Nu skal vi vaccineres mod angst

Derfor kigger forskerne nu ind i hjernen på patienter med angst for at finde årsagen til deres lidelser.

Med hjerneskannere har de afsløret de hjerneregioner, der skruer op og ned for angsten, og identificeret genetiske forandringer, der udløses af traumatiske begivenheder.

Med den nye viden har forskerne udviklet behandlinger, der retter op på hjernens genfejl og i sidste ende vaccinerer os helt mod at udvikle angst.

Sociale medier skaber større angst

En del af grunden til den voksende angst er sandsynligvis, at åbenheden omkring psykiske lidelser er blevet større, så flere angstramte i dag henvender sig til lægen og får en diagnose.

Den effekt forstærkes af, at de lægelige definitioner på angst også har ændret sig gennem årene. Social angst blev således ikke accepteret som en egentlig sygdom før op i 1990’erne, men blev i stedet betragtet som et personlighedstræk.

De fleste forskere er imidlertid enige om, at angst vitterlig rammer en stadig større del af befolkningen.

Som en af de mest sandsynlige forklaringer peger mange forskere på, at de sociale medier skaber et pres for at leve op til egne og andres forventninger.

En anden mulig forklaring er, at folk generelt sover mindre i dag end tidligere, og at søvnmanglen påvirker hjernen i en uheldig retning.

Mens årsagerne til den voksende angst er omdiskuteret, er en anden tendens til gengæld klar: Kvinder rammes næsten dobbelt så hyppigt som mænd.

Det skyldes til dels, at de mandlige og kvindelige kønshormoner påvirker kommunikationen mellem nervecellerne i de dele af hjernen, der er involveret i angstreaktioner, på hver sin måde.

Testosteron gør således, at der skal mere til, før mænd begynder at føle angst, hvorimod kvindernes østrogen og progesteron gør det sværere for dem at vænne sig til en tilbagevendende angstprovokerende situation, selvom den viser sig at være helt ufarlig.

Fra naturens hånd har alle mennesker en instinktiv angst for pludselige lyde eller genstande, som nærmer sig med høj fart.

Andre former for angst kommer til os på bestemte tidspunkter i livet, hvor de bliver relevante.

Babyer er angste for fremmede og for at være alene, i ungdomsårene sætter frigørelsen fra forældrene derimod gang i en angst for at blive udelukket fra vennekredsen, og senere i livet er hverdagsting som helbred, økonomi og fysisk sikkerhed blandt de mest typiske årsager til angst.

Det er altså helt normalt og som regel også nyttigt, at vi indimellem bekymrer os og fx bliver angste ved at læse om et terrorangreb.

Men hvis bekymringerne bider sig fast, og du dag efter dag gruer ved tanken om at blive offer for terrorisme, er du sandsynligvis blevet ramt af det, som lægerne kalder generaliseret angst.

Lys tænder og slukker for angst

Helt central for hjernens bearbejdning af alle former for angst er den lille, mandelformede region, amygdala, der ligger dybt inde i tindingelapperne.

Amygdala behandler følelsesmæssige reaktioner på sanseindtryk og signaler fra de indre organer og udløser den såkaldte kæmp eller flygt-respons, der sætter kroppen i alarmberedskab.

Undersøgelser har vist, at når mennesker udsættes for angstprovokerende stimuli, stiger aktiviteten i amygdala, men hos patienter med angst er aktiviteten højere end hos raske.

Omvendt reagerer mennesker og dyr, der har skader på amygdala, ikke naturligt på farer, men udviser fx nysgerrighed over for slanger i stedet for at undgå dem.

En af de første forskere, der kunne levere et håndfast bevis på amygdalas afgørende rolle for angst, var neurologen Kay Tye fra Stanford University i Californien.

Hun benyttede i 2011 en avanceret teknik kaldet optogenetik, hvor hun brugte gensplejsning til at indsætte to forskellige gener i neuronerne – nervecellerne – i den nederste del af amygdala på mus.

Generne kodede for to forskellige lysfølsomme proteiner.

Via et tyndt lyslederfiber, som Tye opererede ind i de gensplejsede musehjerner, kunne hun belyse dyrenes amygdala og på den måde kontrollere aktiviteten af nervesignalerne. Blåt lys tændte for signalerne, mens gult lys slukkede for dem.

Forsøgene viste, at når amygdala blev aktiveret, reagerede musene med typiske tegn på angst og søgte væk fra åbne områder i buret.

Derimod forduftede al angst nærmest øjeblikkeligt, når det gule lys slukkede for amygdala. Det fik musene til atter at vove sig ud i det fri.

Slanger udløser instinktiv angst

Kay Tyes avancerede metode til at justere aktiviteten i amygdala og dermed regulere følelsen af angst minder i princippet om, hvad der sker i hjernen under normale omstændigheder.

Her er det farvede lys blot skiftet ud med nervebaner fra andre områder i hjernen, der sørger for at skrue op eller ned for aktiviteten i amygdala.

Disse hjerneregioner er en del af pandelapperne, som rummer hjernens kognitive funktioner, dvs. evnen til at tænke, analysere og planlægge.

Groft sagt står amygdala for den umiddelbare og helt ufiltrerede følelse af angst, mens de kognitive dele af hjernen forsøger at justere angsten, så den passer til situationen og vores tidligere erfaringer.

Synet af en slange vil fx udløse en nærmest instinktiv følelse af angst, men når du opdager, at slangen bugter sig i en dansk mose og er sort med to gule pletter i nakken, ved du måske, at der er tale om en helt ufarlig snog.

Den viden får området vmPFC i den forreste, nedre del af pandelapperne til at sende dæmpende signaler til amygdala, så angsten bliver reduceret. Stik modsat fungerer området ACC, der stimulerer aktiviteten af amygdala, så følelsen af angst bliver forstærket.

Hvis du fx har forstand på slanger og ved, at en indlandstaipan er verdens giftigste slange, vil synet af netop denne slange få ACC til at sende stimulerende signaler til amygdala, så den oprindelige instinktive angst bliver stærkere.

Følelsen af angst er altså kontrolleret af et netværk af nervesignaler mellem amygdala, vmPFC og ACC, og derfor kan sygelig angst opstå på flere forskellige måder som følge af fejl i hvert af disse områder.

Den italienske psykiater Paolo Brambilla, University of Milan, gennemgik i 2019 en lang række videnskabelige undersøgelser, hvor andre forskere havde anvendt forskellige skanningsteknikker, til at sammenligne hjernerne hos personer med generaliseret angst og hos raske mennesker.

En fælles iagttagelse blandt mange af de 89 undersøgelser var, at både størrelsen og aktiviteten af de to angstfremmende hjerneregioner, amygdala og ACC, var større hos patienter med angst, hvorimod det angstdæmpende område vmPFC var mindre og knap så aktivt.

Skræmte aber blev vaccineret

Hjernens strukturelle opbygning og aktiviteten af de enkelte hjerneregioner er altså vigtige parametre for, hvor udsatte vi er for at blive ramt af angst.

Det udnyttede biopsykologen Andrew Fox fra University of California, Davis i et eksperiment fra 2019, hvor han i princippet vaccinerede aber, så de ikke kunne blive ramt af angst.

Andrew Fox startede med at udsætte 46 unge rhesusaber for en typisk angstprovokerende situation, hvor et menneske går ind i deres bur uden at have øjenkontakt med dyrene.

Hvert enkelt individs angstrespons blev vurderet, og forskeren brugte derefter en række molekylærbiologiske metoder til at identificere de gener, hvis aktivitet i amygdala kunne kobles til abernes reaktion.

Et af disse gener var NTF3, der koder for et signalmolekyle. Jo mere aktivt genet var i en abes amygdala, desto større tendens havde aben til at bevare roen i den skræmmende situation.

Andrew Fox satte nu genet ind i en harmløs virus og sprøjtede den ind i amygdala på fem ud af ti aber, som i den første test havde vist en ensartet moderat angstreaktion.

Proceduren svarer til den, man benytter i eksperimentelle dna- eller rna-vacciner mod eksempelvis covid-19.

I dette tilfælde var teorien bag forsøget, at virussen ville inficere nervecellerne i amygdala og få dem til at producere store mængder af signalmolekylet ligesom hos de aber, der i den første test havde været mindre angste.

Da de fem vaccinerede aber fik besøg af et menneske, der undgik at se dem i øjnene, var de tydeligt mindre angst end de fem andre aber, der ikke var blevet vaccineret.

Endnu ved Andrew Fox og hans kolleger ikke, præcis hvordan NTF3-genet holder angsten væk, men de formoder, at signalmolekylet stimulerer dannelsen af et netværk af nerveceller, der dæmper aktiviteten i amygdala.

Det vil forskerne nu undersøge nærmere, og de forventer, at metoden kan blive begyndelsen på en helt ny måde at behandle og forebygge angst på hos mennesker.

“NTF3 er det første molekyle, hvor vi har kunnet demonstrere en årsagssammenhæng med angst hos aber. Der kan være hundreder eller endda tusinder af dem,” siger Andrew Fox.

Misbrug ændrer børns hjerner

En af de angstformer, der har været genstand for intens forskning, er PTSD, hvor en person igen og igen genoplever rædslerne fra en traumatisk begivenhed.

I langt de fleste tilfælde kan læger og psykologer udpege en helt konkret episode, hvor den invaliderende lidelse opstod.

De typiske ofre for PTSD er soldater, der har oplevet voldsomme krigsscener, og børn, der har været udsat for overgreb.

I en oversigtsartikel fra 2020 beskriver børnepsykiater Charlotte Cecil fra Erasmus Medical Centre i Rotterdam, hvordan seksuelle overgreb på børn kan ændre deres gener, så hjernen for bestandig begynder at opføre sig anderledes.

Særlig veldokumenteret er ændringerne i de to gener NR3C1 og SLC6A4, der begge er involveret i, hvordan nerveceller i blandt andet amygdala kommunikerer med hinanden ved hjælp af signalstoffet serotonin.

De seksuelle overgreb sætter gang i en biokemisk proces i nervecellerne, der hæfter nogle molekyler, såkaldte metylgrupper, på de to gener.

Processen, der kaldes metylering, ændrer ikke på genernes funktion, men gør dem mindre aktive end normalt, og den ændring er permanent.

Det betyder sandsynligvis, at serotonin ikke længere kan opretholde kommunikationen mellem nervecellerne i amygdala, og det kan være årsagen til, at op mod hvert tredje barn, som har været offer for misbrug, udvikler PTSD.

Nye lykkepiller retter genfejl

Teorien bestyrkes af, at de fleste former for angst netop er kendetegnet ved dårligt fungerende serotoninsignalering i blandt andet amygdala.

De mest anvendte lægemidler mod angst er de såkaldte SSRI’er eller lykkepiller, og disse medikamenter virker netop ved at genoprette nervecellernes evne til at kommunikere med hinanden ved hjælp af serotonin.

Men måske kan misbrugte børn med PTSD snart få en behandling, der helt fjerner det grundlæggende biologiske ar i deres krop, som forårsager lidelsens symptomer.

I 2017 viste kinesiske forskere fra Xi’an Jiaotong University, at de kunne fjerne de såkaldte metylgrupper fra gener i hjernen og dermed genoprette genernes normale funktion.

Forskerne benyttede stoffet 5-Aza-dc, der er kendt for at bygge sig ind i genernes dna og forhindre, at der bliver påhæftet metylgrupper.

Resultaterne af forsøget tyder på, at stoffet fjernede de metylgrupper på NTF3-genet, der var årsag til, at musene havde udviklet angst som følge af alkoholisme.

Forskerne drømmer om, at indsprøjtninger med stoffet også kan fjerne metylgrupperne fra de to påvirkede gener hos misbrugte børn.

I så fald kan det måske blive fremtidens behandling, der én gang for alle kurerer børnene for deres PTSD.

Hvorfor flere og flere rammes af angst, ved forskerne stadig ikke, men til gengæld kender de nu hjernens angstmekanismer så godt, at de kan behandle lidelsen effektivt.

Og om få år vil genmodificerende stoffer og vacciner måske endelig overbevise hjernen om, at der ikke er helt så meget at bekymre sig om i en tryggere verden.