Nyt antistof angriber 99 procent af HIV-stammerne
Forskere har udviklet et super-antistof, som angriber HIV-virussen tre forskellige steder. Behandlingen er den hidtil mest effektive, og den er klar til at blive testet på mennesker næste år.

Et nyt super-antistof kan angribe og dræbe 99 procent af HIV-virussens mange mutationer.
Forskere har designet et nyt super-antistof, som kan blive afgørende i kampen mod at udrydde den dødelige HIV-virus.
Udfordringen ved at behandle HIV er virussens evne til at mutere sig. Et menneske med HIV kan have mange variationer af virussen – også kaldet stammer – på samme tid.
HIV ødelægger immunsystemet
Immunsystemet skal bekæmpe de mange forskellige stammer samtidig, hvilket gør det til en uoverkommelig opgave for de hvide blodlegemer. Immunsystemet svigter, og kroppen er herefter ekstremt sårbar over for alle mulige infektioner.
For år tilbage opdagede forskere, at en mindretal af HIV-inficerede udviklede nogle meget effektive antistoffer i kroppen, som kunne dræbe op til 90 procent af alle HIV-stammer på en gang.
Super-antistof dræber 99 procent.
Siden har forskere forsøgt at udvinde disse antistoffer, og nu har et team fra US National Institutes of Health og medicinalvirksomheden Sanofi kombineret tre forskellige af disse antistoffer til et super-antistof. De tre antistoffer binder hver især til forskellige steder på virussen, og tilsammen dræber de 99 procent af alle HIV-stammerne.
Dræber 1 million om året
Resultatet kommer fra forsøg med aber og er publiceret i Science. Forsøg på mennesker forventes at starte allerede til næste år, og det er gode nyheder for de 36,7 millioner mennesker, der i dag er inficerede med HIV eller AIDS. I 2016 døde over en million mennesker af AIDS og relaterede sygdomme.