundet som fytat, som grisenes maver ikke kan nedbryde og bruge som næringsstof. Problemet med fosfor er, at den kommer ud i naturen som gylle, der får alger til at blomstre i de lokale vandområder.

Men ved at tilføje gener fra mus og bakterier kunne forskerne genmodificere grisene, så de udnyttede foderets indhold af fosfor langt bedre end andre grise.

Grise i en stald

Landbrugsgrises afføring indeholder normalt en del fosfor, som er til skade for naturen, men genmodificering kan ændre på grisetarmenes evne til at binde fosforen.

© Shutterstock

Den gris blev aldrig introduceret på markedet pga. den stramme lovgivning på området. Griseindustrien er blandt verdens største, og løsningen på et af de mest presserende problemer er lige for næsen af os, men den bliver ikke taget i betragtning i øjeblikket.

7: Hvad skal der til, for at teknologien bliver udbredt?

Kunstige bioteknologier har enormt potentiale inden for både landbrug og bevarelsen af naturområder og dyre- og plantearter, og vi burde overveje begge.

At nå derhen kræver, at vi diskuterer, hvad kunstig biologi er, hvad det kan udrette, og hvad det ikke kan gøre.

Lige nu bliver samtaler om de her teknologier mudret af højlydte stemmer, der fodrer folk med misinformation, som skal skræmme folk.

Det er meget skadeligt for vores samfund globalt set.