Mumier gjorde egypterne til oldtidens bedste læger

“Et griseøje, antimon, rød okker og lidt honning blandes sammen, males fint og hældes i øret på manden, så han straks bliver helbredt.”

Sådan lyder opskriften på et middel mod blindhed fra faraoernes Egypten.

For moderne læger kan den ca. 3500 år gamle medicin lyde pudsig, men ikke desto mindre var de egyptiske læger oldtidens mest velrenommerede. Faktisk var deres kundskaber så berømte, at naborigernes konger ofte sendte bud efter dem, når de selv eller deres nærmeste blev syge.

Bl.a. fortæller den græske historiker Herodot, som besøgte Egypten i 400-tallet f.Kr., at perserkongen Kyros bad den egyptiske farao Amasis om at sende sin bedste øjenlæge.

Og endnu tidligere, ca. 700 f.Kr., omtaler den græske digter Homer Egypten som stedet, “hvor den frugtbare jord er rigest på kraftige planter, talrige lægedomsurter og masser af giftige vækster”, og hvor “alle har langt større kundskab i medicin end folk andre steder”.

De døde reddede de levende

Egyptiske lægers forspring til konkurrenterne skyldtes ikke mindst egypternes tradition med at mumificere deres døde.

I andre af datidens kulturer var opskæring af lig tabu, og de afdøde blev enten begravet eller brændt. Egypterne, derimod, åbnede nidkært de dødes kroppe for at fjerne organerne og balsamere ligene.

Den krævende proces gav egypterne en enestående viden om den menneskelige anatomi – hvilket efterfølgende kom faraoernes levende undersåtter til gode, når lægerne brugte deres erfaringer med menneskekroppen til at diagnosticere og helbrede.

Under balsameringen stiftede egypterne bekendtskab med alle kroppens dele. Hjernen blev fjernet, ved at man indførte en lang krog gennem et næsebor og brød en tynd knoglevæg for at trække hjernemassen ud.

Denne teknik forudsætter et godt kendskab til kraniets anatomi: Moderne neurokirurger benytter samme adgangsvej, når de skal lave kikkertoperationer i hjernen.

Tarmene og de indre organer – bortset fra hjertet, hvor egypterne mente, at den afdødes sjæl sad – blev udtaget gennem et lille snit i lysken, sorteret og anbragt i krukker. Balsamørerne har utvivlsomt haft et godt kendskab til, hvor i bug- og brysthulen de forskellige organer sad – og formentlig også, hvad deres funktion var.

Af den berømte Smith-papyrus fra ca. 1600-tallet f.Kr. fremgår, at de egyptiske læger også kendte til menneskets puls og vidste, at pulsslagene afhang af hjertet.

Men blodets kredsløb var dog ukendt for dem – det omtales i hvert fald ikke i de egyptiske kilder, og de medicinske skrifter skelner ikke mellem blodårer, sener og nerver.

Lægerne var specialiserede

Egypternes store viden om sygdomme og lidelser blev yderligere forstærket af, at mange læger specialiserede sig inden for bestemte sygdomme i stedet for at arbejde bredt.

“Hver læge behandler kun én lidelse. Landet er fuld af læger, nogle behandler øjet, nogle tænderne, nogle bugens indhold og andre indre lidelser,” skriver den græske historiker Herodot.

Han bakkes op af flere antikke kilder, som opremser navnene og titlerne på ca. 100 egyptiske læger.

En af de tidligste speciallæger var Ir-en-akhty, som kendes fra en inskription i Giza. Han levede omkring år 2100 f.Kr. og var ekspert i øjensygdomme, men behandlede også mave- og tarmlidelser og muligvis urinvejssygdomme.

For sin store ekspertise i lavementer og sygdomme i endetarmen fik Ir-en-akhty titlen “neru pehuyt”, som bogstavelig oversat betyder “anushyrde”.

Andre specialister fik titler som “ham, der kender de indre væsker”, eller “ham, der kender menneskekroppens organer, som er skjult for øjet”.

Gratis lægehjælp til soldater

Trods den store specialisering var læger ikke kun forbeholdt faraoer og stormænd. Også fattige egyptere kunne besøge lokale medicinmænd – der dog var knap så specialiserede.

Soldater og arbejdere havde gratis adgang til lægehjælp, og de fleste større byggeprojekter havde efter alt at dømme tilknyttet læger, som tog sig af arbejderne.

En stentavle fundet ved et stenbrud i Sinaiørkenen nævner fx lægerne Renef-seneb og Akmu, der tilsyneladende har været en slags bedriftslæger ansat til at tilse sårede arbejdere.

Og den græske historiker Diodorus Siculus, som selv rejste rundt i Egypten og bevidnede de lokale skikke, fortæller, at syge og sårede soldater “blev behandlet uden betaling, fordi lægerne fik løn af staten”.

Efter alt at dømme har både arbejderne og soldaterne været i trygge hænder.

De mange skader, som beskrives i medicinske papyrusser, viser en omfattende erfaring med kvæstelser og knoglebrud.

Nær pyramiderne har arkæologer fundet talrige skeletter med knoglebrud på især underarme og ben. Mange viser tegn på, at den brækkede knogle er sat korrekt på plads – formentlig med en skinne og i nogle tilfælde også med stræk – og er helet pænt op.

Selv større operationer kunne egyptiske læger håndtere. Arkæologer har fundet flere kirurgiske instrumenter, og relieffer viser læger omgivet af redskaber som knoglesave og skalpeller.

Også skeletfund bekræfter, at egypterne kunne operere og amputere. Forskerne har undersøgt skeletter, der viser, at i hvert fald nogle patienter har overlevet behandlingen.

Guderne kunne kurere

Egypternes viden om medicin og kirurgi blev typisk samlet i de såkaldte livets huse – en slags medicinske centre, som ofte lå i forlængelse af templerne.

Her nedfældede og kopierede “skrivere af livets hus” – lærde mænd – gamle medicinske tekster og bevarede viden om sygdomme for eftertiden.

Ud over at være videnscentre fungerede livets huse også som medicinske skoler, hvor små drenge allerede som seks-syvårige lærte at læse og skrive og kopiere papyrusser. Når drengene fyldte ca. ti år, blev de sendt i praktik hos en etableret læge og lærte lægegerningen i praksis ved at behandle syge.

At livets huse lå placeret tæt op ad templer, var ikke tilfældigt, for religion og magi spillede en stor rolle i Egypten – også i lægekunsten. Egypterne kendte ikke til mikrobiologi og genetik og antog, at sygdomme, der skyldtes virus, bakterier eller gener, måtte være guders og dæmoners værk.

Derfor arbejdede mange læger også som præster og indledte ofte en ellers helt rationel lægebehandling med at udføre en religiøs ceremoni og bede en guddom om hjælp.

Magi holdt sit indtog i lægekunsten, i takt med at faraoernes storhedstid randt ud. Omkring år 1000 f.Kr. begyndte det ellers velfungerende rige at gå i opløsning, og kilder fra perioden viser, at lægekunsten samtidig med samfundets forfald gled i retning af flere magiske og religiøse cermonier.

Der findes fx kun én trolddomsformular i den berømte Smith-papyrus fra 1600-tallet f.Kr., mens de magiske påkaldelser bliver hyppigere i senere papyrusser.

Historikerne kan ikke give en entydig forklaring på dette skift, men nogle forskere mener, at den større tiltro til magiske kræfter skyldes, at det overnaturlige var mere tillokkende.

Sammenlignet med moderne lægekunst var den egyptiske dyr, ubehagelig og smertefuld – som fx kirurgens sløve kniv. Magi og religion tilbød derimod patienterne en letfattelig årsagssammenhæng.

Desuden var trolddom og guddommelig indflydelse en så accepteret og rodfæstet del af hverdagslivet, at egypterne ikke tvivlede på, at guderne både kunne helbrede deres undersåtter og gøre dem syge.

Og ofte har troldmændenes formularer og præsternes bønner formentlig kunnet hjælpe: Dels har placeboeffekten været en vigtig faktor – og dels går mange lidelser faktisk over eller bedres af sig selv med tiden.

Grækerne byggede videre

Den egyptiske medicins storhedstid sluttede endegyldigt i 332 f.Kr., hvor Alexander den Stores styrker indtog Egypten. På fundamentet af den lokale lægekunst skabte de nye herskere en medicinsk skole i Alexandria, hvor græske læger byggede videre på egypternes omfattende erfaringer.

Her tilegnede nogle af datidens berømteste læger sig viden ved bl.a. at dissekere levende, dødsdømte forbrydere og undersøge deres indre organers og blodårers placering og funktion.

Omtrent 350 år senere blev Egypten erobret af romerne, som overtog både den alexandrinske skole og arven efter de egyptiske læger. Skolens berømteste elev var den romerske læge Galen, hvis lære blev grundlaget for al europæisk medicin helt frem til 1500-tallet.