Shutterstock

3 våben ruster os mod coronavirussens anden bølge

Lige nu forbereder verden sig på coronapandemiens potentielle genkomst. Heldigvis har videnskaben rustet os bedre til runde to.

Coronatruslen er langt fra udryddet og med det forestående efterårsvejr rykker befolkningen på den nordlige halvkugle typisk tættere sammen inden døre. Dermed skaber årstiden optimale forhold for coronavirussens genkomst – den såkaldte anden bølge.

Men SARS-CoV-2-pandemien gør uge for uge forskerne klogere på virussen og dens følgesygdom, COVID-19, og videnskaben har over de seneste måneder opbygget et arsenal af viden, der ruster verden langt bedre til coronavirussens anden bølge.

Her er de tre vigtigste våben:

1. Behandling – Lægemidler forbedrer overlevelseschancer

Lægemidlet Remdesivir bliver hyppigt brugt til at behandle COVID-19.

© Shutterstock

Flere vacciner mod COVID-19 er godt på vej. University of Oxford tester fx en vaccine, der effektivt og sikkert har blokeret indtrængende coronavirus i 1077 testede patienter.

Indtil vaccinerne er klar, er lægernes bedste kort på hånden imidlertid at behandle sygdommen.

Fx kan lægemidlet remdesivir forkorte indlæggelsestiden hos COVID-19-patienter ved at blokere et molekyle, der får virus til at danne nye kopier af sig selv.

For nylig udpegede en undersøgelse hele 21 godkendte lægemidler, der kan bremse viruskopiering og supplere remdesivir.

2. Smitteopsporing – Mutationer røber smittekæder

Med tests og genetisk kortlægning kan smittespredning bedre opspores.

© Shutterstock

Tidligere blev coronavirussens mutationer anset som en potentiel, fremtidig trussel.

Men faktisk er de små ændringer i viruspartiklernes genetiske kode en stor fordel, når epidemiloger skal finde og kappe smittekæder.

Ved hjælp af nye gensekvenseringsværktøjer kan de aflæse hele virussens kode og se hvilke patienter, der bærer de samme varianter af virussen.

I Danmark bliver samtlige COVID-19-tilfælde fx genetisk kortlagt, så epidemiloger kan se fx landespecifikke mutationer, så nye smittekilder hurtigt kan bremses.

3. Beskyttelse – Mundbind er en redningsplanke

Forskning tyder på, at mundbind effektivt reducerer smitte.

© Shutterstock

En spansk undersøgelse har sået alvorlig tvivl om flokimmunitet som en farbar vej ud af coronavirussens kløer.

Opgørelsen viste, at kun ca. fem procent af befolkningen havde antistoffer mod virussen i blodet – på trods af, at Spanien har været et af Europas hårdest ramte lande med over 280.000 smittede.

Resultatet understreger vigtigheden af offentlige sundhedstiltag, som fysisk afstandstagen, god hygiejne og forsamlingsbegrænsninger.

Tilmed har undersøgelse efter undersøgelse sat streg under, at ansigtsmasker filtrerer op til 95 procent af små potentielle viruspartikler fra, før de når luftvejene, og uanset kvaliteten skærmer omverdenen fra bærerens host og nys.

En ny undersøgelse fra et hospital i Massachusetts viste fx, at antallet af smittetilfælde faldt, da hospitalet overgik til maskepåbud, mens antallet af tilfælde steg i staten.

Mundbind tyder dermed på, at være et særdeles vigtigt våben i kampen mod SARS-CoV-2 – om vi kan lide maskerne eller ej.