Snyd førte alzheimerforskere på vildspor
Manipulerede og vildledende forskningsresultater har i 15 år forsinket udviklingen af medicin mod alzheimer. De falske beviser udpegede ét protein som skurken bag sygdommen. Nu viser det sig, at proteinet snarere er en helt!
Du kender plottet fra utallige kriminalfilm: I efterforskningen af et mord fokuserer politiet alt for tidligt på en enkelt mistænkt og overser alle andre vigtige spor.
Og i deres iver efter at fælde skurken begynder nogle af efterforskerne ovenikøbet at fabrikere falske beviser for at underbygge deres sag mod den mistænkte.
Konsekvensen er ikke bare, at en uskyldig bliver dømt, men også at den rigtige skurk går fri og kan fortsætte sine ugerninger.
Meget tyder på, at mere end et årtis forskning i demenssygdommen alzheimer har fulgt den samme drejebog. Her er konsekvenserne bare meget større.
I stedet nogle få mordofre er millioner af patienter med alzheimer døde, mens forskningen i sygdommen er blevet forsinket af vildledende og forfalsket videnskabelig dokumentation.
Protein bliver udnævnt til skurk
Siden midten af 1980’erne har forskere sat alzheimer i forbindelse med små klumper af proteinet beta-amyloid, som hober sig op i patienternes hjerner.
Denne såkaldte amyloidhypotese fik for alvor vind i sejlene i 2006, da neurologen Sylvain Lesné fra University of Minnesota i USA viste, at unge mus fik alzheimer, hvis han sprøjtede beta-amyloid ind i deres hjerner.
Manipulerede museforsøg trak en verden af forskere i samme retning.
Forskeren præsenterede billeder, som dokumenterede, hvordan proteinet gradvist hobede sig op i musenes hjerner, indtil dyrene mistede hukommelsen og blev demente.
Opdagelsen fik de følgende 15 år forskere over hele verden til at fokusere på beta-amyloid som årsagen til alzheimer.
Efterforskningen blev ensporet
Sammenkædningen mellem alzheimer og proteinet beta-amyloid er næsten 40 år gammel. I 2006 blev mistanken mod proteinet ekstra bestyrket af falske resultater, som i de følgende år var med til at ensrette forskningen.
1907: Dr. Alzheimer opdager sygdommen
Den tyske psykiater Alois Alzheimer offentliggør sine studier af den 51-årige patient Auguste Deter, som gradvist mister hukommelsen og evnen til at passe sit huslige arbejde. Dr. Alzheimer opkalder sygdommen efter sig selv.
1984: Beta-amyloid knyttes til alzheimer
Patologen George Glenner opdager, at hjernen hos patienterne indeholder såkaldt plak, som er aflejringer af proteinet beta-amyloid. Det bliver startskuddet til amyloidhypotesen, som siger, at plak er årsagen til alzheimer.
2006: Falske resultater forstærker mistanken
Hjerneforskeren Sylvain Lesné viser, at unge mus får alzheimer, når han sprøjter beta-amyloid ind i deres hjerner. Det styrker amyloidhypotesen, men flere år senere viser det sig, at billederne, som dokumenterer resultaterne, er falske.
2019: Vaccine sår tvivl om amyloidhypotesen
Hjerneforskeren Delphine Boche udvikler en vaccine, som fjerner plak fra hjernen hos patienter med alzheimer. Men patienterne bliver alligevel mere og mere demente, hvilket skaber tvivl om plakkens rolle i udviklingen af demens.
2022: Beta-amyloid er en misforstået helt
Neurologen Andrea Sturchio viser, at patienter med alzheimer er beskyttet mod at blive demente, hvis de har høje niveauer af frit beta-amyloid i hjernen. Mængden af plak har derimod ingen betydning for patienternes demens.
Amyloidhypotesen var førende helt frem til 2021, hvor neurologen Matthew Schrag fra Vanderbilt University i USA pludselig opdagede, at der var noget galt.
Den videnskabelige artikels billeder af beta-amyloid i musenes hjerner så mistænkeligt manipulerede ud, og i en række efterfølgende artikler havde Sylvain Lesné genbrugt de samme billeder som dokumentation i helt andre forsøg, der allesammen støttede amyloidhypotesen.
Sagen er nu indbragt for de amerikanske sundhedsmyndigheder, og den undersøges også af de tidsskrifter, som har bragt Lesnés videnskabelige artikler. Allerede nu advarer tidsskriftet Nature, som publicerede artiklen i 2006, andre forskere mod at bruge dens resultater.
Matthew Schrags afsløringer sætter spørgsmålstegn ved, om ophobning af beta-amyloid i hjernen vitterlig er skurken bag alzheimer, eller om forskerne har fulgt et helt forkert spor i jagten på en kur.
Neurolog afslørede fusk i forskningsartikler
Neurologen Matthew Schrag har påvist falsk dokumentation i videnskabelige artikler om alzheimer. I nogle tilfælde er billeder simpelthen blevet kopieret og genbrugt.
1. Billeder, som angiveligt viser forskellige proteiner (A og B) i musehjerner, ser mistænkeligt ens ud.
2. Svindlen ses tydeligt, når billederne lægges over hinanden, og lighederne angives med gult (C).
Millioner af mennesker venter på medicin mod sygdommen, som er årsag til to ud af tre tilfælde af demens hos ældre. I dag er ca. 50 millioner mennesker ramt, og med den stigende levealder forventes tallet at stige til 150 millioner i 2050.
Sygdommen slår gradvist hjernens nerveceller ihjel, og når de første symptomer viser sig i form af hukommelsesbesvær, går der i gennemsnit kun ca. syv år, før hjernen er så ødelagt, at patienten dør.
Medicinske resultater forvirrer
I forsøget på at finde en kur mod alzheimer har de fleste forskere lagt den samme strategi: Angrebet skal sættes ind mod beta-amyloid og de klumper – også kaldet plak – proteinet danner i hjernen.
De gule områder i mikroskopet viser ophobninger af beta-amyloid – såkaldt plak – i hjernevævet fra en alzheimerpatient.
Efter årtiers arbejde er flere og flere forskere dog ved at komme i tvivl om gyldigheden af amyloidhypotesen, for forsøgsresultaterne stritter i alle retninger.
I 2019 viste neurologen Delphine Boche fra University of Southampton i England, at en vaccine, der får immunforsvaret til at danne antistoffer mod beta-amyloid, kan rense patienternes hjerne for plak – men den forhindrer ikke, at patienterne bliver stadig mere demente.
De samme skuffende resultater oplevede medicinalvirksomheden Biogen med lægemidlet aducanumab, som består af antistoffer rettet mod plak.
De kliniske forsøg har vist, at ét års behandling med antistoffet kan fjerne størstedelen af plakken i patienternes hjerner, men desværre bliver de alligevel mere og mere demente og dør til sidst på grund af omfattende nedbrydning af hjernevævet.
For at gøre forvirringen nærmest total kunne Biogen i 2022 offentliggøre mere positive resultater for et andet antistof, lecanemab.
Ligesom aducanumab angriber det beta-amyloid og kan effektivt fjerne plak fra hjernen, men det har samtidig en positiv effekt på patienternes demens.
Patienter med mild alzheimer, som blev behandlet med lecanemab, oplevede i løbet af halvandet år 27 procent mindre tab af kognitive evner end patienter, som fik placebo i samme periode.
Den mistænkte bliver frikendt
Nu undrer forskerne sig over, hvorfor lecanemab bremser udviklingen af demens, mens aducanumab ikke gør det, selvom begge midler fjerner den plak, som ifølge amyloidhypotesen er årsagen til alzheimer.
Forklaringen skal muligvis findes i en ny undersøgelse, som blev offentliggjort i oktober 2022. Her fulgte neurologen Andrea Sturchio fra Karolinska Institutet i Stockholm 232 alzheimerpatienter gennem tre år for at se, hvordan deres demens udviklede sig.
Det udskældte protein er ikke skurken bag alzheimer – tværtimod!
Alle patienterne fik målt mængden af plak og af frit beta-amyloid, som endnu ikke havde klumpet sig sammen.
Resultaterne viste, at patienter med et højt niveau af frit beta-amyloid bevarede deres kognitive evner, uanset om de havde meget plak eller ej.
Undersøgelsen tyder altså på, at beta-amyloid ikke er skurken, som fører til alzheimer, men snarere helten, som beskytter mod sygdommen. Derimod spiller plakken bare en birolle og har ikke nogen betydning for, om man bliver dement eller ej.
De overraskende resultater har fået forskere til at se nærmere på, hvad beta-amyloid egentlig foretager sig i kroppen.
Undersøgelser viser, at det har flere funktioner, bl.a. at regulere mængden af kolesterol i blodet, men det interessanteste er nok, at beta-amyloid også har en antimikrobiel effekt og altså kan dræbe bakterier og virus.
Herpesvirus kommer i søgelyset
Flere forskere er derfor begyndt at hælde til den såkaldte virushypotese frem for amyloidhypotesen. Virushypotesen siger, at den egentlige årsag til alzheimer er herpesvirus HSV-1, som trænger ind i hjernen og angriber nervecellerne.
I jagten på årsagen til alzheimer retter flere forskere nu søgelyset mod en ny mistænkt – herpesvirussen HSV-1, som kan invadere hjernen og gå til angreb på nervecellerne.
For at beskytte sig begynder nervecellerne at producere beta-amyloid, der forhindrer HSV-1 i at formere sig. Jo flere virus der er trængt ind i hjernen, desto mere beta-amyloid danner nervecellerne, og på et tidspunkt er der så mange proteiner, at de begynder at klumpe sig sammen og danne plak.
Hvis virus er i overtal og ikke kan holdes nede med beta-amyloid, vil nervecellerne begynde at dø, og klumper af overskydende beta-amyloid vil sætte sig som plak på de døde nerveceller.
Ifølge virushypotesen giver det derfor mening at udvikle lægemidler, som forhindrer beta-amyloid i at klumpe sig sammen, selvom nervecellerne producerer store mængder af proteinet.
Skurken indtager helterollen
Proteinet beta-amyloid har i årtier fået skyld for at være den udløsende årsag til alzheimer. Nu mener flere forskere, at proteinet tværtimod beskytter hjernen mod den egentlige fjende: herpesvirus, som angriber hjernecellerne.
1. Herpesvirus angriber hjernen
Selvom hjernen er beskyttet bag kraniet, kan herpesvirus trænge ind gennem den såkaldte blod-hjerne-barriere og gå til angreb på nervecellerne. Som modsvar begynder nervecellerne at udskille proteinet beta-amyloid.
2. Beta-amyloid går til modangreb
Beta-amyloid forsvarer nervecellerne på to måder: Dels binder proteinet sig til viruspartiklerne og uskadeliggør dem, dels lægger det sig som et tyndt, beskyttende lag om nervecellerne, så virus ikke kan trænge ind i dem.
3. Proteinrester er tegn på en tabt kamp
Hvis hjernen bliver inficeret gentagne gange, eller hvis infektionen bliver kronisk, kan beta-amyloid ikke holde stand. Nervecellerne begynder at dø, og ophobninger af beta-amyloid er tilbage som et levn fra kampen.
Den nye hypotese giver også en mulig forklaring på den afgørende forskel i virkningen af de to antistoffer, Biogen har testet.
Hvis lecanemab sætter sig på beta-amyloid på præcis det sted, som proteinerne ellers bruger til at binde sig til hinanden, kan antistoffet forhindre dannelsen af plak og dermed opretholde et højt niveau af frit beta-amyloid.
Aducanumab binder sig derimod sandsynligvis kun til beta-amyloid, som allerede har klumpet sig sammen til plak, og derfor leder dette antistof ikke til større mængder frit beta-amyloid.
Indtil videre er dette dog kun spekulationer. Biogen har nemlig ikke offentliggjort detaljerede oplysninger om mængden af frit beta-amyloid i hjernen på patienterne efter behandling med de to antistoffer – og muligvis har firmaet slet ikke lavet undersøgelserne.
Derfor er det endnu ikke muligt at fastslå, om virushypotesen holder vand – og belært af erfaringerne med amyloidhypotesen vil forskerne nok fremover holde flere muligheder åbne i jagten på den virkelige skurk bag alzheimer.