Shutterstock
Spray vaccine og virus

Ny spray vaccinerer mod kræft og corona

Forskere har skabt en spray-vaccine, der skyder genvej ind i lungerne. Her forebygger og bekæmper den både virus og kræftsvulster - helt uden nåle.

I fremtiden kan en smertefri næsespray beskytte dig mod stribevis af alvorlige sygdomme.

Det viser ny forskning fra Massachusetts Institute of Technology (MIT).

Et helt almindeligt protein giver vaccinen et lift til lungernes slimhinder, hvor den beskytter bedre mod luftvejsinfektioner - og måske kræft - end sprøjter gør.

Efter gode resultater på forsøgsmus står de amerikanske forskere på tærsklen til et gennembrud for spray-vacciner. Næste skridt er test på mennesker.

Ufarligt protein leverer pansret

Sygdomme som lungekræft og virusinfektioner angriber normalt lungerne og luftvejene. Derfor mener eksperter, at en vaccine, der virker direkte på lungernes slimhinder, vil beskytte bedre mod fx corona-virus end indsprøjtninger i blodet.

Ung kvinde bruger næse-vaccine

I fremtiden kan vaccinen mod virusinfektioner som corona være en næsespray.

© Shutterstock

Men indtil nu har spray-vaccinerne haft problemer, fordi de:

  1. indeholder levende vira og udgør en større risiko end laboratorie-vacciner, eller
  2. er dårlige til at trænge ind i slimhindernes celler.

De ulemper har forskerne fra MIT undgået med deres nye spray.

Den er fremstillet i et laboratorie og er en såkaldt peptid-vaccine. Og ved at tilføje fedtsyrer kan vaccinens aktive stof koble sig på proteinet albumin, der allerede fragter fedtstoffer rundt i blodet.

Denne teknik udviklede forskerne allerede i 2014 til indsprøjtningsvacciner. Men nu har de skræddersyet vaccinen, så den særlige spray finder vej gennem lungevævet, hvor albumin let passerer ind og ud, bl.a. for at styre trykket i lungerne.

Vaccinen angriber svulster i mus

Forskerne har indtil videre kun testet vaccinen på mus, men resultaterne er opløftende.

Vaccinia – Viruspartikel der bruges i koppervaccine

Vaccinen i forskernes forsøg skulle beskytte mod vaccinia-virus, der bl.a. tidligere er blevet brugt i de menneskelige koppevacciner.

© CDC/Cynthia Goldsmith

Musene var fuldt beskyttet mod virusinfektionen et par måneder efter at have inhaleret vaccinen, mens en kontrolgruppe, der fik samme vaccine i en sprøjte, ikke var immune.

Forskerne konkluderede, at spray-vaccinen skabte en stærk lokal reaktion, der plastrede lungerne til med 25 gange så mange af en særlig type immunceller. De specielle T-celler slog hurtigt og effektivt enhver trussel ned - også når nye opstod.

En anden type inhaleringsvaccine gik endda til angreb på aggressive celler af modermærkekræft, der blev placeret i forsøgsmusenes lunger. Den krympede også svulster, der allerede fandtes i lungerne.

Ifølge forskerne kan den forstærkede effekt også overføres til vacciner mod influenza og virussen SARS-CoV-2, der giver COVID-19.

Forskernes næste skridt er at afprøve en indåndingsvaccine på mennesker.