Shutterstock
Vaccine trækkes ud af en ampul i en kanyle

3 coronavacciner på vej: Her er de bedste og værste scenarier

Medicinalproducenten Pfizer og BioNTech har fremlagt data fra deres coronavaccine-tests. De overraskende gode resultater fører coronapandemien ind i en ny fase – her er, hvad du kan forvente.

90 procent har gavn af coronavirusvaccinen.

Den overraskende udmelding leverede den amerikanske medicinalvirksomhed Pfizer og det tyske bioteknologiselskab BioNTech i går i en pressemeddelelse på baggrund af den første eksterne analyse af deres forsøg med vaccinen i stor skala.

Dermed overgår vaccinernes effektivitet forventningerne. Til sammenligning gavner en almindelig influenzavaccine ca. 70 procent af 20-årige og kun 30 procent over 70.

Indenfor de næste måneder forventer yderligere to coronavaccineproducenter – AstraZeneca og Moderna – at offentliggøre resultaterne for deres afsluttende og afgørende fase 3-forsøg.

Dermed har vi fået den første spæde indikator på, at lægevidenskaben har gjort det umulige og udviklet en vaccine på rekordtid. Men der et stadig et pænt stykke vej i mål.

  1. Først skal al data fra fase-3-forsøgene fremlægges.
  2. Verdens lægemiddelstyrelser skal analysere data og hastegodkende vaccinerne.
  3. Vaccinerne skal produceres og distribueres.
  4. Eventuelle bivirkninger og beskyttelsens varighed skal følges nøje.
  5. Coronavirussens retræte eller mutationer skal fortsat monitoreres.

Her er de tre vigtigste vaccine-parametre, du skal holde øje med, når producenterne udruller deres resultater i den kommende tid:

BIVIRKNINGER

Hvor slemme bivirkninger giver coronavaccinerne?

Et barn ligger i sengen med feber og får taget sin temperatur for COVID-19

Bivirkningerne fra enhver vaccine er forventelige og vejes altid op imod risiciene ved sygdommen.

Intet er mere i fokus når vacciner testes, end sikkerhed. Når fase 3-forsøgene er færdige, skal de enkelte landes sundhedsmyndigheder vurdere resultaterne. De vurderer bl.a. på, hvor mange af de tusinder af forsøgspersoner, der har oplevet bivirkninger.

Der vil være bivirkninger. Efter fase 1 og 2 meldte medicinalvirksomheden AstraZeneca fx om bivirkninger kort efter vaccination hos 60 procent af forsøgspersonerne – særligt ved højere doser:

  • Hovedpine
  • Smerter
  • Feber
  • Kuldegysninger
  • Muskelømhed
  • Utilpashed

Så længe bivirkningerne er milde og aftager efter indsprøjtningerne, bliver vaccinerne formentlig stadig godkendt.

Mere alvorlige bivirkninger, der viser sig på længere sigt, er svære at opdage, men generelt er vacciner i dag sikre. Ifølge et estimat får ca. 1 ud af 100.000 fx en slem allergisk reaktion fra gængse vacciner.

AstraZenecas vaccine blev en kort overgang sat i bero, da en forsøgsperson blev indlagt med betændelse i rygmarven. Hændelsen kan være urelateret, men hvis flere tilfælde viser sig, får vaccinen svært ved at blive godkendt.

# I VÆRSTE FALD: Tvivl om alvorligere bivirkninger medfører, at vaccinerne ikke bliver godkendt.

# I BEDSTE FALD: Milde bivirkninger rammer få – højest 50 procent.

BESKYTTELSESGRAD

Hvor godt beskytter coronavaccinen den enkelte?

Coronavirussens spikeprotein binder sig til ACE2-receptoren

På trods af en vaccination, vil coronavirus stadig kunne inficere personer, som her, hvor spikeproteinet på overfladen af coronavirussen (tv.) binder sig til den såkaldte ACED2-receptor på en menneskecelle (th.).

© NEXU Science Communication

Med de første coronavacciner vil virussen SARS-CoV-2 formodentlig stadig kunne inficere og smitte. Vaccinen slår først og fremmest sygdommen COVID-19 ned vha. immunsystemet.

Forskernes forsigtige håb er, at symptomerne bliver minimeret hos alle vaccinerede, og at stort set alle vaccinerede kan undgå indlæggelser.

I Modernas forsøg fjernede vaccinen inden for to dage sygdommen fra luftveje og lunger, efter 24 rhesusaber var blevet inficeret. Det vil i sig selv være et kæmpe gennembrud, men de første resultater fra medicinalproducenten Pfizer kan tyde på en endnu stærkere effekt.

Pfizers vaccine dannede 1,8-2,8 gange flere antistoffer mod virussen end tidligere smittede personer. Meget tyder på, at antistofferne kan neutralisere viruspartikler.

Dog er en vaccine, der fuldstændig stopper spredningen af coronavirus, usandsynlig. Og hvor længe vaccinerne kan opretholde beskyttelsen hos den enkelte er stadig et stort, ubesvaret spørgsmål.

# I VÆRSTE FALD: Vaccinerne sikrer kun immunitet i få måneder.

# I BEDSTE FALD: Immuniteten holder i fem år.

SAMFUNDSEFFEKT

Hvor mange gavner vaccinen overordnet set?

Det samlede antal af mennesker, der får gavn af vaccinen, har stor betydning for, hvor længe vi skal holde afstand og gå med mundbind.

© Shutterstock

Forskellige kroppe reagerer forskelligt på en vaccine. En influenzavaccine kan fx sagtens beskytte nogle, mens andre alligevel bliver ramt.

Den mest effektive vaccine – den mod mæslinger – beskytter 97 procent.

Ifølge lederen af det amerikanske institut for infektionssygdomme, Anthony Fauci, er en coronavaccine, der virker på 50 procent af befolkningen, en succes. Men han håber på omkring 75 procent.

Hvor tærsklen ligger for at opnå flokimmunitet er omdiskuteret og varierer sandsynligvis med forskellige landes befolkningstæthed – nogle forskere siger 70 procent, nogle siger 50-67 procent og andre siger 43 procent – og helt ned til 10-20 procent.

Hvis Pfizers vaccine som fremlagt beskytter 90 procent af de, der får indsprøjtningen, vil en stor del af et lands befolkning ret hurtigt bliver helt eller delvist immune over for COVID-19 og sygdommens bevægelsesmuligheder kraftigt begrænset.

Dermed er det sidste store spørgsmål, hvor langvarig effekten er af vaccinerne – og dermed om COVID-19 kan leve videre i klynger, mens vaccineeffekten aftager i befolkningen. Når det står klart, ved vi om SARS-CoV-2 snart er et overstået kapitel eller om vi i måneder og år skal frygte spredte udbrud.

Afhængig af udfaldet bliver vaccinerne justeret i det, forskerne kalder fase 4.

# I VÆRSTE FALD: Vaccinen beskytter maksimalt 50 procent, og pandemien trækker i langdrag.

# I BEDSTE FALD: Vaccinen beskytter over 70 procent mod COVID-19, og samfundet opbygger relativt hurtigt flokimmunitet.