Arvæv dækkede hans øjne, låste hans nakke og fastfrøs hans tilbageværende fingerstumper.
Men under en 23 timer lang operation i august 2020 modtog den 22-årige Joe DiMeo fra New Jersey, USA, et nyt ansigt og hænder fra en døende donor.
To år forinden blev DiMeo vansiret i ansigtet og store dele af kroppen, efter han faldt i søvn bag rattet, bilen forulykkede og brød i brand.

Før og efter ulykken: Joe DiMeo lå i koma i godt to en halv måned efter biluheldet.
Transplantationen markerer første gang i verdenshistorien kirurger har overført både hænder og ansigt fra én patient til en anden, med alt hvad dertil hører af knogler, muskler, nervebaner og blodkar.
Se ansigt og hænder skifte ejer trin for trin
Seks hold kirurger opererede sideløbende
Udsigterne for Joe DiMeo var dystre.
80 procent af hans krop var dækket af tredjegradsforbrændinger, hans fingerspidser var blevet amputeret og trods 20 genoprettende indgreb havde han hverken læber eller øjenlåg.
Han var konstant afhængig af hjælp.
Men chancerne for at finde et brugbart donormatch var kraftigt nedsat, fordi tidligere bloddonationer og hudtransplantater havde udviklet antistoffer, der gjorde DiMeos immunforsvar ekstra følsomt overfor fremmedlegemer.
Kirurger i Boston og Paris har tidligere forsøgt ansigts- og håndtransplantationer. I det ene tilfælde blev hænderne amputeret igen efter 48 timer, mens den franske patient døde af en betændelsestilstand efter 28 dage.
NYU Langone Medical Center i New York har tidligere gennemført tre succesfulde ansigtstransplantationer. Her fandt kirurgerne gennem en national database en donor, der tilmed matchede DiMeos knoglestruktur og hudfarve.
Indgrebet foregik på to operationsstuer, hvor seks hold kirurger sideløbende fjernede de fire hænder og skar ansigtet af både donor og modtager.
3D-visualiseringer og 3D-printede skæreskabeloner blev brugt til at lægge perfekte snit gennem 21 sener, tre hovednerver, seks større blodklar og to knogler i begge hænder og til at fjerne hud og knogler hos både donor og DiMeo.

Til venstre ses donorens knoglestruktur (gullig). De gråhvide strukturer er 3D-printede skabeloner. De blå knogledele blev skåret ud. I midten ses Joe DiMeos kranie og underarme med 3D-skabeloner over de dele, der skulle amputeres. Til højre ses DiMeos kranie med donorens knogler transplanteret.
Knoglestrukturen fra donorens næseryg og små plader blev skruet på DiMeos kranie for at få det nye ansigt til at passe bedre, før nerver og blodbaner blev forbundet og huden syet fast.

Før og efter transplantationen. DiMeo gennemgår efterhånden som hævelserne fortager sig yderligere plastikoperationer for at tilpasse det nye ansigt.
Transplantationer bliver sikrere og hurtigere
Efter intensiv genoptræning med lette håndvægte kan DiMeo spise selv, klæde sig selv på, kaste en bold til sin hund og øve sit golfsving.
Se fremskridtet: DiMeo smiler og løfter vægte
Operationen varede kortere tid end NYU Langone Medical Centers seneste transplantation, hvor kun ansigtet blev overført. Bedriften indikerer, at de mest avancerede transplantationer bliver hurtigere, hvilket minimerer perioden, hvor det donerede væv er uden blodforsyning og risikerer vævsdød.
Hidtil har DiMeo ikke vist tegn på at afstøde hverken hænder eller ansigt, men læger følger stadig hans udvikling tæt, mens han fem timer dagligt træner finmotorik og muskler i de nye hænder.
Der er stor forskel på, hvor stor funktionalitet patienter genvinder i transplanterede lemmer. Én patient kunne samle en tennisbold op syv dage efter operationen og binde snørebånd efter tre måneder.
Ifølge DiMeo selv forløber udviklingen hurtigere end tidsplanen. På sigt håber den 22-årige amerikaner, at han kan vende tilbage til arbejdslivet og gå 18 huller på golfbanen.