Hvis du er nedtrykt i længere tid, har du måske en depression. Humørsvingninger er tegn på bipolar lidelse. Og vrangforestillinger kan skyldes skizofreni. Tykke medicinske manualer afgør, hvilke symptomer der udløser hvilke psykiske diagnoser og en dertilhørende behandling.
Men psykiatriens traditionelle diagnoser er under pres fra ny forskning. Frem for at kategorisere psykiske lidelser som hver deres sygdom med hver deres årsag går biologer og hjerneforskere i stigende grad over til at betragte diagnoserne som symptomer, der alle udspringer fra den samme kilde: små, spredte slåfejl i patienternes genetiske kode.
De seneste års forskning har opdaget afvigelser, der går igen i dna-koden hos patienter med en lang række forskellige psykiske sygdomme. De banebrydende opdagelser kan om kort tid have reduceret psykiske diagnoser til fortid og dannet grobund for en komplet gentænkning af psykiatrisk behandling.
Psykiske lidelser rammer hver fjerde
Mistanken om en fælles bagvedliggende årsag bag psykiske sygdomme har længe ulmet blandt psykologer og psykiatere. Undersøgelser har nemlig vist, at børn af en forælder med skizofreni har dobbelt så høj risiko for at udvikle bipolar lidelse.
Omkring hver fjerde bliver i løbet af livet ramt af psykisk sygdom, men opgørelser viser samtidig, at lidelserne klumper sig sammen i individer, så patienter med én diagnose ofte også vil have en anden eller få den sidenhen.
Den generelle tilbøjelighed til at udvikle psykisk sygdom har fået navnet p-faktoren. Navnet stammer fra et koncept i psykologien kaldet generel intelligens eller g-faktoren. Den beskriver, hvordan fx logisk tænkende mennesker ofte også begår sig godt inden for anden mental formåen som sproglig eller rumlig forståelse.
Siden introduktionen i 2013 har teorien om p-faktoren fået vind i sejlene. Det første store gennembrud i brobygningen mellem gener og mental sundhed kom imidlertid allerede i 2009, hvor forskere opdagede en genetisk sammenhæng mellem skizofreni og bipolar lidelse.
Genetiske slåfejl overlapper hinanden
Da International Schizophrenia Consortium i 2009 undersøgte det komplette genetiske arvemateriale, genomet, hos 3000 patienter med skizofreni, var de egentlig på udkig efter ét eller få gener, der kunne være årsag til lidelsen.
I stedet fandt de overalt i dna-koden tusindvis af små slåfejl, der afveg fra normalen – det såkaldte humane referencegenom. Hver fejl havde en lille effekt, men førte tilsammen til skizofreni. Tilmed viste resultatet, at de samme genvarianter kunne findes i patienter med bipolar lidelse.
Teorien om p-faktoren er siden blevet kraftigt styrket – senest i 2018, hvor den store internationale forskergruppe Brainstorm Consortium undersøgte genomet hos 265.218 patienter med 25 hyppige hjernelidelser. Deres resultater viste, at 40 procent af de samme fejl gennemsnitligt gik igen i patienter med en række forskellige psykiske lidelser. For visse sygdomme var sammenfaldet endnu højere, fx knap 80 procent for depression og angst.
Forskningen viste samtidig, at neurologiske sygdomme som alzheimer og parkinson derimod har vidt forskellige genetiske baggrunde.
Chip gennemtrawler genom for fejl
Nøglen til den gryende erkendelse af sammenhængen mellem psykiske sygdomme stammer fra SNP-chips, der i en enkelt dna-prøve kan skanne generne for millioner af afvigelser.
SNP-chips opsporer effektivt små variationer i det komplette arvemateriale og bruges også til at finde en kur mod fx type 2-diabetes.
Dna består af lange strenge bygget op af fire forskellige byggesten kaldet nukleotider. Byggestenene hedder cytosin, guanin, adenin og thymin og repræsenterer hver især et bogstav i dna-koden. Hver enkelt persons kode har punkter, der afviger fra normalen: En person har måske et T, hvor andre har et G.
Variationerne kaldes enkeltnukleotidpolymorfismer eller SNP – udtales snip. Genomet består af seks milliarder nukleotider, og mennesker har i gennemsnit fire-fem millioner SNP’er. De fleste ligger dog i en del af dna’et, hvor de ikke påvirker kroppens biologiske funktioner.
Vores dna består af fire bogstaver – A og T og C og G – der passer sammen parvis. Psykiske sygdomme skyldes små dna-afvigelser kaldet SNP’er, hvor en person har et andet bogstavpar end normalt.
De senere års forskning peger på, at summen af disse SNP’er er afgørende for udviklingen af lidelserne. Jo flere SNP’er, jo højere er p-faktoren og dermed risikoen for psykisk sygdom. En lidelse bliver dog ikke automatisk udløst ved et bestemt antal – det varierer fra person til person.
Chip aflurer tusinder af dna-slåfejl
Psykiske lidelser udspringer af tusinder af små fejl i den kode, der udgør det samlede menneskelige arvemateriale, lyder en banebrydende ny teori. De afgørende beviser leverer såkaldte SNP-chips, der nu kan opsnuse alle genvariationerne i en enkelt dråbe dna-holdig væske.
Dna udtages og tilsættes væske
Dna fra menneskelige celler bliver isoleret, klippet i mindre stykker og tilsat en væske, der indeholder et farvestof. Dna-stumperne består af såkaldte nukleotider, der binder sig til deres modsætninger som velcro.
Dna binder sig til chip
Væsken dryppes på en SNP-chip dækket med kendte sekvenser af kunstige nukleotider kaldet prober, som dna-stumperne i væsken binder sig til.
Binding kræver perfekt match
Alle proberne har små variationer. Hvis blot ét nukleotid i en dna-stump ikke matcher, hæfter dna’et sig ikke fast.
Farvestof afslører dna-fejl
En maskine aflæser takket være det fluorescerende farvestof, hvilke prober dna-stumperne har bundet sig til. Sådan kan forskerne afkode, præcis hvilke dna-varianter væsken indeholder. Moderne SNP-chips kan afkode flere tusind variationer i hver dråbe.
Nye forskningsresultater anslår, at genetik forklarer ca. 30 procent af personers tilbøjelighed til at udvikle psykiske lidelser, mens resten skyldes sociale aspekter, fx misbrug eller barndomstraumer.
Afvigelser forstyrrer hjernens kommunikation
Lige nu jagter hjerneforskerne svar på, hvordan genvarianterne manifesterer sig som psykiske sygdomme, og deres forskning er begyndt at kaste svar af sig.
I 2019 undersøgte læger børn med høj p-faktor og sammenlignede deres hjerneskanninger med andre børn. Et område involveret i planlægning, et center, der behandler visuelt input og standardnetværket, der tager over, når hjernen hviler sig, så væsentligt anderledes ud hos børn med høj risiko for psykisk sygdom.
En anden undersøgelse gennemgik 7000 gener, der er involveret i en lang række af kroppens biologiske processer, og sammenholdt dem med genetiske afvigelser hos folk med de fem hyppigste psykiske sygdomme. Kun 14 gener dukkede op i begge kategorier, og stort set alle disse spiller en rolle for nervecellers funktion – størstedelen i synapserne, der sender signaler mellem hjerneceller.
80 procent af genvarianterne overlapper hos patienter med skizofreni og bipolar lidelse.
Altså peger den seneste forskning på, at p-faktoren overordnet set påvirker kommunikation mellem hjerneceller. Forude venter adskillige timer i laboratoriet for at komme forklaringen nærmere, men de førende forskere på området gætter på, at en høj p-faktor forårsager problemer med at tænke klart og kontrollere følelser og en overrepræsentation af negativitet.
Udviklingen går mod ens behandling
Den genetiske sammenhæng mellem psykiske sygdomme er ikke fuldkommen kortlagt. På trods af store overlap er der også nogle genetiske variationer, der kun viser sig ved visse lidelser og kommer til udtryk som unikke symptomer.
P-faktoren er altså ikke nødvendigvis så ligetil, men opdagelsen af den bagvedliggende årsag til psykiske sygdomme har allerede ledt psykologer og psykiatere til at anbefale en markant anden tilgang til behandling af patienter. Fokus skal flyttes fra diagnosticering til behandling af symptomer, fx gennem samtaleterapi, der har vist positive resultater for et væld af lidelser. Og så skal behandlingen generaliseres frem for at blive individuelt målrettet mod vidt forskellige sygdomme som hidtil.
Allerede nu bruger læger i visse tilfælde den samme medicin på tværs af diagnoser, men baseret på tilfældige erfaringer. Undersøgelser har vist, at medicin mod angst bredt betragtet virker lige så godt som præparater, der er udviklet mod fx panikanfald og OCD. Den nye viden har skudt gang i den første spæde jagt på en enkelt pille, der effektivt kan behandle et væld af psykiske sygdomme.
Første skridt på vejen bliver at knække koden til p-faktorens biologi, så lægerne ved, hvilke bagvedliggende mekanismer de skal målrette medicinen mod. Dermed er vejen banet mod en autokorrektur til genernes slåfejl.
Artiklen blev udgivet første gang i 2020.