Hvornår bliver hiv til aids?

Hiv er stadig en uhelbredelig sygdom, men det er først, når den bliver til aids, den er dødelig. Hvordan og hvornår bliver en hiv-infektion til en aids-diagnose?

SHUTTERSTOCK

Hiv-virus angriber immunforsvaret i blodet ved at splejse sine gener ind i immunceller.

En hiv-infektion er først reelt livstruende efter flere år, fordi virussen gennemgår en langsom opbygningsfase for i sidste ende at blive til det, der kaldes aids.

En hiv-virus angriber ved at tømme sit genetiske materiale, der består af to identiske rna-molekyler, ind i immunforsvarets såkaldte CD4+-immunceller i blodet.

Rna-molekylerne bliver her omkodet til et dna-molekyle, der indeholder de ni gener, som udgør en hiv-virus. Generne splejses ind i CD4+cellens kromosomer, hvor de bliver en permanent del af dens arvemateriale.

Virussen spreder sig i det skjulte

Lige efter en infektion bliver virusgenerne typisk aktiveret og begynder at danne nye viruspartikler, som trænger ud af immuncellen og dræber mange af dem, og på få uger spreder hiv-virus sig til en stor del af de modtagelige CD4+-celler.

Det svækker patientens immunsystem for en stund, så der opstår influenzalignende symptomer, som de færreste tager notits af.

Derefter går hiv-virussen i en slags dvale, hvor symptomerne letter, mens den støt og roligt spreder sig i det skjulte.

Harmløse sygdomme tager livet af patienten

Dvaletilstanden varer typisk i fem-ti år, hvor hiv-virus støt og roligt opformerer sig i blodet og langsomt nedbryder CD4+-cellerne, indtil centrale dele af immunforsvaret kollapser, og aids siges at være i udbrud.

Helt banale sygdomme og normalt harmløse virus kan nu tage livet af patienten.

Virus lægger sig på lur i årevis

Det tager ca. ti år, fra en hiv-virus breder sig, til en inficeret krop bliver syg af aids. I den mellemliggende periode har virussen nedbrudt celler i blodet.

Medicincocktail bremser hiv-virus

Hiv-infektioner kan stadig ikke helbredes, men siden 1996 har læger kunnet sætte sygdommen i bero med en cocktail af tre eller flere medikamenter, der virker på mindst to forskellige måder, fx ved at stoppe produktionen af både rna-molekyler og proteiner, der er nødvendige for nye viruspartikler.

Kombinationsbehandlingen kan forhindre aids i at gå i udbrud og gør en hiv-infektion til en kronisk sygdom, patienten kan leve med.