Op mod 400 mio. mennesker lider af sukkersyge, og eksperter frygter, at tallet stiger til 600 mio. i 2035. I dag behandles patienterne fortrinsvis med insulin, men der findes ikke en egentlig kur.
Nu tyder resultater fra University of Washington i USA på, at løsningen skal findes i terapi med stamceller.
Sukkersyge smadrer kroppens insulinfabrik
Ved sukkersyge mister kroppen sin evne til at regulere indholdet af sukker i blodet og omsætte det til energi.
De to opgaver løses normalt af såkaldte betaceller, som sidder i bugspytkirtlen. Betacellerne måler løbende blodsukkeret, og når det bliver for højt, frigiver de hormonet insulin, som hjælper muskelceller med at optage sukkeret.
Hos sukkersygepatienter er funktionen af betacellerne nedsat, enten fordi betacellerne dør, eller fordi muskelcellerne bliver mindre modtagelige over for insulin.