Åndedrætsøvelser kan ifølge britiske forskere føre til bedre strålebehandling mod kræft.
Årsagen er den simple, at jo bedre patienten er til at ligge stille, desto mere præcis bliver behandlingen.
Stråleterapi foregår typisk ved, at patienten ligger i en accelerator, som fokuserer strålingen meget præcist mod kræftsvulsten inde i kroppen.
Sikrer præcis strålebehandling
Ved at lade strålekanonen sigte mod svulsten fra flere vinkler sikrer lægerne, at kræftcellerne får den maksimale stråledosis, mens de omgivende sunde celler får så lidt som muligt.
Det kan kun lade sig gøre, når patienten ligger stille. Især hvis svulsten sidder i bryst- eller maveregionen, er det derfor en stor fordel, hvis patienten holder vejret i lange perioder under behandlingen.
Et forskerhold fra University of Birmingham i England undersøgte, hvor hurtigt vi kan trænes op til at holde vejret længe ad gangen.
30 frivillige mænd og kvinder gennemførte en række åndedrætsøvelser og fik derefter iltrig luft i et par minutter.
Endelig blev de bedt om at hyperventilere, så de fik sendt så meget kuldioxid ud af blodet som muligt.
Forsøgspersoner holdte vejret i seks minutter
Efter bare en dags træning kunne deltagerne holde vejret i omkring seks minutter, og efter flere dages træning kunne de gøre det flere gange med korte pauser imellem.
Resultaterne viste, at det er muligt at træne sig op til at holde vejret i sammenlagt 41 minutter i løbet af en time.
Forskerne mener, at det vil kunne forbedre strålebehandlingen så meget, at det er værd at afprøve metoden i kliniske forsøg.