Hiv har hærget i 100 år
En relativt mild abe-virus kaldet "siv" muterede og udviklede sig til "hiv" omkring år 1910. Læs hele hiv's historie her.
Flere end 35 millioner mennesker lever i dag med hiv-virusset i kroppen. Selv om sygdommen først kom i offentlighedens søgelys i 1980'erne, udviklede hiv sig et sted i Afrika for over 100 år siden.
? 1910: Fra siv til hiv
Et virus fra aber kaldet "simian immunodeficiency virus", siv, muterer og udvikler sig til hiv et sted i Afrika.
? 1959: Det første tilfælde
Det tidligst dokumenterede tilfælde af hiv rammer en mand i Congo, Afrika. Ingen ved på det tidpunkt, hvad manden fejler, og først i 1998 er forskere i stand til at sætte hiv-prædikatet på lidelsen via en gammel blodprøve.
? 1981: Infektioner blandt bøsser
Amerikanske forskere rapporterer om fem ellers sunde og raske homoseksuelle mænd i Los Angeles-området, der pludseligt udvikler en sjælden lungeinfektion. Det tyder på, at deres immunforsvar er sat ud af spillet. Ved årets udgang er mere end 270 smittet, hvoraf over 100 er døde.
? 1982: Aids ser dagens lys
Tilfældene bliver ved med at strømme ind. I september bruges udtrykket "acquired immune deficiency syndrome", eller aids, for første gang til at beskrive sygdommen.
? 1983: Aids kobles med sex
Kvinder med mandlige seksualpartnere, som er smittet med aids, bliver ofte syge. To uafhængige forskergrupper skriver i tidsskriftet Science, at aids skyldes en såkaldt retrovirus. En rapport slår også for første gang fast, at aids kan overføres seksuelt eller via blod.
? 1986: Hiv får sit navn
Virussen tildeles navnet "human immunodeficiency virus" – på dansk "human immundefekt virus" eller hiv.
? 1991: Hiv blandt de kendte
Den røde sløjfe introduceres og bliver hurtigt det internationale symbol på aids. Basketballspilleren Erwin ’Magic’ Johnson afslører, at han har hiv. Queen-forsangeren Freddie Mercury dør af aids-relaterede årsager.
1994: USA hårdt ramt af hiv
Aids bliver den hyppigste dødsårsag for amerikanere mellem 25 og 44 år.
1995: Hiv-medicin på markedet
Den første medicin mod hiv godkendes. Det er startskuddet på udvikling af en række såkaldte antiretrovirale typer medicin mod hiv-virusset. Samme år runder antallet af aids-syge I USA en halv million.
1999: Millioner lever med hiv
Ifølge WHO er aids den fjerdestørste dræber på verdensplan og den største I Afrika. 33 millioner mennesker på verdensplan lever med hiv, og virusset har samlet set kostet 14 million mennesker livet.
2009: Færre nye hiv-smittede
Gode nyheder – 17 procent færre nye hiv-smittede er blevet registreret over det sidste årti på verdensplan. Antallet af nye smittede i det østlige Asien er dog steget med 25 procent.
2012: Afrika mangler medicin
6,2 millioner mennesker i Afrika syd for Sahara modtager antiretroviral medicin mod hiv – det svarer til omkring 56 procent af dem, der skønnes at have behov for behandling.
Hvordan smitter hiv?
Hiv er en seksuelt overført virus, som i dag kan behandles med såkaldt antiretroviral medicin. Virus vil dog altid ligge i dvale i kroppen og bryde frem, hvis patienten bliver immun eller holder op med at tage hiv-medicin.
Hiv-vaccine er på tegnebrættet
Flere forskerhold arbejder intenst på at afsløre hiv-virussets svagheder og derved finde en vaccine mod hiv.
En af løsningerne er at sende levende svækket virus ind i kroppen, en anden er at forhindre hiv i at inficere immuncellerne. Det kan gøres ved at klistre såkaldte antistoffer på virussets overflade, så virus ikke længere kan binde sig til immuncellerne.
Læs mere om den spændende forskning i vacciner mod hiv her: